System og ubehag

Cindy Lynn Browns anden digtsamling er lagt stort og ambitiøst an med et system baseret på alfabetet og et bogformat, der giver bredde og god plads til teksternes ofte meget lange linjer.

Titlen »Ildebefindende« angiver en gennemgribende klang af ubehag, og de 28 digte - organiseret i syv afsnit - er hver især bygget op omkring et af alfabetets bogstaver, her e: »eksperimentetet fuldføres aldrig/og vi får intet svar på vores enfoldige spørgsmål om eksistens og efterliv«. Måske som en markering af forfatterens dansk-amerikanske baggrund har de syv afsnit fået overskrifter på engelsk, Body, Mind, Family, Politics osv., og udforskningen af relationerne mellem individ og samfund, mødet mellem det offentlige rum og det private er gennemgående. De stramme spilleregler er en udfordring til den sproglige opfindsomhed, fantasien og de ynglende associationer er en af forfatterens styrker. Til gengæld betyder bogstavbindingerne til tider også, at oplevelsen af det søgte trænger sig på, og de lange linjeføringer fungerer ikke altid lige sprogligt overbevisende.