Teenagere i svensk sprit

En ligkiste, en slagtescene og hunde, der »hyler til hinanden i hunderiget«, hører til Ola Nilssons knugende provinsbillede.

Næsten som en hilsen fra en fjern svensk provins til de aktuelle danske drukorgier i Prag kommer Ola Nilssons roman »Hundene«. Både i forfatterens Norrland og i Prag handler det om teenagere og en ungdomskultur, hvor det at drikke igennem er en integreret del af samværet.

Når det er sagt, så ligger Ola Nilssons roman om en håndfuld halvstore, forkomne børn i det svenske udkantområde unægtelig fjernt fra enhver forestilling om storbyfest. »Hundene«, der er glimrende oversat af Vibeke Eskesen, er et stykke svensk provins af den mest grå, ramponerede og udsigtsløse slags, og de to søskendepar, der er bogens hovedpersoner, er i den grad produkter af et miljø, hvor de varme følelser godt nok findes, men er svære at sætte ord på.

Det ene søskendepar, pigerne Ida og Sanna, har en psykisk syg far, mens Kalles og Filips far er på hospitalet efter en hjerneblødning. Faderautoriteterne står åbenlyst for fald i den svenske provins, mens mødrene kun er fjernt tilstede. Som et fast omdrejningspunkt i romanen optræder den nye bro, der forbinder det lille samfund med en større omverden, uden at det tilsyneladende har ført meget andet end død og affolkning med sig. Broen sammen med en ligkiste, en slagtescene og hundene, der »hyler til hinanden i hunderiget«, hører til det symbolske inventar i Ola Nilssons knugende provinsbillede.

De mange spring i tid og mellem personhistorier saboterer til en vis grad helheden i romanens skildring af teenagegruppen. Ola Nilssons styrke er tætheden, den sproglige træfsikkerhed og den overbevisende autenticitet i skildringen af de 14 til 16-årige teenageres desperation eller måske snarere håbløshed i forhold til det, der et sted kaldes »som-om-livet«, men romanen lever også i kraft af de fine antydninger af en bunden varme og omsorg, som bare har svært ved at komme til åbent udtryk. Forråelsen og følsomheden går bogstavelig talt hånd i hånd. Forløsningen findes tilsyneladende kun i alkoholen, sådan som den er blevet en del af Idas og Filips fællesskab:

»De har set lyset. Et guddommeligt lys som spreder sin nåde i form af flasker, glas og plasticdunke. De vil det samme. Drikke til de ikke længere kan mærke noget som helst af livet.«

På omslaget kalder forlaget »Hundene«, der er første del af en trilogi, for en country noir, og sort og sørgelig er sangen om Ida og Sanna, Filip og Kalle. Et norr- landsk sidestykke til »Populærmusik fra Vittula« stemt i moll og trøstesløshed. At romanen i den grad formår at fastholde og fascinere i kraft af sin poetisk følsomme og præcise sproglige omgang med det ordknappe miljø, er Ola Nilssons bedrift.