Tarantino slår sig løs i Stavanger

Andet bind i Tore Renbergs romanserie om livet på olienorges bagside er på samme tid brutalt og morsomt.

Tore Renbergs nye roman »Angreb fra alle sider« er en brutal og morsom fortælling om en bande i Stavanger. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

»Folk vil ikke have varme fjernsyn længere. De vil hellere købe nye. Værktøj? Det er flovt at købe stjålent værktøj. Folk har alting i forvejen.«

Det er Jan Inge, der beklager sig til sin medsammensvorne. Stavanger, hvor deres bande huserer, er med sin olie blevet verdens rigeste by, og det er ikke godt for forretningen. Der er simpelthen ingen, der længere behøver nedlade sig til at købe hælervarer. Eller som Jan Inge forklarer et andet sted: »Fordi byen, vi bor i, er for rig. Fordi vi er den sidste underklasse.«

Det er godt og morsomt set af Tore Renberg, der med »Vi ses i morgen« fra 2013 påbegyndte sin store, brogede romanserie om Hillevågbanden, der ud over den stangliderlige, knevrende og hardrockelskende Rudi og den lidt mere reflekterede horrorfilm-entusiast Jan Inge tæller Chessi. Hun er Jan Inges søster, Rudis kæreste – og har været i seng med Gud og hver tissemand.

Men i »Angreb fra alle sider« er alvoren gået op for Jan Inge. Han har forstået, at kriminalitet ikke længere lønner sig; at banden bliver nødt til at slå ind på lovlydighedens smalle sti. Ikke mindst fordi Chessi er gravid, og de kan ikke byde et barn at bo i deres kuldslåede kollektiv. Jan Inge udtrykker det sådan til sin søster: »Fordi du skal have et barn, og det kan ikke vokse op med et mugskadet hjerte og asbest i hele kroppen.«

Men inden banden kan overgå til renskuret flyttefirmavirksomhed, må den lave ét sidste, stort kup. Og da Rudis forhadte bror også er kriminel og har formuer gemt i sit hus, ja, så bliver han målet, og hans drenge – der på flere måder er spejlinger af Jan Inge og Rudi – bliver sammen med talrige andre lyssky typer hvirvlet ind i den blodige, men også Olsen-banden-agtige kupplan.

Underholdende oplevelse

Tore Renberg evner undervejs at skabe sympati for de to centrale figurer, Jan Inge og Rudi, selvom de nøgternt set er psykopater. Det gør han ved – ikke ulig Quentin Tarantino – at filtre dem ind i alle mulige og umulige lommefilosofiske dialoger og lade dem være trofaste Kristelig Folkeparti-støtter.

Humor og alvor, charme og vold, det er de poler, hvorimellem »Angreb fra alle sider« væver sin fortælling om bagsiden af det norske olieeventyr, og den gør det bedre og mere medrivende end i seriens første bind.

Med denne kvalitetsmæssige bevægelse opad nærmer Renberg sig også niveauet i tidligere romaner som »Kompagni Orheim« og »Charlotte Isabel Hansen«, der repræsenterer det bedste i nyere norsk litteratur. Også her står han som mindre tungsindigt, men ikke mindre seriøst alternativ til de i Danmark så populære Tomas Espedal og Karl Ove Knausgård.

Når »Angreb fra alle sider« alligevel ikke når helt derop, hvor Renbergs stærkeste romaner er, skyldes det blandt andet replikkerne, der ofte klinger falsk i forsøget på at lyde proletaragtigt kække. Andre mislyde skyldes måske oversættelsen. Som når en hættetrøje, der i dag kaldes en hoodie, konsekvent kaldes »hooden«. Og hvem tager »brusebad« i dag og ikke bare et »bad«?

»Angreb fra alle sider« er ikke desto mindre en fin underholdende læseoplevelse med høj kadence og cliffhangere i slutningen af snart sagt alle 41 kapitler. Og det virker faktisk, som om Renberg har moret sig med at skrive romanen. Hvilket jo også er en litterær kvalitet.

Titel: Angreb fra alle sider. Forfatter: Tore Renberg. Oversætter: Sara Koch. Sider: 416. Pris: 300 kr. Forlag: Gyldendal.