Helt almindeligt er det ikke. Ikke spor almindeligt. Hverken i form eller indhold. Det gør ikke noget.
Lad os indledningvis slå to ting fast: At der er to centrale spillere i Madame Nielsens dannelsesroman »Invasionen. En fremmed i flygtningestrømmen«: En forfatter og nogle flygtninge. Og at denne både sære og glasklart skrevne bog allerede i titlen og genrebetegnelsen rummer tvetydigheder.
Er den foreliggende beretning fra virkeligheden for eksempel virkelig en roman, altså fiktion? Og hvem er det, der dannes? Og hvorfor hedder romanen »Invasionen«, når forfatterens ærinde ikke er en fordømmelse, hvilket jo ellers ligger implicit i brugen af netop ordet »invasion«? Gode spørgsmål.
Endnu en tvetydighed ligger i, at forfatteren selv, fortælleren, der altså kalder sig Madame Nielsen, er identisk med, eller i hvert fald deler krop og historie med, forfatteren Claus Beck-Nielsen, der i sin tid »døde« og genopstod i forskellige inkarnationer og senest altså som denne bizart udseende madamme, der er den aktuelle bogs forfatter. Så hvad er det egentlig, vi læser? Hvem er det egentlig, vi læser? Flere gode spørgsmål.
Uanset hvad: Madame Nielsen er ikke bare »romanens« forfatter, men dens ene hovedaktør.
Den anden er som nævnt nogle flygtninge, nærmere betegnet dem, der i 2015 bevæger sig fra Mellemøsten over Sydeuropa og frem til og hen over den danske grænse, og som måske, måske ikke, drager videre, og som forfatteren med større eller mindre held følger i hælene på, og de udgør to umage størrelser, disse størrelser: På den ene side en for en stund hjemløs voyeur i skikkelse af en mandlig dansk forfatter, forklædt som kvinde. På den anden side børn, kvinder og mænd fra en anden del af verden, på vej til en anden del af verden.
Rodløshed og udsathed
Mere forskellige kan udgangspunkterne vel ikke være, tænker man, og det kan de så måske alligevel godt. Måske er disse to umage størrelser alligevel ikke så umage.
Måske har de en rodløshed og udsathed til fælles, disse flygtninge på flugt og denne forfatter, der på sin egen måde er ikke-hvilende i en usikker identitet, i en midlertidig rodløshed som en flygtnings, og som tilmed er dobbelt udsat, fordi hun/han også er udsat i rollen som den, der forklædt og fortvivlet og solidarisk følger efter. Måske er det det, der er hele pointen? Måske. Her nogle fortvivlede glimt fra Thessaloniki:
»Pludselig var hun nede ved kajen og det åbne hav. Hun standsede og så ud over det. Det var roligt, men dystert og tilsyneladende grænseløst. En uhyggelig tanke, tænkte hun, grænsen til Europa som en grænseløs grænse, en grænse, man aldrig kommer over, en grænse, man går under og forsvinder ned i, en grænse, der lukker sig om en og trækker en ned og langsomt kvæler en, opløser huden, kødet, og spytter det stinkende kadaver op på en tilfældig strand.«
Madame Nielsens skrift er både en foruroligende øjenvidneberetning og en slags road movie. Den er, som altid, når Nielsen i den ene eller den anden skikkelse skriver, forrygende godt skrevet. Hen imod slutningen gør forfatteren status:
»Hvem er hun egentlig, denne Madame. Er hun virkelig »den sidste turist i Europa«? En udvandret indvandrer? Eller bare en hattedame? Hvad skulle hun til for, ja, hvad gør hun godt? Har hun været til nogen virkelig hjælp noget sted og for nogen, og hvad skal vi bruge hende til nu? »
Svaret giver ikke sig selv.
Titel: Invasionen. En fremmed i flygtningestrømmen. Forfatter: Madame Nielsen. Sider: 200. Pris: 249,95. Forlag: Gyldendal.
