»Det historiske Hus« er et lille firma, som en gruppe historikere fra Universitetet i Odense har dannet i samarbejde med forlaget Aschehoug. Det er nok det friskeste og mest fornyende, der er sket i dansk historieskrivning i mange år - ikke bare dette utraditionelle initiativ for humanister, men også de bøger de udgiver. De er båret af entusiasmen ved at se historien fra en usædvanlig synsvinkel. »Huset« begyndte med at udgive et par bøger efter modellen »hva' nu hvis«, såkaldt kontrafaktisk historie, der gætter på, hvordan en tilfældighed kunne have forandret en berømt begivenhed.
Det er også en usædvanlig synsvinkel, der præger husets seneste udgivelse, »Det danske imperium«, en ny slags danmarkshistorie, der får os til at se vor lille nation i et spændende lys. Idéen ligger i ordet imperium, De to forfattere, begge universitetslærere i Odense, ønsker at vikle vores sædvanlige historieskrivning ud af et nationalt 1864-traume. Nedturen fik dansk historieskrivning til at indskrænke sin horisont til det lille Danmark og underspille den kendsgerning, at landet før 1864 var et multietnisk og mangesproget kongerige, hvis magt søgtes udstrakt vidt omkring i verden ligesom f.eks. det engelske imperium.
Det danske rige bestod af mange enheder med hver sin »underkonge«, men alle under en og samme fyrste - den danske konge. Når København både før og nu er i urimelig overstørrelse i forhold til resten af landet, skyldes det, at den oprindelig var centrum i et vidtstrakt imperium af kolonier og lande og ikke kun i lille nu-Danmark.
Et imperium har ingen faste grænser - det strækker sig så langt som Hans Majestæts magt rækker. Bogen griber da lejligheden til at skildre, hvordan danske konger fra urtiden og frem har ageret som andre grådige fyrster, altid på jagt efter nyt land. De to historikere begynder forfra: Ny arkæologi viser, hvordan Danmark udviklede sig som små imperier, et på Fyn omkring de store Gudmefund, et i Jelling, der siden flyttede til Roskilde og samlede riget. Hver for sig var de små imperier, der stræbte efter udvidelse. Og da Danmark var samlet blev det med eventyrlig succes et vikingerige, der sandelig skabte imperium viden om i Europa. Udvidelsen af riget mod vest i 1000-tallet blev siden afløst af erobringstogter mod øst og syd under navn af korstog. Efter 1400 rettede kongerne deres grådighed mod nord for at underlægge sig Norge og Sverige og skabe en Nordens Union.
Danske kongers fantastiske planer om at underlægge sig alverden har ikke kendt grænser. Bogen fortæller f.eks. om Christian Is seriøse plan om et felttog med 200.000 mand, som skulle underlægge sig alle de folkeslag i Rusland, der truede Europa, og siden gennem Kaukasus erobre Jerusalem. Den høje Christian korresponderede alvorligt med den tyske kejser og paven om projektet, som dog ikke blev iværksat, fordi svenske bønder i hans hjemmeimperium gjorde oprør.
Bogen om de danske imperier er inspireret af nutidens globalisme - den danske nation er ved at smelte sammen med et europæisk imperium. Ligesom Gibbons berømte »Decline and Fall of the Roman Empire« fra 1780erne var inspireret af den tids engelske ekspansion over havene, føler de to fynske historikere, at den danske imperialisme i fortiden bør erkendes og danmarkshistorien så at sige pakkes ud af sin mangeårige måske lidt småtskårne nationalhistoriske indpakning.
Det er længe siden, jeg har læst en så inspirerende og velskrevet bog.
