Svenske Wijkmark er en stor og moden forfatter

Med »Natten der kommer« har Carl-Henning Wijkmark skrevet en dyb, vemodssmuk roman om livet lige inden døden. Læs vores anmeldelse her.

Carl-Henning Wijkmark. Fold sammen
Læs mere

»Vips er det væk. Menneskedøden, hvilket spild, trods alt«.

Sådan tænker Hasse et sted i Carl-Henning Wijkmarks »Natten der kommer«, der kan læses som én lang refleksion over livet og den uafvendelige død. Og netop døden er nært forestående for Hasse, der er i den terminale fase på en hospitalsstue, som han deler med to andre hundesyge patienter.

Den ene er en vingeskudt spillefugl, den anden tidligere hjemløs, mens Hasse har levet sit liv på teatret, hvor han har skrevet et par dårligt anmeldte dramaer og gjort sig som skuespiller i letbenede stykker på små scener.

Det erfarer læseren løbende, når Hasse umærkeligt glider ud af den prosaiske hverdag i sygesengen og ind i erindringen og alt det, der – som det indledningsvise citat påpeger – med ét går tabt for altid, når døden indtræffer: oplevelser og sansninger, al erfaring, al viden.

En glat flade

Det lyder tungsindigt, sådan at skrive en hel roman om en ateistisk mand, som er bundet til sit dødsleje og tænker tilbage på et liv uden den store succes.

Men at svenske Wijkmark er en stor, moden forfatter, det står klart på hver eneste side i »Natten der kommer«, der bliver ved med at fascinere og aldrig står stille i tusmørket mellem liv og død.

79-årige Wijkmark økonomiserer nemlig suverænt med de prosaiske begivenheder på sygestuen og Hasses erindringsbilleder, og da Hasse også er interesseret i litteratur om døden, bliver romanen også en introduktion i religioners, filosoffers og forskellige folkeslags syn på døden.

Som når han læser om den græske dødsgud Demeter, der ikke havde noget ansigt, men blot en glat flade. Og sådan er det jo; ingen ved, hvad der kommer efter det liv, der er ved at rinde ud for Hasse, som Wijkmark skriver frem med en stram, men også poetisk og vemodig pen. Som når Hasse tænker over, om ikke hans livs lykkeligste øjeblikke var dem, der var ubevidste: »Var det ikke det, som var lykke: ikke at snuble over sig selv«.

Det ser han nu, i sit livs sidste seng, sammen med de to lige så ildestedte stuekammerater. Alle tre »lignede gamle, pjuskede burfugle som havde sluppet enhver tanke om verden uden for gitteret. Og det var vi vel også, parat til at falde af pinden og blive lagt hen til affaldet.«

Stor dybde

Men livsviljen og drifterne strømmer stadig et sted dybt i Hasse. Det mærker han, når sygeplejersken Angela kommer ind på stuen, og havde han været raskere, kunne det måske have været dem, siger han til hende, og hun er enig. Men læseren ved, det er en medmenneskelig løgn, og sådan bevæger Wijkmark sig på flere niveauer i »Natten der kommer«, som nok er nedstemt i sit fokus på døden, men opløftende som litteratur. Stilfærdig, uden udvendig dramatik og med stor, poetisk dybde.

Sådan en roman kan man kun skrive, hvis man selv er gammel. Og på nært hold af døden med det blanke ansigt. Fortrinligt.

Bedømmelse: 5 af 6 stjerner
Hvem: Carl-Henning Wijkmark.
Hvad: »Natten der kommer«. Oversat af Anne Marie Bjerg. 184 s. 200 kr.
Hvor: Møller.