26. april 1986 eksploderede reaktor 4 i Tjernobyl. En sky af radioaktivt materiale kunne uhindret blande sig med atmosfæren og blev med vind og nedbør spredt over store dele af Sovjetunionen, Europa, Skandinavien og USAs østkyst.
336.000 mennesker måtte evakueres og genhuses, og værst var faren i »zonen«, altså området i umiddelbar nærhed af atomkraftværket, hvor ukrainske mænd arbejdede med at forhindre yderligere spredning. Uden at få klar besked om, hvor livsfarligt arbejdet reelt var.
I Antoine Choplins »Efter mørkets frembrud« er året 1988 – altså år to efter katastrofen – og Gurij har besluttet sig for at køre fra Kiev og tilbage til byen i zonen, han boede i før eksplosionen. I Pripjat, som byen klos op ad værket hedder, vil han hente døren til sin datters værelse og med den på sin motorcykels trailer køre hjem til familien og den døende datter.
Måske er det eftervirkningerne fra eksplosionerne, der har gjort hende syg, men Gurijs egen historie forbliver i baggrunden i romanen, hvor det i højere grad handler om de mennesker, Gurij møder, og hvad han ser på sin vej.
Skovene lyste af radioaktivitet
På den måde trækker Choplin sig væk fra følelserne og de indre monologer for i stedet at benytte en metode, der ligner dokumentarens. En udvendighedens teknik, der også gør mødet med den dødssyge Jakob – der skovlede sand ud på markerne umiddelbart efter ulykken for at hindre radioaktiviteten i at flyve væk – meget stærkt.
Han fortæller nøgternt, men hårrejsende, hvordan han så skovene lyse af radioaktivitet og giften ligge i pytter omkring sig. Arbejdet var den sikre død, som myndighederne forklædte som patriotisme.
Jakob har »mistet håret, og huden over hans kranium er gennemsigtigt«. Han fortæller fra sygesengen, hvor hans kone våger, mens deres hjerneskadede søn flakker rundt. Fra deres hus kører Gurij videre og ind i zonen, hvor alt umiddelbart virker naturligt, skoven suser, og sommernatten er lun, men da han når Pripjat, er alt spøgelsesagtigt.
Nogle huse er tomme, mens andre står, som om nogen stadig boede i dem. Nogle beboere er altså hastet væk, andre har sørget for at tage alt med. Men i sidste ende var de alle lige stillet efter katastrofen: Afskåret fra deres sted og i sidste ende frarøvet en stor del af deres identitet.
Det er måske også derfor, Gurij kører tilbage. For at hente en lille del af sig selv og af familiens tidligere liv. For bare et kort øjeblik at komme ud af alle »de ophobede ensomheder«, som der står et sted. Også selv om hjemmet ikke længere eksisterer.
På den måde bliver »Mørkets frembrud« til en fortælling, der rækker ud over katastrofen og ind i et mere alment tema om behovet for at føle sig hjemme. Hvor stærk driften er, demonstreres også i romanen, hvor nogle da også planlægger at flytte tilbage trods radioaktiviteten.
»Efter mørkets frembrud« er en enkel og velstruktureret roman. Antoine Choplin maler med små midler – til tider måske lidt for små – en stor, uendeligt smertefuld historie op. Og i Tjernobyl står værket stadig. Som en kolossal gravsten. Eller skamstøtte.
Titel: Efter mørkets frembrud.
Forfatter: Antoine Choplin.
Oversætter: Anne Marie Têtevide.
Sider: 140.
Pris: 230 kr.
Forlag: Forlaget Etcetera.
