Tidens kvinder

Bog. »Women Artists at the Millennium«:Nytænkende og modig, amerikansk bog om kvindelige kunstnere ved årtusindskiftet ser nærmere på det kvindelige blik bag den grænseoverskridende kunst.

Pipilotti Rist: »Regenfrau ( I am Called a Plant)«. Videoinstallation projiceret. Foto fra bogen<br> Fold sammen
Læs mere

De bliver mere og mere synlige. Kvinder i politik, erhvervs- og kulturliv.

Efter en årrække, hvor der ikke har været meget prestige i at tale eller skrive om kvinders kompetencer og kreativitet, er det nu blevet et hot emne, der ikke kun drejer sig om håndtasker og hårlængde men for eksempel om mod og udviklede kommunikative evner.

Angela Merkel-effekten vil vi afgjort komme til at mærke mere til. Den tyske forbundskansler Angela Merkel med de fornemme forhandlingsevner er blevet kaldt »den, der hentede EU tilbage fra afgrunden«. Og sådan er der så mange afgrunde, der råber på snarrådig indsats. På billedkunstfronten har man på det seneste i USA set en strøm af udstillinger og bøger om kvinders kunst og synsvinkler. Som et led i denne tendens markerer bogen »Women Artists at the Millennium (Kvindelige kunstnere ved årtusindskiftet), redigeret af Carol Armstrong og Catherine de Zegher, sig stærkt, fordi den går et spadestik dybere end de mere spektakulære udgivelser. Bogen peger på kvindelige kunstneres evne til at nedbryde grænser mellem medier og genrer ved at udforske nye fremgangsmåder, materialer og kunstneriske udtryk. Det ses i performancekunsten, men også i videoinstallationer og skulpturelle arbejder opstår der nye udtryksformer. På plussiden tæller det, at bogen siger noget centralt om kvindelige oplevelser og erfaringer, der er

basis for kunstskaben, men også generelt er afgørende for kvinder.

Flere af bogens artikler handler om det kvindelige blik. Tag nu den glimrende fotobog videokunstner

Sam Taylor Woods psykologisk interessante videoværker. Et af disse, »Third Party«, der handler om et aftenselskab i opløsning, sætter fokus på den kvindelige iagttager, i skikkelse af Marianne Faithfull. Her er det en pointe, at det kvindelige blik er et ikkebesiddende blik.

Louisiana arrangerede for nogle år siden en øjenåbnende udstilling af Sam Taylor Woods fotografier og videoværker, og hun er repræsenteret på museet i Humlebæk. Hun har absolut blik for samlivsproblemer, ensomhed og kvindelig længsel ofte skildret i et langsomt, dvælende tempo. Er det at være kvinde mere en situation end en krop, spørger en af forfatterne med inspiration fra den franske forfatter Simone de Beauvoir. Noget endegyldigt svar gives ikke. Indirekte kredser flere værker om spørgsmålet. Pipilotti Rists videoprojektion på køkkenvæg viser en foroverbøjet, nøgen kvinde med rød paryk. Video­projektionen rækker godt ned over køkkenvasken. Andre værker, der

giver et bud på den kvindelige synsvinkel, er Mona Hatoums hårskulpturer, f.eks. »Hårhalskæde« (1995). De peger på spillet mellem styrke og skrøbelighed. Men hvad er det mere præcist, der gør, at kvinder har et andet blik på tingene og derfor skaber kunst fra en anden position? Ja, godt gættet! Det har en hel del med kroppen at gøre. Som Griselda Pollock formulerer det, drejer det sig om »det endnu ikke levende«, om »et glimt af fremtiden«. En fornemmelse som kvinder kender til, fordi de er (potentielle) mødre. Graviditet og mor/barnsymbiose er afgørende for kvindens oplevelse af relationer.

»Women Artists at the Millennium« er en inspirerende bog, båret af mange bidrag med sandhedssøgen og nytænkning.

Ikke ligefrem en let læst sag, men fyldt med vigtige iagttagelser om grænseoverskridende værker af kvindelige kunstnere og om psykologiske og kropslige erfaringer samt vel at mærke med mod til at bringe dem frem i lyset ud af tavsheden.