Tilværelsens fortvivlende lethed

Dag Solstads forfatterskab kan ikke anbefales nok. Foto: Indrelid Trygve Fold sammen
Læs mere

Romanen foregår omkring årtusindskiftet. Den kunne lige så godt være foregået i dag. Ja, den kunne måske endda i endnu højere grad være foregået i dag. I norske Dag Solstads »Generthed og værdighed«, der nu er kommet på dansk, 23 år efter udgivelsen i Norge, er temaet nemlig ikke blevet mindre aktuelt, snarere mere, for romanen handler om fortvivlelsen, nærmere bestemt om gymnasielærer Elias Ruklas fortvivlelse, hans fortvivlelse over at leve i et åndløst samfund, hvor den gode samtale er forstummet og erstattet af banaliteter. Dén samtale, der ikke – som på lærerværelset på Fagerborg gymnasium, hvor Elias Rukla arbejder – kredser om boligpriser og lignende trivialiteter, men om noget anderledes, noget væsentligere. Og han længes, Elias Rukla, han længes efter noget vigtigere, noget åndeligere, og han længes så meget, at da en matematiklærer en morgen træder ind på lærerværelset og henslængt, ud i lokalet, siger, at »jeg føler mig lidt Hans Castorp i dag, jeg burde nok være blevet under dynen«, så går der et stød gennem Elias Rukla, for Hans Castorp, det er jo ham, der er hovedperson i Thomas Manns store roman »Troldomsbjerget«. Når matematiklæreren nævner Hans Castorps navn, så refererer han derfor til verdenslitteraturen, lige der, lige midt i lærerværelset, lige midt i tomgangen, og Elias Rukla er rystet og glad. Han tænker i dagevis på at inviterer mate- matiklæreren på middag, og måske også hans kone, men han gør det ikke, han resignerer.

Ja, Elias Rukla resignerer, og han resignerer ikke kun over for matematiklæreren. Han resignerer også over for de unge mennesker, han underviser i norsk litteratur, disse unge mennesker, som alle har tankerne andre steder, disse unge mennesker, for hvem intet kunne være mere ligegyldigt end sådan noget som Henrik Ibsen. Som her:

»Han bad en af eleverne, en 18 år gammel pige, om at læse det igen. Hun bøjer sig over bogen og begynder at læse. Men i det samme lyder der et modløst suk fra en af de andre elever som ikke længere magter at holde det inde. Højt og tydeligt, ja, på randen af et vildt vræl, så uforskammet at det fik ham til at fare sammen indvendig, men selvom han så at klassen i smug kiggede forsigtigt op på ham, valgte han at overhøre det og viftede den 18-årige pige videre.«

Scenen er klassisk Dag Solstad. En hverdagsagtig situation, men ladet med betydning, og en situation, der, ligesom en række andre situationer, veksler med vores hovedpersons tanker om livet og verden og fortiden: Tilbageblikket på vennen Johan Corneliussen, den mere end lovende filosofistuderende, der blev gift med en ubeskriveligt smuk kvinde, men som forlod hende og deres fælles datter for at rejse til USA og bruge sine talenter i det private erhvervsliv. Tilbageblikket på det forunderlige, der skete, da han selv, Elias Rukla, »overtog« den ubeskriveligt smukke kvinde, denne ufortjente gave, som han aldrig holder op med at undre sig over og glæde sig over, og som vil have ham og kun ham, selv han om aldrig virkelig er sikker på hendes kærlighed. Ja, Elias Ruklas forhold til sit ægteskab er også præget af resignation, og også hans forhold til den revolutionære kampånd er det, den kampånd, som han engang - lige som for øvrigt Dag Solstad selv - besad, og det bliver altsammen set med hans, Elias Ruklas, blik, og det er altsammen skrevet med en forunderlig vekslen mellem knivskarp iagttagelse og knivskarp, følsom refleksion.

Generthed og værdighed« er Dag Solstad, når han er bedst, og det er han næsten altid, det er en vidunderlig roman, på niveau med »Professor Andersens nat«, »Roman 1987«» og »Gymnasielærer Pedersens beretning om den store politiske vækkelse som har hjemsøgt vort land«, for nu bare at nævne nogle af forfatterens mange sublime romaner. Ingen kan som han skrive om eksistensen og forvivlelsen i et moderne, nordisk velfærdssamfund, om det, der altid mangler, hvor meget der end haves, og ingen kan som han gøre det med en gennemborende intelligens, en lethed i foredraget og en mild, resigneret ironi, der aldrig er dømmende, men altid medfølende.

Dag Solstads forfatterskab kan i det hele taget ikke anbefales nok, og det er da fint, at »Generthed og værdighed« nu endelig kommer på dansk, for det peger om ikke andet på forfatterskabet. Men, men, men ... hvis det overhovedet skal give mening af oversætte en forfatter som Dag Solstad, der skriver et skønt og klart norsk, som enhver dansk Dag Solstad-læser kan læse uden problemer, så skal det gøres, ikke bare lidt ordentligt, men fuldstændig ordentligt, og det er desværre ikke sket her. Der er simpelthen for mange småfejl: »Ibsen må have præsenteret os for ham allerede« i stedet for »Ibsen må have præsenteret ham for os allerede«, »de sidste par år« i stedet for »det sidste par år«,« »der lider en af sygelig retfærdighedssans« i stedet for »der lider af en sygelig retfærdighedssans«. Osv. Det er ikke godt nok, og slet ikke til en Dag Solstad, så derfor kan nærværende danske udgivelse ikke anbefales 100 procent. Det kan til gengæld romanen, som det turde være fremgået, og det skal ikke trække ned i den samlede bedømmelse, at oversættelsen ikke er perfekt. Dertil er Dag Solstad for god. Det var han, dengang »Generthed og værdighed« for første gang udkom, og det er han stadig og til alle tider. Ikke mindst de åndløse.

Hvad: Generthed og værdighed
Hvem: Forfatter: Dag Solstad. Oversætter: Sara Koch.
Sider: 192. Pris: 199,95. Forlag: Rosinante.