»Det var mig der opdagede dem først. Det var en aften i slutningen af april. Jeg sad som jeg plejede om aftenen på trappen til mit lille hus og kiggede ud i det varme mørke.«
Det er en ung jesuitterpræst, der sidder dér, dybt inde i Afrika. Året er 1914, og kong Leopold 2.s ekstremt voldelige kolonisering mærkes stadig overalt i Congo. Selv inde i den mest filtrede jungle, hvor en gruppe mænd arbejder med at lægge sporene til en jernbane. De er vallonere, flamlændere og indfødte, der alle ser præsten som et ligegyldigt, unødvendigt vedhæng.
Sådan sætter svenske Carl-Henning Wijkmark scenen i sin store, sære og vildt fascinerende »Dræsinen«, der udkom i Sverige tilbage i 1982. Nu er romanen, der har status af nyklassiker i hjemlandet, omsider oversat til dansk, og hverken de mange år eller oversættelsen har gjort den mindre god, mindre betagende: Det klare, nøgterne sprog står stadig friskt og distribuerer den helt anderledes far out handling.
For hvad er det præsten ser, da han sidder dér om aftenen på trappen til sit hus i junglestationen og ser ud i »urskovens sorte kulisse«? Først er han i tvivl om, hvem øjnene, der reflekterer bålene og ser ind i byen, tilhører. Det viser sig at være tre aber. Men ikke helt almindelige aber. De synes mere intelligente, da de endelig træder ind i byen; nysgerrige, dygtige til at forstå og indgå i menneskenes hverdag.
Den videnskabeligt indstillede præst overvejer senere, da han har fået et bedre kendskab til dem, om de kunne være en art »missing link« mellem aber og mennesker.
Samtidig begynder han at drømme om at rejse med aberne til Amerika, til Den Nye Verden. Men det, præsten egentlig vil, det er at begynde forfra med disse ubesmittede, menneskelignende væsener, og på den måde etablere en ny Edens have. En idé, der næres af mange forhold på præstens tid; eksempelvis Belgiens og andre kolonimagters grusomheder i Afrika og Første Verdenskrig, der bulder i Vesten, i den såkaldte civilisation.
Rystende god
Denne læsning underbygges af en samtale, præsten har med en beruset mand, der ser forbløffende klart i alkoholtågerne: »Jeg kan godt gennemskue Dem. En eller anden forrykt idé har de nok også i baghovedet. At gøre aberne til mennesker og så begynde forfra i Paradisets Have eller frelse dem eller noget i den retning.«
Præsten finder da også den fulde mands svada »temmelig rammende«, og lige så afsindig hans idé er, lige så afsindig bliver realiseringen: De tre aber har vist sig at finde glæde i det monotone arbejde med at drive dræsinen frem ad de lagte spor i junglen, med hjælp fra et sejl, og en dag stikker munken af med dem på dræsinen, og da de når ud til kysten, kan den også flyde. Derfor kan de påbegynde færden over Atlanten og ...
Ja, det er virkelig en fuldkommen vild idé, som det alligevel lykkes Wijkmark at gøre til en såvel medrivende som tankevækkende roman.
Eventyrromaner – tænk Jules Verne! – er en tydelig inspiration, men rejsen i den congolesiske jungle, der på én gang er virkelig og et billede på det ukendte og underbevidste, deler også stemning med Joseph Conrads »Mørkets hjerte«.
Men i kernen er »Dræsinen«, sådan som jeg læser den, en civilisationskritik i en eventyrlig form, der stiller skarpt på en kultur i aftagende og på drømmen om en ny, smukkere forening af dannelse og natur, af tro og videnskab. Drømmen om at begynde forfra, simpelthen, og hele tiden med Kierkegaards tanker om »Gjentagelsen« som mulighed eller umulighed in mente.
Alt dette er derinde i den næsten naturstridigt vellykkede roman. Eller som den nordiske forfattertitan Karl Ove Knausgård meget præcist har formuleret det: »’Dræsinen’ er en rystende god roman. Den hører til blandt de allerstørste, dem du husker resten af dit liv. Åh, det begynder at boble i mig af glæde, bare jeg tænker på den. Sikke en roman!«
Titel: Dræsinen. Forfatter: Carl-Henning Wijkmark. Oversætter: Anne Marie Bjerg. Sider: 416. Pris: 300 kr. Forlag: Møller.
