Sympatiske Klackenberg

Bøger: »Selvtægt«

Man mærker tydeligt, at svenske Tove Klackenberg trækker på mange års erfaring som advokat og anklager i krimierne om Svea Lundström Duval.

Der er en vilje til at skildre de tarvelige detaljer i retsmaskineriet, som andre krimiforfattere enten ikke kender til eller anser for at være for udramatiske til at beskæftige sig med. Klackenberg ved bedre, og i historierne om Sveas sager får hun de små dramaer til at smelte sammen med de store.

Det er utroligt sympatisk, ikke altid rasende spændende, men solid underholdning. Man oplever det som om, man kommer tæt på hverdagen i retssystemet.

I »Selvtægt« er Svea kommet på et anklagervikariat i Nordsverige. Pro-samiske ekstremister står måske bag sabotageaktioner på egnen, og en uopklaret ulykke sætter Svea på sporet af selvtægt. For at give sin hovedperson krop og fylde har Klackenberg gjort hende til afrosvensker og udrustet hende med hund og sød kæreste. Det lyder sikkert tilforladeligt, og det er det, men det virker, fordi Klackenberg er en dreven fortæller.