Det fantastiske ved litteratur er, at man kan blive så stjernelykkelig, når man læser noget godt. Det behøver ikke at være en hel bog, men kan bare være et par sætninger som: »Og husk så, jer som gul angår, at tulipanerne er kommet. Og gule tulipaner er guls racehest, det ypperste af det ypperste«. Hvor fantastisk er det så ikke, når en bog viser sig at være et helt bundt af knaldende gule tulipaner?
Bogen hedder »Camilla og resten af selskabet«, forfatteren er Christina Hesselholdt, og for den nye læser er det en fordel at begynde med »Camilla and the horse« fra 2008, hvor Camilla og hendes, nu sengeliggende, stoute Charles, forfatteren Alma og den anæmiske læge Kristian, den ensomme sørgende hundeelsker Edward og den meget fysiske Alwilda, første gang blev introduceret.
Og mon ikke forlaget en dag samler alle fortællingerne fra de to bøger i én kreds? Bogen har undertitlen »en fortællekreds«, og består af otte fortællinger, der har disse personer i centrum samt et herligt stykke, der kunne minde om absurd teater, hvor alle stemmer kommer til orde.
Fejl og elskeligheder
Vi træder ind og ud af bevidsthederne hos disse seks personer (undtagen Charles, hvis sygeseng Camillas liv drejer om), som på hver deres måde kunne være udspaltninger af den samme kraniekasse, udgjort af lige dele litterær fiktion og levet liv.
Om disse personer fortælles ikke meget, men nok til, at vi kender deres fejl og deres elskeligheder, og derfor nærmest umiddelbart holder af dem. Camilla selv - en distræt og stedblind litterat - er den, der forbinder trådene.
Hun og Alma (Camillas GPS) rejser sammen, da Charles jo er sengeliggende, først til Beograd og siden i de engelske fodspor på Christina Hesselholdts litterære forbilleder; Virginia Woolf og Sylvia Plath. Meget passende. For Woolfs drøm om at sammentrænge tiden, og at kunne bevæge sig fra den ene bevidsthed til den anden i én flydende strøm, kombineret med Sylvia Plaths evne til at skære hårdt igennem, kondensere i konkrete billeder og samtidig give humoren sit, har præget og præger Hesselholdt.
Hun formår at dosere sine virkemidler, så der hele tiden er en vekselvirkning mellem det alvorlige og det humoristiske, det tænksomme og det ligefremme, det smukke og det platte, det skrevne og det talte. Personerne spejler og kontrasterer hinanden. Et overset virkemiddel i dansk normalprosa - rytmen - er Hesselholdt eminent til.
Indskud på indskud
Der skiftes fra det hæsblæsende erotisk opstemte til en langsom observerende tone eller en kedsomhed, som mærkes helt ud i sætningen. Teksten kan lyne som ramt af fyrtårnets skiftende lys, men også sno sig krøllet rundt i indskud på indskud. Hesselholdt bruger selv betegnelsen, at give teksten et ekstra truttelut eller en krølle. Men vi kommer altid tilbage til selve fortællingen, for Hesselholdt ved godt, at nok må man lege med læserens begær efter teksten, men indfrielsen må man ikke tage væk. Vi skal have lov at komme til dørs med Alma og de andre, og det får vi.
