Der var formentlig en del, der undrede sig over al medieopmærksomheden, da den dystre Batman-film »The Dark Knight« havde premiere sidste år. For hvad var det egentlig, der var sket med superhelte-genren? Hvordan var det sket, at superheltenes univers havde ændret sig fra harmløs, eskapistisk underholdning for store børn og nørdede tegneserie-fans til at være en verden, der blev diskuteret og analyseret i lange avisartikler og belønnet med små bjerge af filmpriser?
En stor del af æren må tilskrives forfatteren Alan Moores tegneserie »Watchmen« fra 1986, der med et kreativt kraftspring opgraderede superhelteseriernes litterære niveau. Før Alan Moore befandt superhelte sig i deres eget lukkede univers med egne indforståede og underforståede regler. Der var for eksempel aldrig nogen i superheltenes verden, der undrede sig over, at superheltene altid var klædt i kapper og stramme gamacher. Der var sjældent nogen, der foreslog Superman, at han brugte sine kræfter på at løse alle verdens problemer på én gang, såsom hungersnød, krige og organiseret kriminalitet. Da han var mest omnipotent i 1980erne, kunne Superman trods alt flyve hurtigere end lyset og tværs gennem supernovaer. Det var den slags ikke helt ulogiske spørgsmål læseren måtte stille i bero, hvis han skulle nyde superheltenes fantastiske eventyr.
I »Watchmen« stillede Alan Moore alle disse spørgsmål, plus en hel del nye, som ingen tidligere havde så meget som overvejet. På fredag er der dansk premiere på Zack Snyders filmversion af »Watchmen«, og selvfølgelig vil det kunne lade sig gøre at se filmen uden nogensinde at have gennembladret tegneserieversionen.
Men som seriefans allerede har brugt tusinder af internetsider på at slå fast, kan filmen kun fortælle en del af den oprindelige historie, selvom instruktøren angiveligt har anstrengt sig voldsomt for at levendegøre hele »Watchmen«-konceptet.
Anonyme selvtægtsmænd
Alan Moore begyndte at skrive »Watchmen« i midten af 80erne, da en håndfuld af forfattere og historikere var begyndt at bruge alternativ historie (ofte kaldet kontrafaktisk historie) til at udforske, hvordan verden kunne have set ud, såfremt den verdenshistoriske udvikling var blevet rokket på afgørende punkter. Typisk på et eneste afgørende punkt, såsom hvis Nazityskland havde vundet Anden Verdenskrig.
Alan Moores lille genistreg var at overføre denne idé til sin superhelteserie. »Watchmen« udspiller sig nemlig i en verden, der ligner slutfasen af den Kolde Krig, som vi kender den fra vores verden. Den afgørende forskel er, at der i dette univers har eksisteret superhelte siden 1930erne.
I pagt med den realistiske præmis som »Watchmen« funderer sig på, er superheltene dog ikke superhelte i klassisk forstand. De er alle, med en markant undtagelse, dødelige mennesker, der blot har besluttet sig for at bekæmpe kriminalitet iklædt dragter.
De er vigilanter, anonyme selvtægtsmænd- og kvinder, der opererer uden for loven. Da handlingen tager sin begyndelse, er superheltene dog blevet tvunget ud af tjeneste af den amerikanske regering efter pres fra en befolkning, der ikke tolererede, at heltene hævede sig over landets love.
Den sidste lovløse helt
Den eneste, der stadig er i offentlighedens tjeneste, er Jonathan Osterman/Dr. Manhattan, som med et nik til talrige tidligere superhelte, har fået ufattelige kræfter, da han blev offer for en katastrofal kvantefysisk laboratorieulykke.
Udover at ulykken har givet ham en smuk blå hudfarve, har den også givet Osterman evner, der dybest set er hinsides det forståelige. Han kan teleportere sig selv og andre til Mars, se ind i fremtiden og dele sig selv i flere personer. I en scene bliver hans kæreste utilpas, da han under en elskovsakt splitter sine atomer i to kroppe for at give hende nye seksuelle oplevelser. Hendes ubehag vokser, da hun kort efter finder ud af, at han under hele akten tillige har befundet sig i et tilstødende lokale, hvor han uforstyrret laver nye laboratorieforsøg.
Den knyttede næve mod øst
Den amerikanske regering bruger dog Dr. Manhattan til mere krigeriske formål. På kort tid vinder den blå mand således Vietnam-krigen for USA, og Vietcong nedlægger våbnene med en religiøs ærefrygt over for den mægtige fjende. Men Dr. Manhattans kræfter er et tveægget sværd for det land, han tjener. I atomkapløbet medfører sovjetrussernes frygt for Dr. Manhattans kræfter blot, at de intensiverer deres oprustning. At afslutte Den Kolde Krig en gang for alle overstiger selv Dr. Manhattans styrke, da han anslås kun at kunne afværge 99 procent af missilerne fra et russisk atomangreb. Situationen er farligt ustabil, ikke mindst fordi den amerikanske præsident Nixon har planer om at misbruge Dr. Manhattans evner i konflikten. (Det skal her bemærkes, at i »Watchmen«-universet er Watergate-skandalen blevet afværget af den stærkt højreorienterede superhelt »The Comedian«).
