Taget på ordet

Her ved udgivelsen af Martin Jensens tredje middelalderkrimi er læseren godt bekendt med maleren Winston, der ernærer sig som velbetalt illuminator af de engelske klosterskrifter, og hans følgesvend, den faldne men djærve adelsmand og skørtejæger Halfdan, der optræder som bogens jeg-fortæller.

Hver side i bogen oser velgørende af flæskesuppe, ølbimpler, markedsstemning og slagsmål i Knud den Stores England. Kongen er i foråret 1019 i færd med at pakke sin ledingsflåde for at drage til Danmark, hvor den danske krone venter efter bror Haralds død. Derfor får Winston og Halfdan i opdrag at udspionere de efterladte jarler i England.

Om de i bogstaveligste forstand vil slå mønt på kongens fravær? Men en sag om voldtægt på en trælletøs trænger sig på og overtager handlingen, hvor en sexhungrende adelsmand sværger falsk på tinge med snigmord og tumult til følge.

Jensen tager alvorligt fat på middelalderens klassekamp, og han gør det særdeles underholdende og med godt blik for tidens jura, æresbegreber og samfundsindretning. Kriminalgådens løsning ligger dog skuffende langt fra de skitserede og dramatiske erotiske motiver og magtopgør.