Teatret kan både være himmel og helvede

Er Katrine Wiedemanns nye bog det bedste, der nogensinde er skrevet på dansk om at skabe teater? Det er svært ikke at synes det.

»Ved gudernes bord« skrevet af teaterinstruktør Katrine Wiedemann er nødvendig læsning for alle, der tænker på at beskæftige sig med at lave teater. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Katrine Wiedemann - egner hun sig overhovedet til at være instruktør? Når man læser hendes nye bog om at skabe teater, »Ved gudernes bord«, kan man komme helt i tvivl. Men vist nok ikke så meget, som hun selv er det. Til trods for den imponerende række af teaterforestillinger, ikke mindst billedstærke klassikerfortolkninger, vi kender hende for.

Teatret er jo ligefrem ved at tage livet af hende. Nervøst hjerte, tilbagevendende natlige angstanfald forårsaget af præstationspres, stress og kunstnerens ubodelige ensomhed. Teatret er en tung, tung byrde. »Jeg skal på arbejde i en sort mine,« skriver hun forud for prøvestarten på den opsætning af »Farlige forbindelser«, hun skal stå i spidsen for på det fornemme tyske Redidenztheater i München, hvor hendes store forbillede, Ingmar Bergman, engang har regeret.

Hans erindringsbog »Laterna magica«, hendes egen ungdoms teaterbibel, spiller en rolle i baggrunden. Også hendes egen bog er et forsøg på at skrive sig så tæt ind på kunstnerrollen som muligt. Eller rettere: På kunstnerrollen, som den ser ud, når man er Katrine Wiedemann. Og det gør hun så ærligt, som hun formår.

Hård mod andre, men først og fremmest skånselsløs mod sig selv og det umulige sisyfosarbejde, det er at skabe teater. Svingende mellem kunstnerens selvhævdelse (»Jeg går med Bergman i hånden«) og afgrundsdybe fortvivlelse over egen tiltagende uformåenhed i kampen for at nå frem til enkelhed og klarhed i den historie, der går forud for alt.

En nærmest feberhed skildring af teatret som et sted, der får det værste og det bedste frem i hende. Hun både væmmes ved det og drages mod det, fordi hun ikke kan andet. »Kunst er modtryk, »som hun skriver. »Jeg må have noget ud, komme af med noget, fordi der kommer alt for meget ind.«

På den ene side kan hun ikke holde til det, på den anden side er hun livræd for at gå i stå i karrieren. Hvad er det egentlig, hun er ude i her, må man spørge sig selv. Er hun i virkeligheden på en raffineret selvmordskurs, godt i gang med at skrive sig selv ud af teatret? I så fald bedrager hun både sig selv og læseren.

For undervejs drypper hun små begavede, brillante essays, hvor hun med hele sin teaterbegavelse og erfaring og kæmpestore kærlighed til teatret som et bolværk mod meningsløsheden forsøger at kerneformulere udfordringerne på en teaterscene. Ikke mindst i livtaget med de klassikere, hvis storhed i slaget og konstante ufuldkommenhed er det eneste, som det er værd at beskæftige sig med.

Teatret er et erkendelsesrum

Motoren i hendes historie bliver den paniske nedtælling til den forestilling i München, hun i sidste ende er eneansvarlig for at få til at lykkes. Skaberensomheden, som hun kalder det. Alene i en halvtom lejlighed i en fremmed by, i en teaterkultur, som er væsensforskellig fra den danske, og hvor ikke mindst arbejdet med skuespillere med en helt anden forståelsesramme for deres opgave er en udfordring.

De dele af bogen, der handler om de stadige psykologiske magtkampe, er rå, galopperende morsom læsning. Lige så spændende som en kriminalroman, når arbejdslederen skal manøvrere mellem skandinavisk moderlighed og germansk pisk: »Først den kolde skulder. Så venlighed. Virker«. Hvem sagde farlige forbindelser? Hvorfor hun bogen igennem kalder den tekst, hun instruerer, »Gefärliche Leidenschaft«, når den retteligt hedder »Gefärliche Liebschaft« på tysk, er i øvrigt en gåde.

Den bedste bog, der nogensinde er skrevet på dansk om at skabe teater? Det er svært ikke at synes det. Nødvendig læsning for alle, der overhovedet tænker på at beskæftige sig med at lave teater. men også stærkt anbefalelsesværdig for alle, der gerne vil blive klogere på, hvad det er, de oplever, når de sidder dernede i mørket og ser på - ja, når de stifter bekendtskab med kunsten i det hele taget.

Jeg ville ønske, jeg selv havde læst den, inden jeg nogensinde nedfældede så meget som to linjer om teater. Man kan være enig - som jeg - eller uenig i Wiedemanns betragtninger om kunsten. »Teatret er hverken et trøsterum eller et helbredelsesrum. Teatret er et erkendelsesrum,« skriver hun. Det er hendes bog om teatret også. Fyldt med fortvivlelse, lidenskab, sort humor og det håb, vi trods alt ikke kan leve uden. I livet som på teatret.

Titel: Ved gudernes bord. Forfatter: Katrine Wiedemann. Sider: 352. Pris: 300 kr. Forlag: Gyldendal.