Han har skrevet en stribe digtsamlinger, en lyrisk rejseroman og senest »Socialdemokratisk digt« fra 2010, som er lige præcis hvad titlen siger - men skrevet med et vittigt, sanseligt og poetisk tastatur.
Nu er Rasmus Nikolajsen tilbage med »Den ulykkelige boghandler«, der er i besiddelse af samme kvaliteter som sin forgænger, men alligevel er noget helt andet. Bogen, som ikke er behæftet med nogen genrebetegnelse, består af tre tekster, som hver kredser om en rejse. I den første er et par på bilferie i Jylland, i den anden er en fyr på fodrejse til Sydhavnen, og i den tredje cykler en forfatter i Dollerup Bakker.
Det lyder pænt og pænt forudsigeligt, men Nikolajsens temperament er hverken til lineære fortællinger eller traditionelle plot. Og da forfatteren i den tredje tekst fortæller om, hvordan han gerne vil skrive sin bog, ligner det mest af alt et signalement af »Den ulykkelige boghandler« selv:
»Plottet er ikke voldsomt ophidsende«, står der, »men snarere et skelet hvorpå de små historier (...) og sproglige detaljer skal hæftes på.«
Sådan fremstår »Den ulykkelige boghandler«, der er spækket med afstikkere fra hovedhistorierne. Om krautrockens værdigrundlag, om digteren Petrarca, om eventyreren Thor Heyerdahl, om inspirationens udspring og om ufatteligt meget andet over bare 107 sider.
Det kunne naturligvis være endt som en blanding af kronik og knebren hvis ikke for Nikolajsens sprog, som er spækket med vilde, vildt fascinerede billeder. Som her da cyklisten i Dollerup Bakker styrter:
»Huden rives i laser som et viskestykke der har udspillet sin rolle og nu skal spille en ny som klude til brug ved vinduespudsning, pløjes op som en mark. Man brækker et kraveben hvorpå følger en smerte der kunne oplyse en middelstor provinsby.«
Vel er der passager, hvor Nikolajsens sprogkunst slår over i ligegyldig sludren. Stimulerende og anderledes er »Den ulykkelige boghandler« ikke desto mindre - og lykkeligt fri af den plottanke, mange bøger kvæles i.
