Tabernes historie

Europa forener og deler. Det giver spændinger, hvilket man kan læse i hollænderen Geert Maks fascinerende storværk, der også indirekte forklarer, hvorfor der i Danmark kan være en større sarthed over for kritik afhistoriske skikkelser end andetsteds.

Berlingske Tidendes forside 29. juni 1914. Mordet i Sarajevo på den østrigske tronfølger, ærkehertug Franz Ferdinand, var med til at udløse Første Verdenskrig. Fold sammen
Læs mere
Foto: ALLAN LUNDGREN
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da Tysklands tidligere udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier for et par uger siden var med til at præsentere et storværk om nationens diplomater under Anden Verdenskrig, var det første, han henviste til, et citat af William Faulkner. »Fortiden er ikke død. Den er ikke engang fortid,« har den amerikanske nobelprismodtager sagt.

Det må være en sådan betragtning, der har holdt hollænderen Geert Mak til ilden, da han for godt en halv snes år siden brugte tolv måneder på at rejse gennem Europa, fra Sarajevo til Stockholm, fra Dunkirk til Dublin. Til avisen NRC Handelsblad skrev han hver eneste dag i 1999 en lille artikel til forsidens nederste, højre hjørne, en slags afsluttende inspektionsrunde af den gamle verdensdel ved udgangen af det 20. århundrede. Det er også blevet til en bog, og i denne uge kom den danske udgave - en mursten på 900 sider, som hver og en er værd at læse.

Europa er så fascinerende, fordi den både forener og deler. Der er en fælles historie, som fører til, at man kan føle sig mere hjemme i Lissabon end Los Angeles og undertiden føre en mere meningsfuld samtale med en indbygger fra Tirana end fra Texas. Men der er også forskelle.

Det gælder ikke mindst håndteringen af fortiden. Tag bare en anden bog, der er udkommet for nylig, nemlig filosoffen Peter Tudvads dokumentation af Søren Kierkegaards antisemitisme, der jo har udløst voldsomme reaktioner. Det mærkelige er, at ingen bestrider, at Kierkegaard har sagt eller skrevet, som Tudvad beretter. Kritikken drejer sig om, at det ikke er en nyhed, at det ikke er noget særligt, og at det er en overdrivelse at kalde ham en glødende antisemit.

Kritikken

Steinmeiers optræden, Faulkners udtalelse og Maks bog belægger, at der er en række lande, navnlig i Europa, hvor en sådan reaktion havde været utænkelig; det drejer sig ikke om, hvorvidt Tudvads værk er godt eller dårligt (ingen af kritikerne havde læst det, da de kommenterede det).

Det drejer sig om, hvordan især europæere håndterer historien. Bogen om de tyske diplomater i Det Tredje Rige indeholdt ikke meget nyt, men det var første gang, perioden blev belyst sammenhængende, og historieopfattelse udvikler sig. Derfor beskæftigede historikere, politikere og medier sig indgående med sagen. I Storbritannien pillede man for nogle år siden ved statsmanden Winston Churchills glorie, og i De Forenede Stater går der næppe en uge, hvor man ikke kritisk befatter sig med en af de 43 tidligere præsidenter eller behandlingen af indianere, sorte eller asiater indtil for nylig.

Maks bog kommer indirekte med et bud på, hvorfor der i Danmark åbenbart er en større sarthed over for kritik af historiske skikkelser. Kongeriget er næsten fraværende i bogen, i forhold til de fleste andre lande og regioner er man sluppet nådigt gennem de sidste hundrede år. »Den nære fremtid har bestemt, at jeg skal ende som blodpølse,« sukker en af hovedpersonerne i tyskeren Erich Kästners roman »Fabian« fra 1932. Det er et af de guldkorn, der er med i bogen. Tyskland og andre lande har været meget igennem, som Danmark er blevet forskånet for; man er åbenbart uvant med at tage stilling til nye eller anderledes vurderinger, især hvis de rammer et ikon. Syd for grænsen, og andetsteds, er det hverdagskost.

Manglerne

Der må trods alt gøres nogle anmærkninger. Bogen er skrevet ved årtusindskiftet og udkom på hollandsk første gang i 2004. Nogle af observationerne er forældede, en gang imellem har man det som at lytte til et radioprogram og pludselig opdage, at det er en genudsendelse fra for mange år siden. Hvorfor har vi ikke fået den bog for fem år siden?

Oversættelsen er ikke særlig elegant. Et eksempel: Frankrigs regeringschef kaldes skiftevis statsminister og ministerpræsident, hvilket ikke alene er inkonsekvent, men absurd, fordi franskmænd har opfundet og eksporteret det rigtige ord - premierminister.

Gennem 900 sider er der ingen, som taler, alle snakker, hvilket er en prøvelse. Der er nogle småfejl - Marlene Dietrich vendte efter Anden Verdenskrig ikke først tilbage til sin fødeby Berlin ved sin død 1992, som det skrives, men besøgte den allerede 1960. Filosoffen Walter Benjamin var ikke, som det hævdes, blandt de mange flygtninge, som blev smuglet over Pyrenæerne til det neutrale Lissabon 1940, men begik selvmord i en spansk grænseby undervejs. Der er også en række kapitler, hvor fremtrædende øjenvidner får ordet, men de præsenteres ikke. Nogle af dem kan man gætte sig til, f.eks. den tidligere tyske præsident Richard von Weizsäcker, men at byde en gennemsnitlig læser den slags mangler er enten sjusk eller arrogance.

Taberne

Ikke desto mindre - den bog er et mesterværk, og man forstår, at forlaget har anbragt et citat fra Financial Times på bagsiden: »Mak er den historielærer, vi alle burde have haft.« Ja, mon ikke. Lad os give afskedsreplikken til forfatteren, fra side 235: »Hvert land og hver politisk bevægelse foretrækker at skrive en historie, som man kan have det godt med, et portræt i blide pastelfarver, en fortælling der ikke skader det billede man har af sig selv. Taberne kan for det meste ikke fortælle nogen historie. De forsvinder ganske enkelt, og med dem udviskes deres historie.« Maks værk drejer sig også om taberne, og det gør den, kan man hævde, uundværlig i forståelsen af Europa.