Jeg kan forestille mig, at det må være både interessant og angstprovokerende at sidde over for en af nyere tids mest tilbedte og indflydelsesrige intellektuelle. Det gjorde Jonathan Cott i 1978, hvor han i to omgange og over 12 timer interviewede den sprænglærde, amerikanske superstjerne Susan Sontag.
Resultatet kunne i første omgang læses i Rolling Stone Magazine, der dengang turde satse på dybde og kompleksitet. Men Cott havde så meget overskydende materiale, at han i 2013 - ni år efter Sontags død - redigerede båndoptagelserne til en knap 200 sider lang samtalebog. Eller samtale er måske så meget sagt. I »Susan Sontag« styrer Sontag sin ordstrøm derhen, hvor hun finder den frugtbar, og hun når derfor også omkring emner, der tegner hendes essays og udgivelser: En insisteren på, at verden findes uden for bevidstheden, en kritik af enten/eller-strukturer som finkultur/populærkultur og mand/kvinde samt bevidstheden om metaforens manipulative magt.
Alt omkring Sontag er føde for tanken. Også den kræft, der til sidst tog livet af hende, men gav hende anledning til at sætte sygdommen i et medicinsk og kulturhistorisk lys. Det fører til nogle af bogens mest interessante afsnit, hvor hun kalder kræften for »en metafor for det onde«. Altså, mener Sontag, blottet for positive medbetydninger, modsat eksempelvis tuberkulose, der hos en Thomas Mann og en Franz Kafka bliver udtryk for sjælens skrøbelighed og forfinethed, ja, ligefrem for kunstnerisk begavelse.
Kræften vil ifølge Sontag aldrig opnå en sådan romantiseret merbetydning, fordi den materialiserer sig som hæslige knuder. Derfor indtager leukæmien - »den eneste form for kræft der ikke forbindes med en svulst« - også en særstatus og optræder i flere romantiske film.
På den måde »læser« Sontag verden og sig selv med stor, stimulerende sult. Men hun synes også meget opmærksom på, hvordan verden læser hende. Og når hun sjældent giver interviews og fortæller om sit privatliv, er det, fordi den slags har det med at devaluere et forfatterskab - som Ernest Hemingway eller Truman Capote, der ville have stået stærkere uden al den selvbiografi.
Alligevel løber Sontags forfængelighed af med hende og leder hende ind i det private, når hun eksempelvis fortæller, at hun kun var tre, da hun begyndte at læse. Men oftest er selvkontrollen massivt til stede. Som om hun hele tiden er bevidst om sit eget notat fra 1965 i dagbogsudgivelsen »As Consciousness Is Harnessed To Flesh«, hvor hun skriver, at hun ikke vil give interviews, før hun er »klar + velunderbygget + direkte« .
Sådan fremstår hun ofte i »Susan Sontag«, men også lovlig optaget af rollen som intellektuel. Nogle gange lever hun op til den, som i kræftpassagerne, andre gange fremstår hun ufrivilligt komisk, ja, som en karakter fra en af Woody Allens sædekomedier om det intellektuelle miljø i New York. Det samme gør Cott, der med sin evindelige namedropping fra kunstens og kulturens verden virker servil og for opsat på at leve op til sit forbillede.
Men bogen er alligevel en god læseoplevelse, og indimellem dukker passager op, som enhver med mod på originale tanker kan have glæde af. Og som forklarer, hvorfor Sontag hører til blandt de mest interessante intellektuelle i nyere tid.
Titel: Susan Sontag. Det komplette Rolling Stone-interview. Forfatter: Jonathan Cott. Oversat af Iben Hasselbalch. Sider: 192. Pris: 200. Forlag: Møller.
