»Tænk engang, at han var min far«

Anmeldelse af Sebastian Kleins bog "Fra min faders skygge" om faren, skuespilleren Jesper Klein. Skrevet i samarbejde med journalisten Danni Travn.

ccc Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Har man retten til sin egen historie? Det spørgsmål får man lyst til at besvare på baggrund af den seneste tids debat om to erindringsbøger, hvor henholdsvis eks-politikeren Mimi Jakobsen og børneunderholderen Sebastian Klein fortæller om deres berømte fædre.

I Mimi Jakobsens tilfælde handlede diskussionen om, hvorvidt hun kunne tillade sig at skrive om faderens notoriske utroskab, der kastede lange skygger over stemningen i barndomshjemmet. Hvad angår Sebastian Kleins bog om faderen, skuespilleren og forfatteren Jesper Klein, har forargelsen handlet om, at folk ikke har lyst til at høre, at hyggeonklen Jesper Klein i en forholdsvis sen alder havde udviklet et alkoholproblem, som oven i købet førte til, at han forsøgte at tage sit eget liv.

Men hvad er det, der sker, når en bog om berømte mennesker skal lanceres? Så sender dygtige pressemedarbejdere på forlagene bøgerne til formiddagbladene med anvisninger på, hvor der er noget at hente – og så er det bare at gå om bord i de mest »snaskede« betroelser: »Erhard var besat af sex«, »Jesper Klein overvejede selvmord med Lykke«.

Sådan fungerer den del af bogmarkedet. Men de fuldfede overskrifter er jo slet ikke dækkende for, hvad der står i bøgerne. Kan nogen forestille sig, at den så udskældte Mimi Jakobsen ville medvirke i en bog om sit liv, som ikke var én lang kærlighedserklæring til Erhard?

Er det muligt, at Sebastian Klein ville bruge mere end 300 sider på en bog, som ikke var en hyldest til den far, der har betydet så meget for ham? Lad os lige høre, hvad han selv siger i indledningen, hvor han fortæller, at han altid for sjov har truet faren med at skrive en bog om ham, når han var død:
»Jeg havde i grunden aldrig tænkt mig at gøre alvor af sidstnævnte trussel, men nu gør jeg det alligevel, og jeg gør det i kærlighed og respekt for en mand, som var og stadigvæk er min mentor og mit største forbillede.

En mand, som har formet mine holdninger, mit livssyn og min personlighed. Jeg håber, denne bog vil illustrere, hvor stort et menneske og hvor vidtfavnende en kunstner han var.«
Det er en søns rørende ord om en far, han bare gerne vil have bliver husket. En søn, som ikke er bange for at forsøge at nærme sig smertepunkterne og fortælle det, som det var i hjemmet på Amager, hvor han var eneste barn af et af tidens hotte par: Den udadvendte, temperamentsfulde og ufiltrerede skuespiller Lykke Nielsen og den indadvendte, nørdet-krøllede crazykomiker, altmuligmand Jesper Klein – fra slutningen af 1960erne tidens feterede stjerne, som fortsatte sin karriere som tusindkunstner på scener, skærm og lærred næsten helt til det sidste.

Med Sebastian Kleins årvågne barneblik – siden den smertefuldt ansvarlige voksnes – får vi en ærlig og meget personlig bog, som fungerer fremragende på alle de planer, man forlanger af en biografi. Dels former bogen sig som et indblik i hele det offentlige arbejdsmenneske Jesper Kleins vidtforgrenede karriere. Dels kommer vi bag om den facade, han – trods de mange ugebladsartikler – aldrig viste offentligheden.

Det hele fortalt til den dygtige journalist Danni Travn med den smukke tilgivelse i stemmeføringen, som vi kun hver især kan håbe på at blive genstand for, når tæppet er gået ned.
Og så er vi tilbage ved udgangspunktet. Skal man skrive om levet liv, skylder man at forsøge at sige det, som det er. Hvorfor dog ellers prøve? Og man kan også spørge: Er det så slemt, at nogen har drukket eller bollet ved siden af? Er vi ikke bare alle sammen mennesker, der gør det så godt, vi nu kan? Bliver Jesper Klein en mindre fantastisk kunstner, fordi vi nu kender mere til ham? For det gør vi nu.