Tag litteraturen alvorligt

Søren Kassebeer, litteraturredaktør på Berlingske. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

»Kunstnere i dag kan ikke fortælle os noget væsentligt. Lad os holde op med at tage dem alvorligt.«

Ordene kommer fra filosoffen Eva Agnete Selsing. De stod at læse forleden i Berlingske, i den klumme, der hedder »Kulturkarusellen«. De er værd at forholde sig til, synes jeg, i og med at der ikke er tale om et tilfældigt udfald på de sociale medier, men om en rigtig avistekst i en rigtig avis.

»Kunstnere i dag kan ikke fortælle os noget væsentligt. Lad os holde op med at tage dem alvorligt.« Det stod der. Virkelig. Okay, så siger vi det. Lad os tage konsekvensen.

Lad os lade være med at tage Olafur Eliasson og Kathrine Ærtebjerg alvorligt.

Lad os lade være med at tage Helle Helle og Henrik Nordbrandt alvorligt.

Lad os lade være med at tage Carsten Dahl og Per Nørgård alvorligt.

Lad os lade være med at tage Lars von Trier og Susanne Bier alvorligt.

Lad os i det hele taget lade være med at tage vores bedste billedkunstnere og forfattere og musikere og filmmennesker alvorligt, og lad os i dén grad være med at tage de lidt mindre gode alvorligt. Lad os ikke lytte til dem, Lad os ikke se på dem. lad os ikke læse dem.

Hmm ...

Det er, synes jeg, en bemærkelsesværdig opfordring, Eva Agnete Selsing kommer med i sin klumme. Bemærkelsesværdig i sin generalisering. Det er samtidig en opfordring, der, om man så må sige dementerer sig selv.

Jeg synes, at opfordringer som Eva Agnete Selsings lige præcis er et godt argument for, hvorfor kunsten - herunder litteraturen - SKAL tages alvorligt. Fordi den udforsker verden, stiller spørgsmål til verden, anfægter eller provokerer eller stimulerer, eller hvad den nu gør, og fordi den altid gøre det uden den dogmatik, uden de flove skud fra hoften, uden de fordomme, som langt fra altid ,men jo altså nogle gange, er en del af det, man støder på, når man surfer rundt i mængden af meninger på alle platforme.

Vi kan også sige det på en anden måde: Litteraturen (for nu at holde os til det, jeg har mest forstand på,) er noget, vi ikke kan undvære i en verden fyldt med vrøvl, fordi litteraturen netop ikke - når den er bedst - vrøvler, men er modsætningen til vrøvl.

Jeg siger ikke, at litteraturen nødvendigvis gør os til bedre mennnesker eller til lykkeligere mennesker, slet ikke. Men jeg er overbevist om, at vi - i mødet med den gode litteratur - bliver mere bevidste om den verden, vi lever i, og det sprog, vi færdes i. Uden litteraturen ville vi være så uendeligt meget fattigere. Muligvis også en del dummere.

Det samme kan man så til gengæld og som antydet ikke sige om alt det andet skrift, vi omgiver os med.

Eller man kan - sat på spidsen og med en let omskrivning af Eva Agnete Selsings udgangsreplik fra klummen fra forleden - sige det sådan her:

»Klummeskrivere i dag kan ikke fortælle os noget væsentligt. Lad os holde op med at tage dem alvorligt.«