Der var engang, da terrorisme og international kriminalitet ikke var oplagte emner for skandinaviske spændings- og krimiforfattere. Det var mest sådan noget, der foregik ude i den store verden og i verdenslitteraturen. Stockholmsyndromet, en russisk sangerinde og Hamilton var bare de sædvanlige svenske og leifdavidsenske undtagelser, der bekræftede, at lokale velfærdsintriger dominerede billedet.
Nu globaliseringen er over os, sætter det sine spor. Ikke alene er handel med kvinder på tværs af landegrænser, østeuropæiske forbryderbander og terrortrusler fast inventar i de nyhedsarkiver, hvor krimiforfattere henter stof. De internationale forviklinger begynder også at præge den stil, historierne fortælles i.
Tag for eksempel norske Tom Kristensen. Manden har stil, en udpræget international stil, der både gør »Dødsriget« en ren fornøjelse at læse, men også får bogen til at virke lettere uforpligtigende. Så selv om »Dødsriget« handler om terrorisme, bliver historien ikke rigtig gribende. Sådan skal en historie som denne bare skæres, det ved vi fra internationale sællerter i genren.
Det ligger lige for at sammenligne »Dødsriget« med »Sort søndag«, som Thomas Harris debuterede med i 1975. Dengang udgjorde Sorte September truslen, og Harris forestillede sig en terroraktion i USA. Hos Harris finder vi formlen, som Kristensen benytter, når han i vore dage henter terroren til Norge. Der er de nu nærmest obligatoriske parallelhandlinger mellem de indblandede – hos Kristensen muslimske Saeed, politifolkene og Tommy, der netop har fået job for et nyt internationalt inkassofirma i Oslo.
Skildringen af Saeed, der i et forsøg på at hævne sin søster ender med at blive selvmordsterrorist, er central i romanen. Scenevant og som en anden globetrotter giver Kristensen os Saeeds forhistorie i Jedda, Saudi-Arabien, og følger ham videre til Oslo. Her får han pludselig mulighed for at fuldføre sin personlige vendetta mod svogeren prins Yasir, mens han venter på at blive aktiveret i Den Hellige Krig.
Kristensen sætter ansigt på terroristen, så sort-hvide forestillinger må vige for gråtoner. Det samme var faktisk tilfældet hos Harris, hvor Sorte September-medlemmerne og deres allierede, en amerikansk luftskibspilot og vietnamveteran, nok var voldelige skurke, men skurke forsynet med historier, som skulle belyse deres bevæggrunde.
Det mest overraskende er måske, at de handlekraftige kvinder, som Kristensen brillerer med i »Dødsriget« og i »Profitøren«, der tidligere er udkommet på dansk, heller ikke er så ny en opfindelse endda. »Sort søndag« gav os barske og sexede Dahlia Lyad, og Harris har selv henvist til hende som en slags formoder til Clarice Starling i hans »Ondskabens øjne« fra 1988.
Alt i alt bliver det paradoksalt nok Kristensens solide håndværk i international klasse, der stiller sig i vejen for, at historien kommer helt ind under huden. Han kan sit kram, men med mindre man skal lade sig imponere af, at en nordmand har skrevet bogen, er »Dødsriget« først og sidst en opvisning i, hvordan effektive og genkendelige attituder kan komme til at ligne gribende øjeblikke.
Hverken rystet eller rørt
Herhjemme er Michael Lose en af de få, der har ladet sine kriminalromaner foregå i det store udland. Efter »Farligt møde i Havanna« (2000) og »Den spanske forbindelse« (2003) er turen kommet til Brasilien i »Sort sol over Rio«.
De første kapitler i bogen er virkelig gode. Vi bliver præsenteret for Christoffer, en falleret embedsmand i Justitsministeriet, der besynderligt nok får til opgave af PET at opspore en dansker, der er stukket af til Rio de Janeiro for at undgå fængselsstraf.
