Strandet mand og steamet punk viser, hvad billedbøger kan

Vi anmelder én stærk skæbne­fortælling og én gakket ­kærlighedshistorie. De er fænomenale.

Billedet er fra Armin Greders »Manden på Øen«, hvor tegningerne er i sorte og brun-røde nuancer, med en smuk, blød grafisk streg. Både »Manden på Øen« og Peter Adolphsens og Maria Buchmanns »Blommeægget« er fænomenale. Fold sammen
Læs mere
Foto: Fra bogen

En strandet mand modtages af indfødte på en ø. Han er tynd, usikker og nøgen. De indfødte er enorme, undrende og udstyrede med river og greb. »Han var ikke ligesom dem«, konstaterer de og diskuterer, hvad de skal stille op med ham. Sende ham tilbage måske? Men en fisker tager ham i forsvar, så de genner ham ind i en forladt gedestald og vender tilbage til deres sædvanlige liv.

Da manden, drevet af sult, kommer ud, sættes det primitive samfund på en prøve. »Vi kan jo ikke give mad til alle, der kommer forbi«, lyder et argument. Øboerne tiltror heller ikke den strandede evnen til at arbejde, men de ender med at give ham kroens madrester og burer ham inde, før befolkningens uregerlige frygt får ham sendt til havs igen.

Armin Greders »Manden på Øen« er en frysende læseoplevelse om fremmedfrygt og protektionisme. Manden skaber angst, selv når han er forsvarligt lukket inde. Syndebukken bliver fiskeren, der hjalp manden i land. Hans fiskerbåd brændes af, og der bygges en høj mur rundet om øen.

Armin Greder er schweizisk født, men bosat i Australien. Bogens originaludgave udkom i 2002, men de seneste års øgede flygtningestrøm over Middelhavet har givet titlen en sørgelig aktualitet, og den neddæmpede stil i Armin Greders tekst og billeder slår hårdt. Ikke mindst i et lille billede af børn, der mimer de voksnes behandling af den strandede mand.

Personernes mimik og gestik er sine steder grotesk overdrevet, og tegningerne i sorte og brun-røde nuancer, i en naturalistisk stil og med en smuk, blød grafisk streg, refererer til kunstnere som Käthe Kollwitz, men også Edward Munchs »Skriget« og Pink Floyds »The Wall«.

Skarpe og stilsikre billeder

Det uafrystelige drama, som ikke just er egnet til godnatlæsning for børn, foregår nogenlunde på samme Victoria-tid, som Peter Adolphsens og Maria Buchmanns sorgmuntre kærlighedshistorie »Blommeægget«. Her er der til gengæld en billedbog, som på alle måder er skabt på børns præmisser.

Bogens gakkede univers holdes meget passende i en farveskala som hos rådnende frugter, for den handler om at anskaffe en særlig blommejuice. Grif-knallerten Luigi er forelsket i blæksprutte-støvsugeren Else-Margit som har »en forrygende sangstemme, men som ofte følte sig tør i halsen«, og det eneste, der duer, er blommejuice fra Dad’n’Venny-supermarkedet.

Men når de nu har totalt udsolgt, hvad så?

Under sin søgen efter blommejuice jagtes Luigi af en flok ladyshaver-måger, hvis bagende består af »Braun Silk & Softs«. »Blommeægget« er kort sagt grandiost fuldendt steam-punk, gennemstrømmet af typebetegnelser og lydord som wuuushj, plooop og wriiiiiii.

Maria Buchmanns billeder er skarpe og stilsikre, og Luigis fortvivlelse forstærkes af det let dekadente, derangerede bymiljø. I tekst og billede er det alt sammen på én gang smukt, knaldhamrende sjovt og inspirerende begavet gak, noget vi i dén grad har manglet i nyere dansk børnelitteratur

Må der komme flere Luigi og Else-Margit-historier fra Adolphsen og Buchmann! De er fænomenale sammen!