Af Jørgen Johansen kultur@berlingske.dk
M for Mexico City. M for menneskemyldrende metropol og M for Muerte! Ufatteligt mange mennesker og døden i meget forskellige skikkelser befolker Thomas Bobergs nye digtsamling, »Mexicocitydigte«. En af den danske lyriks store rejsende vender hjem, hvis man kan sige det på den måde, når digteren netop i smuk overensstemmelse med en af sit eget forfatterskabs programerklæringer bryder op og rejser ud: »jeg tog livet på nakken/og begav mig af sted«.
Udstyret med både et »turistjeg« og et »digterjeg« flytter Thomas Boberg ind på »Hotel Catedral/værelse 607« i Mexico City, og splittelsen mellem den virkelighed, digtene møder ude på gaden, og den virkelighed, der er digtets »egen« er et af de vigtige temaer i hans nye bog. Hvilken virkelighed er mest virkelig? Spørgsmålet dukker op i et af bogens første digte:
»Nogen/ligger/på fortovet/overkrop i papkasse/pisvåde bukser/plasticskål/med/spaghettirester/væltet/rotte snuser/nær/men virkelighed alene/selvom den er alt/kan ikke gøre det for digtet/det er det værste ved virkelighed/og digt/at digtet er ligeglad/med virkelighed/og/om/vendt.«
Med »Mexicocitydigte« følger Thomas Boberg op på »Hesteæder«-trilogien med dens sorte syner og dystopiske vision af kulturelt sammenbrud og civilisationernes sammenstød. At påstå, at det er lyssynet, der bryder frem på siderne i de nye digte, ville være en tilsnigelse, men digtene og digteren nærmer sig verden på en anden måde og afprøver nye sproglige virkemidler i bestræbelsen på at gribe et skræmmende perspektiv og dykke ned i det anonyme menneskehav for at levere et destillat af overfyldt urbaniseret virkelighed:
»ubegribe/lig/mange/mennesker/lirekassemændene husmødrene tiggerne på/stenene hænderne ved trapperne hundene ved/kirkerne børnene mellem bilerne duerne i luften/blomsterne på altanerne øjnene mellem tremmerne/skyggerne i vinduerne husene i smoggen smoggen i/kroppen ...«
Anonymiseringen er et af digtenes karakteristiske greb, ophobningen, de korte sætningers vrimmel, gentagelserne og den hakkende, hektiske lyd og form er spejlinger af en fragmenteret og kaotisk billedstrøm og fortabelsen i trængslen af mennesker og fattigdommens billeder. Skopudseren, gadefejeren, blomstersælgeren og vinduespudseren er de anonyme bærere af Mexico Citys virkelighed, og én figur overskygger alle andre, Den hellige Død, Santa Muerte. De mørke historier ligger konstant på spring i teksterne. Klovnen, der underholdt børnene, »åbnede/sin enorme lomme/, trak sin gun og skød«. Ham fyren med brillerne var ham, der »parterede sin farmor og puttede delene i en kuffert«. Skriget, der skærer igennem mørket, »flængen mellem to beskidte blokke«. Døden, volden og frygten er overalt til stede. I et digt med den ultraknappe titel »M« samler Boberg en række af stikordene til et moderne mexicansk mareridt:
»m for morderisk/for medfølelse/for mareridt/og mødrene/som står det hele ud/plakaterne/med portrætter/af deres stjålne/ deres myrdede børn ...«
I enkelte digte som for eksempel »Kapitaldigt« leverer Thomas Boberg en slags politisk baggrundsindignation, men det er først og fremmest på gaden, i bussen og på maskemarkedet, at de sorte syner lever, mareridtet midt i menneskemyldret bliver virkeligt og »de lange/hvide/knogleblomsters/rasle/dans« tager fart. »Mexicocitydigte« er Thomas Bobergs suggestive og sorte koreografering af den mexicanske dødekult. Santa Muerte. Santa Muerte!
Titel: Mexicocitydigte. Forfatter: Thomas Boberg. Sider: 80. Pris: 150 kr. Forlag: Gyldendal
