Tao Lin er tomhed på tomhed

»At stjæle fra American Apparel« er ligegyldighed i anden potens.

Tao Lin har skrevet en forvokset novelle, der efterlader læseren med en kløende irritation. Fold sammen
Læs mere
Foto: Francesco Gattoni/Leemage
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den vestlige fiktion er så drevet af plot, at det ligner en neurose eller en slags narrativ tvang: I 999 ud af 1000 tilfælde handler film, romaner og TV-serier om, at nogen gennemlever noget og på den måde bliver klogere, lykkeligere, ulykkeligere, etc.

At det forholder sig sådan står klart, når en fiktion ikke er sådan. Som nu Tao Lins forvoksede novelle »At stjæle fra American Apparel«. Men selv om den på sin vis er mere modig end langt de fleste andre fiktioner, lykkes den ikke som kunstværk.

Først lidt om hovedpersonen Sam, der – lig Lin – er forfatter og lidt af en undergrundsstjerne og bruger store dele af sin tid på at chatte med andre selvoptagetheder. På de første sider chatter Sam således med Louis i passager som denne: »Vi er så mærkelige« sagde Louis: Vi mødtes online for et år siden. Og her er vi et år senere, mærkelige som bare fanden.«

Der er selvsagt selvironi i deres selvfede, studentikose omgangstone. Men de synes også, på tidstypisk dobbeltbundet vis, at mene det. De er fantastiske, de er cool bohemer, der en dag vil bliver anerkendt, og at de er så fattige, at de må stjæle i forretninger, vil en dag blive en charmerende anekdote om autenticitet.

Måske er det alt chatteriet, der gør, at Sam og hans bekendte i real life ofte ender med at tale forbi hinanden. Fordi de simpelthen ikke er i træning. Som i dette stenede optrin: »»Vil du med ind«, sagde Sam. »Ja, jeg troede du gik.« »Jeg troede du kom med mig,« sagde Sam. »Også mig«, sagde Audrey. »Undskyld, måske mumlede jeg.««

Et skuldertræk og en kløende irritation

Nogle har sammenlignet Lins stil med Samuel Becketts. Men det kan man altså ikke, bare fordi han skriver goddagmandøkseskaft-dialoger. Andre har sammenlignet ham med Douglas Coupland og Bret Easton Ellis, men en helt afgørende forskel er, at de udstyrer deres romaner med narrative motorer; med retning og mening.

Det er på den måde, Lin er mere konsekvent, og det er på den måde, »At stjæle fra American Apparel« på en renere måde mimer livet som det virkelig er: Banalt, udflydende, plotløst. Lins konsekvens har bare en omkostning. Sam er ikke bare et irriterende og prætentiøst bekendtskab, men hvad værre er: Romanen er kedsommelig, ligegyldig og sært prætentiøs.

Måske ligger jeg under for den »narrative tvang«, eller måske vil jeg bare have noget – indsigt, sproglig oplevelse etc. – Lin ikke kan eller vil give. Enhver bog efterlader noget i læseren, et mærke, en stemning, om den vil det eller ej. I mig er det denne gang et skuldertræk og en kløende irritation. Også over, at forlaget på bagsideteksten ikke kan stave til Douglas Coupland.

Forfatter: Tao Lin. Titel: At stjæle fra American Apparel. Oversætter: Caspar Eric. Sider: 93. Pris: 120 kr. Forlag: Korridor.