Talentet, tvivlen og tiden

Ny, lille bog om den unge Marie Krøyers sommerophold på Børglum Kloster føjer nye brikker til forståelsen af hendes kunstneriske stræben, svigtende selvtillid - og tiltrækningskraft.

Kunstmaleren Marie Krøyer (1867-1940) var kunstnerhustruen, der bl.a. inspirerede P.S. Krøyer (1851-1909). Her er ægteparret fotograferet på Skagen i 1892. Fold sammen
Læs mere

Hvor stærk var Marie Krøyers trang til at holde fast ved sin egen kunst? Hendes kunstneriske arbejde står ikke ligefrem centralt i Bille Augusts film om hende. Men hendes kunstneriske produktion var større, end man længe antog. Hun kom verden i møde med sin skønhed, men hun kom også til at fange sig selv i den. Marie Krøyer blev kunstnerhustruen, der inspirerede først P.S. Krøyer og dernæst komponisten Hugo Alfvén, men hun kunne også selv, og hendes værker fortjener opmærksomhed.

En ny, lille bog kaster lys over hendes sommerophold på Børglum Kloster i Nordjylland i 1887, hvor hun fandt ro og motiver. De rødkalkede gårde i landskabet og den øde Løkken Strand appellerede til den unge kunstner, der endnu ikke hed Krøyer, men Triepcke. Hun fyldte 20 år under opholdet på Børglum Kloster og fejrede dagen sammen med familien Rottbøll - og blev i øvrigt genstand for Jens Rottbølls frieri. En lille detalje var dog, at han allerede var gift.

Marie var flittig, men flov over ikke at nå så meget. En række malerier blev det dog til under det usædvanlige sommerophold, blandt andet det kendte »Kvinde ved væven«, som med sin stramme opbygning, kvindelige rum og fine lysindfald er fremadskuende.

Tog initiativ til kunstskole

Marie Krøyers tid på Børglum Kloster blev, som forfatteren Birthe Lauritsen noterer det, »fejet ind under gulvtæppet«, indtil Anastasia Arnold i 1999 bragte historien frem i sin Marie Krøyer-biografi. Det er den lille, nye bogs fortjeneste, at der sættes fokus på Marie Krøyers naturinspiration, kunstneriske stræben, flid - og tvivl på egne evner. Hun var tidligt initiativrig i forbindelse med sin kunstneriske uddannelse og tog initiativ til en lille skole, hvor hun sammen med kvindelige malerkolleger kunne modtage undervisning af nogle af de bedste lærere, blandt andet P.S. Krøyer. Det blev forløberen for Kunstskolen for Kvinder, som i 1888 blev oprettet under Kunstakademiet.

Bogen er knap så kunsthistorisk funderet men stemningsfuld og underbygget ved sine detaljer og brug af arkivmateriale. Man ser Maries værelse for sig med servante og delikate blå nuancer, lige som man fornemmer havets og klitternes betydning for den unge kunstners mentale balance. Man savner dog farvegengivelser af hendes malerier for helt at have fornemmelsen af liv.