Stridsmandens – foreløbig – sidste ord

Jørgen Kieler er en af vore største frihedskæmpere. Den gamle stridsmand er stadig klar til kamp. Tom Hermansens interviewbog er sprudlende, bevægende og fuld af kampgejst.

Jørgen Kieler er blevet 94 år, men han er stadig mere kampberedt end de fleste. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Jørgen Kieler er en af de sidste af de store modstandsfolk, som vi har tilbage. Han var på rejse i Tyskland i 1937 og oplevede ved selvsyn Hitler og Mussolini og blev effektivt vaccineret mod totalitære bevægelser, der var så populære i det 20. århundrede.

Han blev aktiv i modstandsgruppen Holger Danske og ydede en stor sabotageindsats. Han var sammen med sine søskende aktiv i arbejdet med at indsamle penge til og organisere både, der sejlede jøder til Sverige. Han blev under en aktion i Sønderjylland skudt gennem halsen og taget til fange. Han blev sendt til kz-lejren Porta Westphalica.

Han overlevede med nød og næppe, og hjemme i Danmark efter krigen skabte han sig en fornem karriere inden for kræftforskning og var til stadighed aktiv i kampen for demokratiet og mod kommunismen.

Ønskede at begå selvmord i kz-lejren

Kieler har i storværket »Hvorfor gjorde I det?« (2002) givet de bedste svar, vi har, på, hvorfor de unge borgerlige mennesker kastede sig ind i kampen mod nazismen. En yngre magister (f. 1975) og journalist Tom Hermansen fører i den nye bog »Før jeg siger farvel« samtaler med Jørgen Kieler, der i dag er 94 år, om hans syn på modstandskampen og udfordringerne efter krigen.

Tom Hermansen har fået den gode idé at følge med Jørgen Kieler til de steder, der blev afgørende for Kielers modstandskamp og liv.

De er sammen i Mindelunden, hvor Kielers kammerater ligger begravet. Og de er i Porta Westphalica, hvor han oplevede kz-helvedet.

Hermansen tænder båndoptageren og lader Kieler fortælle og reflektere. I kz-lejren behandlede nazisterne fangerne med »artistisk grusomhed«, og Kieler siger, at havde han haft mulighed for at begå selvmord, så havde han gjort det.

Hermansen har skåret samtalerne effektivt til og bevaret Kielers intense beretning om det farlige sabotagearbejde og rædslerne i kz-lejren. Det er gengivet på en levende måde, så alle, også ganske unge mennesker, kan følge med og forstå umenneskeligheden og den ubændige livsvilje, der fik Jørgen, hans lillebror Flemming og andre til at overleve.

Tom Hermansen stiller ikke kritiske spørgsmål, men søger ind til det mest følsomme, afgørende og prekære. Kieler reflekterer over de døde kammerater:

»Vi blev fortvivlede i lejren, men græde gjorde vi normalt ikke. Jeg græd dog ved Jørgen Staffeldts (leder af modstandsgruppen Holger Danske, red.) lig. Vi var selvfølgelig ilde berørt, hvis nogen blev straffet eller tævet ihjel, men grusomheden blev en form for normalitet. Ligesom vores fordøjelseskanal ikke fungerede længere, fungerede vore følelser heller ikke. Det, vi kunne føle, var tomhed.«

Tavshedens mur efter krigen

Kieler sad fængslet hos Gestapo, og deres plan var, at han skulle henrettes. Men nazisterne lod ham sidde der, muligvis fordi de mente, at han vidste noget om modstandsvennen »Flammen«.

Kieler sad derfor i Vestre Fængsel, da nazisterne torturerede modstandsmanden John. I et rystende kapitel fortæller han om sine samtaler med John og om Johns sidste timer:

»Jeg hørte, at de slæbte af sted med John, og jeg hørte en gitterlåge åbne og smække i og til lyden af en bilmotor. Det var det sidste, jeg hørte til John. Han blev senere fundet dér, hvor pælene står.«

Efter krigen var der en tavshedens mur. Ingen talte om krigen. Som formand for Frihedsfonden var Kieler dog mere vidende end andre om de traumer, der ramte mange af frihedskæmperne.

Med alderen meldte erindringerne sig stærkere og oftere. Oplevelserne kunne Kieler ikke gøre forståelige for andre – selv ikke for sine nærmeste.

Foragt for samarbejdspolitikken

Noget af det mest interessante er kapitlet om Kieler-familiens skæbne efter krigen.

Kielers søskende valgte at blive katolske og stærkt religiøse, hvilket lå Kieler fjernt. Dette medførte brud i familien.

Kieler fortæller om de svære år efter krigen, hvor modstandsfolkene måtte erkende, at samarbejdets folk alligevel beholdt magten. Han lægger ikke fingrene imellem: Statsminister Stauning var et skvadderhoved, som Kieler foragtede.

Samarbejdspolitikken var rendyrket fejhed. Han udtrykker mistillid til de fleste danske historikere, der tolker samarbejdspolitikken som en nødvendighed, og Kieler frygter for, hvad unge mennesker lærer i skolen af historielærere, der ofte følger universitetshistorikernes linje.

Han bekender sin klare borgerlige holdning, men har aldrig knyttet sig til et parti. Forfatteren Klaus Rifbjerg skændede mindet om John, Citronen og Flammen i en kronik i Politiken i forbindelse med debatten om stikkerlikvideringer, og bagefter tillod avisen ikke en modstandsmands protestsvar at blive trykt.

Kieler udtrykker sin foragt for både Rifbjerg og Politiken, der altid har taget samarbejdspolitikens parti og gør det om muligt endnu stærkere nu under den nuværende ledelse. Radikal fejhed, siger Kieler.

Kieler har også dyb mistillid til venstrefløjen, der fra 1970erne gav udtryk for en antiamerikanisme, der også ramte Jørgen Kielers egne børn og skabte en afstand til dem.

Jo, Kieler er stadig stridbar – ingen tvivl om det. Og han er stadig fuld af indsigt og viden. Tom Hermansen spørger fint ind til kernen og lokker Kieler til at fortælle ting, som ikke står i andre bøger om besættelsestiden.

I en tid, hvor ungdomskulturen er over os som en ny besættelse, er det en nydelse at læse en mand på 94, der åndeligt set er yngre og mere kampberedt end de fleste.

Forfatter: Tom Hermansen. Titel: »Før jeg siger farvel. Samtaler med modstandsmanden Jørgen Kieler«. Sider: 250. Pris: 300 kroner. Forlag: People’s Press.

Læs begyndelsen af bogen gratis her

Powered by Riidr e-bøger | Mere om 'Før jeg siger farvel' som e-bog