Sidste år udgav forlaget Fahrenheit »Desertør«, det første bind i Halfdan Piskets biografiske tegneserietrilogi, der bygger på interviews med tegnerens egen far, og allerede nu foreligger det andet bind, »Kakerlak«, der klart understreger, hvorfor Pisket netop har modtaget Statens treårige arbejdslegat.
Piskets første to album i trilogien er en både eksperimenterende og konkret fortælling, der er med stor stilsikkerhed er udfoldet i en myriade af sort-hvide billeder. De enkelte billeder er små grafiske kunstværker, der på hver side indgår i et samlet »side-værk«, der i sig selv er en velafbalanceret hele.
»Desertør« bygger på faderens historie om sin ungdom i det multikulturelle Østtyrkiet, hvor han havner i klemme mellem det daværende militærregime og den kurdiske selvstændighedsbevægelse.
»Kakerlak« fortsætter i Danmark, som faren i 1970erne rejser til som »gæstearbejder«. Det fjerne land blev ikke først og fremmest hans mål af økonomiske grunde, men fordi han mener, at det er her, Europas flotteste piger bor.
Han arbejder på fabrik i Helsingør for en hyre, der kun rækker til at betale for en køjeseng, cigaretter og øl på byens diskotek. De danske og svenske kvinder dæmper den eksplosive vrede, han bærer i sig, der er avlet af den tortur, han er blevet underkastet i et tyrkisk fængsel.
Han bosætter sig i Aalborg, hvor der på dette tidspunkt kun bor en håndfuld andre tyrkiske mænd. De viser sig at være heroinimportører og bliver trædestenen til faderens liv med hård kriminalitet.
»Kakerlak« ser på Danmark med en fremmeds øjne, en fremmed der er dobbelt uønsket, fordi han er kriminel. Halfdan Pisket er tydeligt imponeret over sin fars utrolige historie samtidig med, at han i et interview med Weekendavisen har sagt, at han har gjort farens historie til sit eget litterære materiale.
Styrken ved Piskets fortælling er imidlertid, at den hverken forholder sig moralsk eller kommer med nemme forklaringer på, hvorfor faren vælger kriminaliteten, eller at han forlader de kvinder, han får børn med. Ingen andre undskyldninger end det indre mørke, som faren har båret med sig fra et land uden nåde.
Bizar verden fra barneperspektiv
Syrien og Libyen er i dag to sammenbrudte arabiske lande, hvis indbyggere mildt sagt er udfordret på livskvaliteten. Interessant er det så at erfare ved læsning af den franske tegner Riad Sattoufs selvbiografiske tegneserie, »Fremtidens araber«, om en barndom i netop de to lande, at Libyen i 1970erne af mange arabere blev betragtet som et forjættet paradis.
Sattouf er kun fire år, da hans syriske far tager ham og hans franske mor til Libyen, hvor faren vil være med til at virkeliggøre Muammar Gaddaffis vision, der bygger på en umage blanding af folkesocialisme, panarabisme og islam.
Det er et bizart univers som Sattoufs familie skal lære at begå sig i. Gaddaffi har tvangskollektiviseret Libyen, og det indebærer blandt andet, at familien pludselig finder alle deres ejendele sat uden for deres lejlighed af en mand, der er flyttet ind i den, mens de var på udflugt. I Libyen er alle nemlig lige, og derfor har alle ret til at vælge den lejlighed, de vil bo i. Også selvom der bor en anden familie i den.
At beskrive med et barns øjne, er et hyppigt brugt greb i graphic novels, da tegneserien egner sig til at sætte snævert fokus på de små ting, der betyder en verden for et lille barn. Dette er eksempelvis tidligere set i Marjani Satrapis »Persepolis«, som »Fremtidens araber« kan minde om i tone.
I Libyen hæfter Sattouf sig eksempelvis ved bananerne, der hyppigt er den eneste luksus, man kan købe i de statslige butikker. Oberst Gaddaffi elsker selv bananer, så det må ikke mangle i hans paradis. Senere, da familien flytter til Syrien, noterer han sig de syriske mænds behov for at have nøjagtige samme overskæg som landets diktator Hafiz al-Assad.
»Fremtidens araber« er fyldt med sådanne fine observationer: Børnenes folketro, der dikterer, at man skal vende gamle sko, man finder på gaden, så deres såler ikke fornærmer Allah. Voksne libyske mænds akavede generthed over for Sattoufs mor, når hun glemmer at skjule sit hår.
For et barn er det en hård verden at vokse op i, da de arabiske børn er lige så brutale over for hinanden, som forældrene er det i deres opdragelse af eget afkom. Sattouf får det heller ikke nemmere af, at hans eget blonde hår betyder, at han beskyldes for at være jøde, ovenikøbet af sine egne fætre, der burde vide bedre.
Men Riad Sattouf tegner slet ikke et pessimistisk billede af sin barndom. Tværtimod viser han med stor humor og indlevelse, hvordan børn (og voksne) kan indrette sig under de mest absurde forhold.
Det er det store udbytte af Halfdan Piskets og Riad Sattoufs tegneserier. De viser ikke verdener, man ønsker at leve i, men det er bestemt verdener, man føler behov for at forstå bedre.
