Åke Edwardson er en af de mange gode svenske krimiforfattere, vi oplever i disse år. Hans serie om kommisær Winter og hans hold er blevet filmatiseret for svensk fjernsyn og har modtaget Svenska Deckaraakademins stora pris intet mindre end to gange.
I forsommeren fik vi på dansk Værelse nummer 10 (det syvende bind i serien), som var en skæbnehistorie ikke blot for de i forbrydelserne involverede parter, men også for Winter da forbrydelsen han efterforskede bragte ham tilbage til en gammel uopklaret sag. Bindet sluttede med, at Winter tog på orlov i Spanien, hvor hans hustru Angela havde fået arbejde.
I det nye bind, Et yndigt land, er Winter kommet hjem til Göteborg igen og den rå kriminalpolitiverden melder sig med fuld styrke øjeblikkelig: I en kiosk i et boligkvarter er tre unge mænd brutalt blevet likvideret ansigterne er skudt af, som om morderen ønskede at sende omverdenen (eller i hvert fald nogen i omverdenen) en besked. Kort efter dukker endnu et lig op. Hustruen til en af de dræbte findes død i hjemmet.
Men Winter og hans hold kan ikke få hold på sagen. De myrdede har alle indvandrer/flygtninge baggrund, og deres bagland er ikke til megen hjælp: Forældrene til de døde er uvidende om, hvad de bedrev tiden med; vennerne har ingen tiltro til politiet og vil ikke rykke ud med det, de ved. I det hele taget fungerer indvandrermiljøet som en parallelverden. Der er kun meget lidt forbindelse mellem nysvenskerne og gammelsvenskerne, og Winter har problemer med overhovedet at finde ud af, hvad der er motivet for mordene. Er der tale om et narkoopgør? Kontrol over prostitution? Og hænger de to forbrydelser overhovedet sammen?
Hermed har vi et typisk kommissær Winter-plot: Efterforskerne går over bevismaterialet igen og igen, afhører de involverede gentagne gange, genlæser rapporterne, stiller de samme spørgsmål på en ny måde, bider sig fast i de små bidder af spor, der kan bruges til noget, men holder sig stadig åbne for andre muligheder. Og de snakker. Winter har en metode, hvor han og en anden efterforsker indgår i et dialogisk associationsspil den ene lufter en tanke, den anden spørger til den, den første svarer, den anden spørger igen, osv. En slags associationernes spredehagl, som indimellem strejfer et bytte, der derefter skal jages til ende.
Det lyder måske lidt kedeligt og der sker rigtig nok heller ikke alverden. Men på sin egen lidt bagvendte facon fungerer det utroligt godt. Edwardson er god til at skrive dialog og hans kommissær Winter er en af genrens mere interessante karakterer: Omsorgsfuld, følsom, vedholdende og reflekterende. Romanen fortælles primært fra Winters synsvinkel, men lånes også ud til hans kolleger og andre implicerede. Særligt effektivt virker her en flygtnings fortælling om sin baggrund, sin flugt og sit kummerlige liv i Sverige. At denne beretning har med mordene at gøre, er klart fra starten. Men hvordan, holdes mesterligt åbent indtil de sidste sider.
Edwardson kan sit håndværk. Men ind i mellem bliver det håndværksmæssige lige tydeligt nok. Den læser, der har haft fat i et par bind af serien tidligere, vil måske nok synes at rutinerne er ved at blive lidt for velkendte. Lad os håbe, de sparkes i en ny retning, hvis vi skal have flere bind om Winter.