Christoffer er særdeles morsomt selskab, både når han er til møde med chefen, men især med den kvindelige justitsminister. Efter en tur i Frederiksberg svømmehal og velankommet til Rio glider de fordrukne og underholdende mandschauvinistiske attituder desværre alt for hurtigt af Christoffer. I løbet af ingen tid bliver han en ny og bedre mand, endog en god, hvid mand, der kan vække sympati hos de indfødte.
Det viser sig, at Lose skal bruge Christoffer som modstykke til den grimme, hvide mand, han er sendt på jagt efter. Ruben/Robert er psykopat og lejemorder for CIA. Som om det ikke var nok, er han også sadist, hvilket flere brasilianske kvinder har mærket på deres krop.
For at sætte de to hvide mænd i relief, indeholder romanen derfor en del sexscener, hvor Christoffer er blød og dejlig, mens Ruben er livstruende. Hvorvidt Christoffers bedrifter på lagnerne helt uundgåeligt også rummer et vist mål af imperialisme, når bogen ikke at reflektere over. Til gengæld bliver vi indlagt til flere moraliserende opsange om det forpinte land. Det er yderst relevant, men man ville ønske Lose havde dramatiseret problemstillingerne i stedet for at belære os.
Uden at det skaber egentlig fremdrift i handlingen, veksles der mellem Christoffer og Rubens dele af historien. Det dramatiske, endelige opgør kommer omsider, men Christoffer må indtage mange caiprinhaer, før det sker. Og Loses maleriske, men også lidt naivt turistede kærlighedserklæringer til landet, er ikke nok til at opveje fraværet af spænding undervejs.
Dansk Bond
Man kan ikke klage over for lidt spænding i de to første bind af serien »Plan B«. De er skrevet af Henrik Desmond, et pseudonym for en række danske forfattere. Deres erklærede mål er en spændingsserie »for dig, der har fået nok af femikrimier«. De lover højt tempo i et veldrejet plot, og det leverer de. Dog er det småt med de gedigne overraskelser, vi også bliver lovet. Man skal virkelig have helliget sig femikrimien for blive taget på sengekanten.
Som Kristensen bejler Desmond til en international stil. 32-årige Morten skal forestille at være Danmarks svar på James Bond. I »Den udvalgte« søger han job i en kommunikationsvirksomhed, Plan B, og efter jobsamtalen begynder der at ske mærkelige ting, som truer ham selv og hans nærmeste. En intetanende Morten bliver nødt til at bruge alle kneb, når han skal finde ud af, hvad der foregår, og den hæsblæsende jagt gennem Danmark begynder. Han møder blandt andre skønne Eva, der er langt mere interessant end kæresten Camilla.
»Den udvalgte« er en herlig introduktion til universet og personerne i »Plan B«. Der er ingen kedelige øjeblikke, når Morten og læseren bliver løftet ud af den daglige trummerum og ind i agenternes forunderlige verden. Morten viser sig at have et specielt analytisk talent, og hans land har brug for ham. Det samme har læsere, der længes efter uforpligtigende action i et lydefrit plot.
Det mest opsigtvækkende ved »Den udvalgte« er nu de mange eksplicitte sexscener, Morten havner i. Af og til virker de påklistrede og beregnende, men når Camilla tror, at analsex kan få dem tilbage på sporet igen, giver det en overraskende dyb intimitet i beskrivelsen af hendes og Mortens forhold, der kommer noget bag på én.
I vindjakke
I »Dødens kredsløb« er Morten så ansat i Plan B, der viser sig at være en hemmelig og sikkert grundlovsstridig organisation, der bekæmper terrorisme og global kriminalitet. Statsministeren besøger dem jævnligt i hovedkvarteret i Odense. Rige erhvervsfolk finansierer holdet, så det er vildt luksuriøst udrustet.
I denne bog er det den russiske mafia, der truer landet. Et bestialsk kvindemord og en østeuropæisk skurks indrejse i landet vidner om fornyede aktiviteter, men hvad er russerne ude efter i Danmark?
