Svend Brinkmann viser, hvordan vi får meningen med tilværelsen tilbage

Når alt bliver midler uden mål, forsvinder meningen ud af tilværelsen.

Svend Brinkmann vil gerne bruge kristendommen uden at tro på den. Foto: Liselotte Sabroe Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Om professor i psykologi Svend Brinkmann kan man sige, at han i dén grad formår at tale ind i og imod tidsånden og dens åndeligt forkrøblende idealer om at være passioneret, omstillingsparat, autentisk, innovativ og så videre. Hans forrige bog, »Stå fast«, blev med rette en bestseller ved at formulere en præcis kritik af selvoptimerings- og coaching­kulturen.

I sin nye bog, »Ståsteder«, viderefører Brinkmann denne kritik, men som titlen viser, har han også et opbyggeligt anliggende. Hvor han tidligere opfordrede folk til at tage nej-hatten på, opfordres de nu til, om ikke at tage ja-hatten på, så dog at stå fast på det gode, og man kan mene, at der er noget selvmodsigende i, at så mange labber Brinkmanns kritik af selvudviklingsguruer i sig. Det er som i den velkendte Monty Python-sketch, blot med en twist: Menigheden råber »nej!«, fordi guruen har sagt, at de skal! Brinkmann er dog selv klar over risikoen for at ende som en ny slags coach.

»Ståsteder« er en kritik af »instrumentalisering«: At man gør det, der burde være et mål i sig selv – fordi det har værdi i sig selv – til et middel til at opnå noget andet. Konsekvensen er meningstab eller med psykologiens ord: Angst, depression og stress. Instrumentalisering er for eksempel, når uddannelse bliver et middel til at optimere individet, så det kan fungere i konkurrencestaten. Eller når venskab bliver et middel til at få et godt job. Når disse gode ting kun betragtes som midler, mister de deres egenværdi. Og lever man uden mål og med, lever man i tomhed.

Man spørger først om meningen med livet, når man føler, at det ikke har en sådan mening. Og rigtigt mange spørger om meningen. Det synes i sig selv at bekræfte Brinkmanns diagnose, som han ar­gumenterer solidt for. Men har han også ret i sin kur?

Ti ideer

Brinkmann foreslår ti ideer om fænomener, der har iboende værdi, som altså ikke er midler, men mål i sig. De er: Det gode, værdigheden, løftet, selvet, sandheden, ansvaret, kærligheden, tilgivelsen, friheden og døden. Lever man, med filosoffen Kants ord, i »formålenes rige«, lever man ikke et liv uden mål, men med mål.

Det kan være svært at argumentere dybdegående for disse fænomener i en lille, populært formidlende bog som Brinkmanns, men tankegangen forekommer intuitivt rigtigt. På deres dødsleje fortryder mennesker sjældent, at de ikke tilbragte flere timer på kontoret. Nej, de fortryder, at de ikke brugte mere tid med familien. For et liv i kærlighed til sine børn og ægtefælle er godt i sig selv.

Om netop døden hedder det i bogens bedste kapitel, at livet får mening, når vi forstår, hvor kort og dyrebart det er. Derfor er det vigtigt, at vi ikke kun måler og vejer ting, men forstår værdien af det, vi måler og vejer, som Brinkmann skriver. Døden giver paradoksalt nok livet mening. Husk, du skal dø. Memento mori.

Det er pudsigt, at det netop er en professor i psykologi, der fremfører en sønder­lemmende kritik af psykologien. Eller snarere: Kritiserer instrumentaliseringen af psykologien, som vi møder i den grasserende subjektivisme, der gør det enkelte, isolerede individ til et mål i sig selv. »Udlev dine lyster«, »lyt til dine følelser«, »grib livet«.

Ståsteder Fold sammen
Læs mere

Memento mori

Brinkmann argumenterer for, at levereglen carpe diem bør erstattes af memento mori, for mennesket er i grundlæggende forstand et socialt væsen. Vi er altid allerede indlejrede i fællesskaber, som definerer, hvem vi er, og giver os forpligtelser og ansvar og dermed i fundamental forstand skænker vores liv mening.

Livet handler ikke om at søge sin egen lykke eller være nyttig for samfundet. Det er alt sammen instrumentalisering. For Brinkmann ligger den sande mening derimod i selvforglemmelse og i et etisk liv med pligter og dyder. Man skal »tale sandfærdigt og handle pålideligt«, for »frihed forpligter, og forpligtelsen frisætter«, hedder det fyndigt.

Alt sammen såre godt og yderst sympatisk, tankevækkende og en klog besindelse i ordets bedste konservative forstand (undertitlen lyder: Gamle ideer til en ny verden).

Alligevel står nogle spørgsmål tilbage, og som påpeget af andre har de ofte med kristendommen at gøre. Hvor kommer for­dringen om at gøre det gode fra? Især når nu Gud er fjernet fra ligningen. Bogen bygger på en forkortet præsentation af en stribe filo­soffer. Men den sekulariserede udgave af Kierkegaard er ikke blot en kuperet, men decideret amputeret filosof. Brinkmanns idé om tillid som et almenmenneskeligt træk kunne også diskuteres. Det er stort set kun i de protestantiske lande, at flertallet af befolkningen har tillid til andre. Hvorfor mon?

Brinkmann vil gerne bruge kristendommen uden at tro på den. Og så risikerer han selv at havne i instrumentalismens net.

Titel: Ståsteder. 10 gamle ideer til en ny verden.

Forfatter: Svend Brinkmann.

Sider: 200.

Pris: 250 kr.

Forlag: Gyldendal Business.