Stormen på København

De fleste har nok en erindring om kong Frederik III, der udbrød, at han ville dø i sin rede ved udsigten til svensk stormløb mod København i 1659. I et samarbejde mellem konge og borgere, således lyder vor skolelærdom, blev svenskerne sat på plads og en ny politisk alliance formet.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Men svenskernes hærgen i Danmark og et mislykket angreb satte sig større spor end blot kongens bemærkning. Historikeren Sebastian Olden-Jørgensen har sporet de dramatiske begivenheders erindringsaftryk op gennem vor historien. Han viser, at i godt 300 år var Københavns standhaftighed af stor betydning for vor selvopfattelse. Sejren blev markeret ved store jubilæer i både 1859 og 1909 og blev mindet i tekster af vore nationale digtere. Bogen er glimrende og teksten spændende, blot forstår jeg ikke, at forfatteren i sin gennemgang springer fra 1909 frem til 1959 og slet ikke omtaler Anden Verdenskrig. Hvorfor spillede den imponerende nationale indsats ingen rolle under besættelsen? Var det blot, fordi svenskerne ikke mere var fjenden?