Det er en gammel sandhed i tegneseriekunst (og film og tv), at så længe man har en god historie, kommer billederne i anden række. I 1980erne beviste en lang række visuelt fuldendte »kunsttegneserier« dette lidt paradoksale forhold ved at rumme flotte billeder, der til gengæld ofte fortalte en meget lidt medrivende historie. På den baggrund er det interessant, at to nye danske tegneserier satser på billedets styrke, og kun benytter meget lidt tekst. Det er selvfølgelig prøvet før både i klassiske avisstriber som Ferd´nand, striber der ofte er blevet internationale successer qua deres evne til at rejse på tværs af sproggrænser. Også kunstneriske tegneserieforfattere som Hugo Pratt eksperimenterede ofte med at lade sine ordfloder afløse af lange tavse passager. Mikkel Ørsted Sauzet debuterer på Aben Maler med »Aske«, der helt uden ord udfolder baggrunden for et slaveoprør på Haiti i begyndelsen af 1800-tallet.
Det er en kompleks historie, der med mange symbolske mellemlag fortæller om et mulatbarns fødsel og opvækst på en sukkerplantage. Som plantageejerens uægte søn har han nogle få privilegier i forhold til plantagens sorte befolkning. Han bliver for eksempel ikke brændemærket, men må til gengæld tåle slavebørnenes foragt.
Sin hævn udøver han dog ikke over sine jævnaldrende, men over sin hvide far og den sadistiske bestyrer.
Mikkel Ørsted Sauzet har de sidste par år arbejdet som omviser på det belgiske tegneseriemuseum Centre Belge de la bande Dessinée. Sauzets egen stil er ikke den klassiske belgiske »klare linje« album-stil, men er bygget op af gådefulde mængder af streger, der udelukkende er tegnet med en rød kuglepen(!) Ved første øjekast ligner serien en telefonkrusedulle, der har vokset over sine bredder, men snart bliver man grebet af de tyste billeder, der rummer så meget grusomhed – og så meget blodrød farve, der synes at sile ned over siderne!
At serien er helt ordløs, giver fortællingen en højtidelig tone, der fastholder opmærksomheden. Alligevel var det nødvendigt for denne læser at genlæse (eller gense?) serien for at forstå udviklingen i den temmelig komplekse handling. Uden ordene som støtte og distraktion, begynder øjet at hæfte sig desto mere ved billedernes komposition og den tekstur, som forskellige skraveringsteknikker tilfører dem. I mange af billederne krymper man sig af ubehag, som ved fremstillingen af en barnefødsel i en mark fuld af knivskarpe sukkerrør og blade.
Rasmus Svarre har givet sig i kast med en endnu mere ambitiøs opgave, en 128 siders oliemalet grafisk roman, »Kensington« (illustrationen på forsiden af denne sektion). Han har tidligere illustreret bøger af filosoffen Anders Fogh Jensen, og som dennes forfatterskab er Svarres tegneserie en krævende og indadvendt fortælling i flere planer.
En skrevet introduktion om en sagnkonges forsøg på at få en præstinde til at skrive et helteepos om sig selv fungerer som skabelon for den efterfølgende stort set ordløse fortælling om en nutidig rigmand. Ligesom sagnkongen forsøger han at opnå en form for udødelighed i form af en spektakulær selvbiografi, men også dette forsøg mislykkes. Virkeligheden kan ikke tvinge fiktionen i sin tjeneste, for fiktionen har sin egen virkelighed, kunne være en fortolkning i den meget Borges-agtige fortælling, men man er ikke helt sikker, for Svarre blander temmelig mange figurer og »niveauer« ind i historien. En anonym mand forvandles til et sagnvæsen, der opsøger en sovende kvinde, mens en lastbilchauffør finder en hængt mand.
Der er også fragmenter af tekst på siderne, der fortæller en historie om to elskende, der taler i telefon på tværs af Atlanten. Teksterne føles lidt som et forræderi mod det ordløse, og teksterne, der namedropper Marx, Lacan og Barthes, understreger Svarres filosofiske ambitioner, der forlener serien med en kraftig firseragtig vibration. Det var engang med disse navne, at gymnasieelever imponerede hinanden. Svarres seriemalerier er stemningsfulde, omend hans kendskab til menneskeanatomien endnu er noget usikker.
Det rokker dog ikke ved, at »Kensington« er et flot forsøg på at udvide rammerne for, hvad man kan udgive af tegneserier i Danmark. Og i en ordmættet social-medieorienteret tid kan det være en lettelse at nøjes med billeder. Men de danske eksperimenter viser også, hvor krævende de kan være at afkode.
