I litteraturen er vejret og sindet ofte tæt forbundet. Når humøret er højt, skinner solen, når tungsindet rammer, regner det eller mørkner. Groft sagt, naturligvis.
Men det er i grunden besynderligt, at de to størrelser - der jo intet har at gøre med hinanden - udgør en så stærk litterær konvention, at det tangerer klicheen. Det gælder også i Sara Stridsbergs syge- og familiehistorie »Beckomberga«, hvor lyset og vejrliget spiller en markant rolle. Ikke i en så firkantet forstand som indledningsvist beskrevet, men med flere mælkehvide eller gullige mellemtoner og med et naturlyrisk anstrøg. Som her:
»Den svage sol forsvinder bag trætoppene på den anden side af Klockhusparken. Himlen ligner indersiden af en muslingeskal. Grumsetgult lys, træerne er nøgne og sorte i regnen. Kun Lones frakke lyser hvidt.«
Lone er Jackies mor, og det er via Jackie, læseren lukkes ind i den store, mørke historie om hendes sindslidende far med den voldsomme dødsdrift, der er indlagt på anstalten Beckomberga uden for Stockholm. Jim, som faren hedder, er så opløst af sine lidelser, at han end ikke kan rumme sin datter, der angler efter hans kærlighed og kærlighedstilkendegivelser. Der aldrig kommer. I deres sted vokser ulykken i dem alle; i datteren, i moren, i faren selv.
»Jeg er ked af, at jeg ikke kan gøre os lykkelige«, siger Jim i et klart øjeblik på Beckomberga, hvor Jackie tilbringer så meget tid hun kan med ham og de andre patienter. Ikke mindst med Paul med de store hænder og den frygtelige ånde: »Ud af hans mund strømmer en ram lugt, af jord og dårlige tænder.«
Som citatet og handlingsridset viser, skriver Sara Stridsberg ind i et kuldslået mørke, præcis som i tidligere romaner som »Darling River« og »Drømmefakultetet«, som hun modtog Nordisk Råds Litteraturpris for i 2007. Og som det antydes i romanens undertitel, »Ode til min familie«, er fortællingen, der følger Jackie som både teenager og voksen med barn, forbundet til Sara Stridsbergs egen livshistorie, hvor hendes far var indlagt på Beckomberga, der tog imod sindslidende fra 1932 til 1995.
Om Beckomberga står der et sted, at »Det er let at idealisere anstalten som det perfekte sted, der vil gøre alt det, som vi mennesker ikke er i stand til at gøre for hinanden. Samtidig er den skræmmende, fordi den repræsenterer det ufuldkomne i os: vores kommen til kort, vores svaghed og ensomhed.«
Velskrevne linjer, men jeg havde alligevel gerne undværet dem. Overforklaringen lurer i det hele taget flere steder i »Beckomberga«, der svinger mellem at være supergod og småsløj litteratur. Og indimellem er jeg simpelthen i tvivl om, hvorvidt det er det ene eller det andet, og om de mange vejrbeskrivelser blot er der for at skildre sindsstemninger og banalt vise, at mennesker også er en del af naturen, og om den hyppige brug af de samme ord, som eksempelvis »glitrer«, tjener noget dybere formål.
Bedst er Sara Stridsberg under alle omstændigheder, når hun ikke analyserer og eksempelvis skriver »Det er velfærdsstatens fødsel ud af mørket« om Beckomberga, men i stedet går tæt på patienternes udseende, lugt og adfærd og skriver fortættet om familiens svigt, sorg og glimtvise lykke. Det gør hun lykkeligvis ofte, og dér svinger »Beckomberga« over og bliver stærk, vedkommende litteratur, hvor lysets og vejrets nuancer og den distancerende analyse trænges i baggrunden. Alt det, der alligevel står mellem linjerne.
Titel: Beckomberga. Ode til min familie.
Forfatter: Sara Stridsberg.
Oversat af Ellen Boen.
Sider: 357 sider.
Pris: 280 kr.
Forlag: C&K.
