Tag med på fordrukne rejser i tid og rum

Den klassiske rumserie »Linda og Valentin« hyldes i en barok pastiche, der kræver en vis tilvænning.

Drukmåsen René (nederst i billedet) lander på fængselsplaneten Wala Walla. Problemerne er kun lige begyndt i Manu Larcenets »Jakolassens rustning«. Fold sammen
Læs mere

Der er ved at ske noget sjovt med de europæiske albumserier. I modsætning til de amerikanske superhelteserier, der skifter tegnere og forfattere lige så hyppigt som Clark Kent skifter habitten ud med Supermankostumet, er det en nogenlunde fast tradition i Europa, at serier beholder den samme forfatter og tegner gennem årtier.

Derved har serier som Tintin, (der aldrig er blevet tegnet af andre end Hergé). Asterix, Vakse Viggo, Lucky Luke og en lang række andre opnået hver sin distinkte tegne- og fortællestil.

Det er der imidlertid ved at blive lavet om på, og på trods af, at nogle hardcore-fans vil begræde det, er en række tegneserier ved at blive venskabeligt overtaget af nye tegnere og forfattere - typisk i versioner, der adskiller sig væsentligt fra forlæggene.

Den første tegneserie, der fik denne makeover, var »Splint & Co«. I Danmark udgives de af Cobolt i en hardcover-albumrække med påskriften »et ekstraodinært eventyr«, der markerer, at der er tale om en parallel udgivelsesrække ved siden af de »ordinære« albumeventyr.

Én af de virkelig vellykkede af disse er »Operation Flagermus«, der iscenesætter hotelpiccoloen Splint og journalisten Kvik som medlemmer af den belgiske modstandsbevægelse under tyskernes besættelse.

Stilen er mere realistisk og voksen­orienteret, men eventyret er lige så hæsblæsende som ellers, og Cobolt har også udgivet et ekstraordinært eventyr med Lucky Luke, der får en uortodoks behandling af tegneren og forfatteren Matthieu Bonhomme i »Manden der skød Lucky Luke«.

Eksperimentet, der kunne være gået helt galt med tanke på originalens unikke blanding af satire og westernpastiche, er helt fremragende og formår både at være et kærligt nik til originalen, en realistisk who-dunnit-historie og en hommage til westernfilmenes store navne, folk som Clint Eastwood og James Stewart.

Og Cobolt fortsætter med de ekstraordinære eventyr. Denne gang handler det om Manu Larcenets dybt originale gendigtning af én af de helt store skatte fra den franske tegneseriekanon, nemlig rumtegneserien »Linda og Valentin«.

Fantasifuldt

Her er der virkelig tale om et sats, for Christin og Mezieres’ oprindelige tegneserie har en særegen filosofisk og legende tone, som blandt andre George Lucas lod sig inspirere af, da han skabte »Star Wars«-universet.

Manu Larcenets albumeventyr »Jakolassens rustning« er da også en ganske særlig skabning, og efter 40 års tegneserier fra Christin og Mezieres viser albummet sig som en størrelse, der kræver en vis tilvænning, da både tegnestil og tone er fuldstændig anderledes.

Plottet er kompliceret og begynder i Paris, hvor to fulderikker tømmer drinks på en natbeværtning. Den mest højrøstede af dem, René, er en skaldet pastisdranker, der længes efter eventyr i rummet. Ønsket går pludselig i opfyldelse, da han på vej hjem fra værtshuset kidnappes af rumtidsagent Albert og tre kyniske shingouzer, alle gamle kendinge fra originalserien.

Den fordrukne René får nu at vide af delegationen, at han er Valentin, der sørgeligvis er blevet fanget i en ny krop af rumskurken Jakolassen, der også har slettet hans hukommelse. Derfor må Jakolassen indfanges og tvinges til at gøre Valentin til sig selv igen. Ikke mindst af hensyn til Linda, der savner sin gamle makker og dennes tidligere anatomi.

Selvom »Jakolassens rustning« er spændende nok i sig selv, er den først og fremmest en kærlig satire over forlægget, og ligesom i originalen optræder der et stort galleri af fantasifulde væsener med besynderlige egenskaber og fantasifulde navne, herunder en lubilislarve fra Gomogandje, der kan give en ordentlig kæfert. Dog først, når man er blevet tvunget til at fortære dens indvolde!

Titel: Jakolassens rustning. Forfatter og tegner: Manu Larcenet. Oversættelse: Jens Peder Agger. Sider: 56. Pris: 198,00 kr. Forlag: Cobolt.