Dyster kant
For Alan Moore er Dr. Manhattan et filosofisk eksperiment. Hvordan bevarer man en menneskelig kontakt til den menneskehed, man skal beskytte, når man selv er udødelig og altseende? Hans forhold til historiens kvindelige helt, Silk Spectre, går i opløsning, da hun indser, at hun selv er forsvundet i hans kosmiske perspektiv.
Dette er dog bare en af de mange fuldtegnede figurer i »Watchmen«. I tegneserien finder man tillige den psykopatiske Rorschach, hvis psyke er blevet krøllet endegyldigt sammen i mødet med en barbarisk barnemorder. Over sit ansigt bærer han en maske, der uafladeligt skifter i de Rorschach-mønstre som psykiatere bruger, når de skal udforske deres patienters indre. Trods sit traume er Rorschach dog i stand til at være en frygtelig fjende for New Yorks underverden. I modsætning til andre superhelte tøver han ikke med at aflive forbryderne, når han synes de fortjener det, og er dermed med til at give »Watchmen« den dystre kant, der ellers var ukendt i superhelte-serierne i 1980erne.
Andre figurer er velhaversønnen Dan Dreiberg, der lever en impotent tilværelse som eks-helt og fordriver tiden med at mindes de bedrifter, han udførte som sin fortidige superhelteidentitet Nite Owl. Han bliver først rystet ud af apatien, da han finder sammen med Silk Spectre – på følelsesmæssig flugt fra Dr. Manhattan. Sammen med Rorschach forsøger trekløveret nu at løse det, som er filmens centrale gåde: Hvem er det, som er begyndt at myrde de tvangspensionerede superhelte?
Brud med det lineære
Det er ironisk, at tegneserien nu er blevet gjort til genstand for en ambitiøs filmatisering, for forfatter Alan Moore har ofte forklaret, at det var hans forsæt at lave en historie, hvis handling kun ville kunne realiseres som tegneserie. Indtil 1980erne var tegneserier kendetegnet ved deres lineære fortællestrukturer og nøje afgrænsede figurtegninger, der skarpt adskilte helte fra skurke. Alt dette nedbrød Alan Moore med stor dygtighed i »Watchmen«, fortæller kommunikationsrådgiver Steffen Raastrup, der i sin tid skrev universitetsspeciale om forfatteren.
»I Watchmen er det ikke længere så nemt at se, hvem der er de gode, og hvem der er de onde. Det er blandt andet derfor, at karaktererne er realistiske. De valg, de skal træffe, er aldrig nemme valg, for alt hvad de gør, har også negative konsekvenser. Samtidig er hele handlingen udfoldet i et multiplot, som det Robert Altman brugte senere i »Short Cuts«,« siger Steffen Raastrup.
»Watchmen« fik et langt eftermæle i kraft af de nye fortællemæssige greb, den introducerede. Selvom også den almindeligt interesserede læser kan følge med i hovedhandlingen, dukker der konstant nye detaljer op i historien, når den genlæses. Bare i seriens første ni billeder er der visuelle og tekstlige nøgler til resten af fortællingens 334 sider, der dermed bliver et fysisk eksempel på holistisk teori: Handlingens totalitet kan til en vis grad aflæses i de enkelte billeder, mens de enkelte billeder omvendt først fuldt ud kan forstås, når man kender handlingen i sin helhed. Samtidig springer Alan Moore ubesværet i handlingens kronologi, så fortid, nutid og fremtid blandes og røres sammen, indtil læserens perspektiv nærmer sig Dr. Manhattans altvidende, kosmiske tidsopfattelse.
»Det mesterlige er dog, at Alan Moore gør alt dette, uden at læseren mister overblikket og interessen. Karakterernes følelser får aldrig lov at drukne i ren litterær teknik,« siger Steffen Raastrup.
»Watchmen«-tegneserien blev hurtigt genstand for en omfattende kultdyrkelse, der kun er vokset indtil i år, og tegneserien kom til at indvarsle en ny bølge af amerikanske grafiske romaner, der insisterede på at blive betragtet som litteratur. Samtidig bevarede den en kærlighed til den traditionsrige superheltegenre og gødede jorden for nutidens bølge af superheltefilm.
»Det er en fortælling, du kan læse igen og igen – og få stadigt mere ud af. Og det er vel en god definition på et stort litterært værk,« siger Steffen Raastrup.
Filmatiseringen af »Watchmen« har dansk premiere på fredag, hvor den anmeldes.
