Stumper og erindringsstykker

Norske Gaute Heivoll rejser et monument over sin hjembygd og giver os endnu et indblik forholdet mellem fædre og sønner.

Bogens cover. Fold sammen
Læs mere

Karl Ove Knausgårds storstilede projekt med at komme overens med sig selv og sin fortid i romanens sprog og form er ikke en enlig svale. Hans landsmand Gaute Heivoll (1978) udgav sidste år et lignende forsøg, som vi nu får på dansk i Camilla Christensens oversættelse. Heivoll har tidligere udgivet en stribe bøger - romaner, noveller, digte, børnebøger - men først med »Før jeg brænder ned« fået et egentligt gennembrud. Bogen er solgt til udgivelse i 16 lande og indbragte Heivoll den fornemme Brage-pris sidste år.

Romanen indledes med en lille anekdote fra Heivolls hjembygd, Finsland. For godt hundrede år siden sprængte en tilsyneladende psykisk ustabil 35-årig mand sig selv i luften med dynamit. Bagefter gik hans mor rundt og samlede stumperne af ham op i sit forklæde. Det kan lyde groteskt, men som Heivoll skriver, så giver det jo god mening: »Det er det, man gør. Man har ikke noget valg. Man går rundt og samler delene sammen i sit forklæde.«

Med anekdoten beskriver Heivoll også sit eget projekt. Han er vendt hjem til bygden og samler her de stumper og stykker, som knytter sig til nogle endog meget dramatiske begivenheder, som fandt sted samtidig med, at Heivoll blev født. En pyroman hærgede i bygden, og var, viste det sig, den lokale brandmands søn, Dag. Ved at besøge de berørte, som endnu lever, ved at gå i sin egen families og andre beboeres breve og dagbøger, ved hjælp af pressearkiver, osv. stykkes historien om Dag sammen. Heivoll er dokumentarist, men også forfatter, og han tillader sig derfor også at fortælle fra såvel Dags som hans afdøde mors perspektiv. Samtidig udruller han sideløbende sin egen historie. Bygdbarndommen, studietiden, faderens sygdom og død, den voksende forfatteridentitet.

Pointen er, at Heivoll føler sig skæbneforbundet med pyromanen Dag. At han et eller andet sted godt kan, om ikke forstå, da relatere sig til den destruktive kraft, som står i kontrast til og alligevel er forbundet med kærligheden til bygden og familien, her især faderforholdet.

I en helhedsbetragtning og anskuet som roman, fungerer pyromanmaterialet dog bedst. Det virker, som om den afstand Heivoll har hertil, bedre lader ham løfte det fra det faktiske, specifikke, og ind i det kunstneriske, almene. Men lad ikke dette dække for kvaliteterne. Bogen er velskrevet, klar og med erindringens refleksion som udgangspunkt. Et monument over bygden, en minderune over to af dens sønner og deres fædre.