Nicolaj Stochholm vender tilbage. Efter en udgivelsespause på otte år går digteren nu i land med en digtsamling, »Aldrig mere«, der har Odysseus og hans færd over havet som et af sine vigtige omdrejningspunkter.
»Færden« er overskriften på bogens første afsnit, der rummer 24 digte ligesom »Odysseen« består af 24 sange, og Nicolaj Stochholm manøvrerer sine papirskibe frem over traditionens rørte vande med sirenerne, kyklopen, Skylla & Karybdis og Penelope som nogle af de sikre referencer til det homeriske digt, mens for eksempel en titel og mailadresse som »molly.ei« involverer James Joyce og hans »Ulysses«. Som et af de mest slående eksempler på Nicolaj Stochholms potens som erotisk digter står »Lovepunks«, men ellers er de gennemgående temaer landflygtighed, hjemkomst, far-søn forhold, oplevelsen af identitetstab og en søgen efter sig selv: »Jeg husker ikke mere mit/navn, det eneste jeg mærker er/kun ét: et savn«.
Også digtsamlingens andet afsnit, »Hestene i Troja«, rummer henvisninger til den store tradition, men forfatteren folder sig friere ud, digtene står mere spredt og der bliver også plads til de bagatelagtige og indimellem humoristiske indfald, som når navnet Imerco tages under behandling, eller overskriften »Jordens testamente« udløser en opremsning af navne på fodboldklubber. Indlysende klar tale leverer Nicolaj Stochholm i »Bombemål«”, der er en stærk tolkning af den terror-frygt som efter den 11. september 2001 er blevet et grundvilkår. »Helst ikke mig og min familie,« begynder digtet besværgende, og det slutter med ordene »helst aldrig mere/allerhelst aldrig, aldrig igen«.
Med digtet »Fantombror«, der udgør bogens tredje og sidste afsnit, henvender Nicolaj Stochholm sig til den afdøde digterfælle Michael Strunge: »Michael, jeg må tale med dig, tag/mig om bord ...«, og her foldes drømmens faner for alvor ud, og en rablende vision af død og fællesskab tager komprimeret form.
Let læsning er Nicolaj Stochholms digte ikke. Billederne pakkes tæt, sætningerne brydes op på kryds og tværs af linjeskiftene, referencerne er mange og ofte kryptiske, præget af tungetale er til tider påtrængende. Alligevel er det umagen værd at stå til søs med Stochholm. Alvoren, lidenskaben i hans lyriske odyssé brænder igennem, og intensiteten i hans syner og sprog skaber sekvenser af både skønhed og suggestiv kraft.