Morten må et smut til Sarajevo med Plan Bs tidligere jægersoldat, Barke, for at hente oplysninger. Det bliver endnu en ildprøve, som han klarer dels ved at kigge på sin nye veltrænede krop i spejlet, dels ved at stresse af med meditation. Igen føler man ubetinget, at man er i sikre hænder, og at underholdningen er garanteret. Og så, lige før man også uundgåeligt begynder at overveje, om man kan få nok af Morten og de andre i Plan B, sker der noget. Ind fra højre og klicheernes holdeplads kommer kriminalbetjent Johannesen anstigende iført vindjakke og tager røven på os.
Johannesen er Mortens modstykke, en ældre, selvfølgelig fraskilt politimand, der skal opklare kvindemordet. Han er lykkeligt uvidende om Plan B og klarer tingene på sin måde. Selv om Morten tilbage i København medvirker i flere sexscener, har han svært ved at konkurrere med Johannesens del af historien.
Man bliver i den grad glad for Johannesen, der lister sig ind på én uden de store armbevægelser, men med stille øjeblikke, der er en sproglig nydelse. Og når han til slut i baren på SAS-hotellet på Amager må erkende, at han trods sine anstrengelser står tilbage med tre uopklarede drab og kun glimt af sandheden, er det ham, vi håber at støde på i de næste Plan B-bøger.
Arne Dahls karmapolice
Oven på disse romaner er det oplagt at vende blikket mod svenske Arne Dahls nye bind i serien om A-gruppen. I »Efterskælv« bliver en tunnelbanevogn sprængt i luften. Terroren lader til at være kommet til Stockholm, men som sædvanligt er alt ikke, hvad det synes at være, når A-gruppen skal opklare voldskriminalitet med internationale aspekter.
På den anden side er alt præcis, som det skal være, når Dahl leger med vores forventninger til genren. Ingen kan som han stille ind på klassiske greb i den skandinaviske såvel som den internationale krimi og vride dem i en ny, uventet retning.
Hvem er for eksempel den person, der ikke når toget i begyndelsen af bogen og dermed redder livet? Og hvem står for de tekststykker i kursiv, der findes i romanen? Da identiteten bag dem afsløres, viser Dahl sig endnu engang frækkere, end politiet tillader, og det overgås kun af et vidnes ret klare henvisning til et af de tidligere bind i serien.
At Dahl på den måde henviser til og insisterer på sig selv som fiktion, markerer ikke kun, hvor langt vi befinder os fra den researchede kriminalroman, til tider kaldet virkelighedstro. Han udstiller også, at hans politisæbeopera nærmer sig samtidens problemstillinger på ganske anderledes præmisser, nemlig de litterære og de poetiske. Så når Kerstin Holm og de andre kommer med som undergruppe i efterforskningen, ved vi godt, de vil opdage aspekter, andre har det med at overse. Farlige piller, en rabiat aktivistgruppe mod prostitution og en uhyggelig international terrorist holder gruppen beskæftiget og kommer faretruende tæt på deres eget privatliv.
Dahl er yderst veloplagt og morsom midt i alvoren, der ender med at sende Kerstin, Paul og Jorge til Berlin for at ordne terroristen. At det store udland må ty til A-gruppens hjælp virker helt passende, for de er sgu noget særligt. Ved at bryde forventningerne til en international stil, har Dahl skabt sin egen i særklasse.
HAEL LOSE. »Sort sol over Rio«. 259 s. 298 kr. Per Kofod.
HENRIK DESMOND. »Den udvalgte«. 298 s. 149 kr. Politikens Forlag.
HENRIK DESMOND. »Dødens kredsløb«. 368 s. 249 kr. Politikens Forlag.
ARNE DAHL. »Efterskælv«. Oversat af Anders Johansen. 406 s. 299 kr. Modtryk.
