Store Klaus og kvinderne

Foto: Jonas Skovbjerg Fogh Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Ikke mange danske forfattere har haft et så produktivt efterliv som Klaus Rifbjerg. Den aktuelle novellesamling »Dametur« er den tredje Rifbjerg-bog, der er blevet hentet frem fra forlagsgemmerne efter forfatterens død for mindre end to år siden, og stadigvæk ligger de færdige manuskripter nærmest i kø i pengeskabene og venter på mødet med læserne. Den næste udgivelse af Store Klaus er allerede planlagt til foråret 2017, afslører Gyldendal i forlagsmeddelelsen, og efter et 2016 med erindringer, digte og nu altså noveller vil det passe fint ind i tegningen med en roman.

På flere planer trækker »Dametur« tråde videre fra et enestående rigt og mangfoldigt forfatterskab, og hovedværker som novellesamlingen »Og andre historier« og romanen »Anna, jeg Anna« ligger med deres satsninger på kortformen og kvindeportrættet som oplagte pejlemærker i forfatterskabets historie.

På god og gedigen rifbjergsk maner bæres novellerne i »Dametur« af en gennemgående idé, og samtlige bogens 15 fortællinger handler, som titlen også tydeligt stiller i udsigt, om kvinder. Overskrifterne etablerer en parade af pigenavne med deres klang af skiftende tider og miljøer: Augusta, Karen, Iris, Linda, Therese Marie osv. At fortællingerne i tid spænder over en periode fra 1930erne til »næsten« i dag, at de bevæger sig fra land til by, og at de socialt har en rækkevidde fra rengøringshjælpen og kontorassistenten til generalinden, præsten og den kvindelige lyriker, understreger karakteren af et omfattende danmarksbillede.

Tids- og miljøbillederne har altid været en af Rifbjergs forcer, og når han i en novelle lader Lisa træde ud af biografen, er det en lykkelig hjemkomst til det modernitetens storbylandskab, forfatteren også færdedes så fortroligt i: »hun følte sig både oplyst og styrket, når hun kom ud fra biografen i byens aftenlys, hvor genskinnet fra neonreklamerne bugtede sig som kulørte orme i vandpytterne, og sporvognene skingrede gennem svingene.«

I fortællingen om Lisa fastholdes almindeligheden hele vejen igennem, men i mange af bogens psykologiske kvindeportrætter med deres fortrængninger og indre spændinger og med deres sociale og kønsrollebestemte fastlåsninger skildrer forfatteren et brud med eller et spring ud af den borgerlige normalitet og det stillestående liv, som ellers er personernes vilkår og virkelighed. Et par vendinger fra novellerne er typiske for et tilbagevendende mønster i bogens koncentrerede livsbilleder: »Et sted længere inde i hende selv gik noget i drift« eller »I hvert fald mærkede hun noget gå i skred«.

»Dametur« er solid rifbjergsk skrivedisciplin, men er ikke nogen opsigtsvækkende tilføjelse til forfatterskabet. Mange af novellerne forekommer temmelig løse i det. Mest ligner udgivelsen en understregning af selve skriveprocessens eksistentielle betydning for forfatteren, og den entusiastiske læser, som over et længere stræk har fulgt det epokegørende og mangefacetterede, både sprælsk polemiske, demonstrativt provokerende og altid debatskabende forfatterskab kan ikke lade være med at spørge sig selv, hvordan det samlede billede af et stort forfatterskab påvirkes af en længere række måske mere gennemsnitlige posthume udgivelser. Længe leve eneren Rifbjerg.

Hvad: Dametur Forfatter: Klaus Rifbjerg. Sider: 176. Pris: 200 kr. Forlag: Gyldendal.