Det begynder med en gammel mand, der nødig vil give slip på sine hemmeligheder. Overfor den oldgamle mand sidder datteren til hans barndomsven Max, og hun kan ikke finde tre millioner, som mangler i farens bo. Ved vennen, hvor de er? Det gør han. Men han holder mund. Imens han er tavs, sætter forfatteren sig på hug ved siden af læseren og fortæller bogen igennem den gamle mands hemmelighed.

Den begyndte i 1933, da den dengang 15-årige Viggo flyttede med sine forældre og sin søster Vita fra Nørrebro til et rækkehus i Brønshøj. Viggo fik i den nye klasse anvist sin plads ved siden af Max, og dermed lagdes kursen for Viggos liv, hvad enten han ville det eller ej. Mest ville han det ikke, for Max var ikke et entydigt bekendtskab. Rigmandsbarn, overladt til sig selv, velbegavet, skråsikker, charmerende, vanvittig aggressiv og dertil fuld af løgn lige under det vindende smil.

Både Viggo og hans søster Vita falder for Max, og det er da en af romanens mange tankefulde pointer, at løgn skævvrider liv. Både løgnerens liv, men så sandelig også de liv, han trækker med ind i sine løgne. Hvis det lyder som en krydsning mellem Niels Malmros og Bjarne Reuter, så er det rigtigt. Og på niveau. Her får vi Brønshøj i trediverne ind gennem næsen: Menstruationsbindene, der ligger til vask i spanden i køkkenskabet, tæppet, der lugter af tis i venindens lille indeklemte børneværelse og tivoliet på Brønshøj Torv, hvor lykkehjulsejeren er en uvasket vagabond, der har prøvet det meste.

Men først og sidst får vi to pubertetdrenges konkurrerende venskab, deres luderbesøg og skrøbelige behov for tillid udfoldet, samtidig med at konturerne af en pubertetspige og hendes flyvende forelskelse fortælles med den anden hånd.

Ind og ud af de tre hovedpersoner går vi samtidig med, at tidens politiske og historiske kontekst behændigt lægges ind undervejs i samtaler med forældre og lærere. Alt med let hånd. Og det kunne jo i sig selv være nok. Men vi er kun halvvejs. For ambitionen er så meget mere end at fortælle om ungdomsår i tredivernes Brønshøj. Max forlader nemlig Brønshøj efter et års tid og klip! – fortællingen standser, indtil han melder sig i de to søskendes liv igen. Ti år senere. Under krigen. Atter flyder det generøst med tidsbilleder, aviser i skoene og de uundværlige cykler. Men fortællingen har retning. Vita og Max forelsker sig (igen), forlover sig, mens bror Viggo ser til med hænderne i lommerne, og hjertet fyldt af bange anelser. Han holder sig på afstand af det illegale arbejde i modsætning til de to andre. Og det går galt. Rigtig galt. Og endnu mere galt, end man først troede, viser det sig i bogens sidste afsnit, hvor vi er fremme i tresserne.

»Om så det gælder« er både krimi, kærlighedsfortælling og historisk roman i en skøn og tvangfri blanding. Hatten af for Hanne Richardt Beck. For ét er at skrive en god historie. Noget andet er at formå at stille afgørende eksistentielle spørgsmål gennem sin fortælling. Spørgsmål som altid har været. Som nu dette »at turde dø om så det gælder«. Romanens titel kommer fra verselinjen: »Dø om så det gælder/da er livet ej så svært/døden ikke heller.«

Hvad er det for et liv, du har, hvis der ikke er noget, du vil dø for – »Om så det gælder«? Sådan spurgte man i krigsårene. Og sådan spørger vi stadig, hvis der ellers er nogen, som kan bringe spørgsmålet tæt nok på. Det gør denne roman. Stor kunst. Det er ikke nok med hatten af – også op og stå for Hanne Richardt Beck.

Læsernes Bogpris 2008 Stem på din favorit

Hvad mener du om bogen?

Berlingske forbeholder sig ret til, men er ikke forpligtet til, at redigere eller fjerne kommentarer fra debatter, der er:

- i strid med gældende lovgivning
- racistiske eller injurierende
- skrevet i en grov tone
- udleverer personlige oplysninger

Ved at debattere accepterer du, at Berlingske Tidende herefter frit og fremover kan offentliggøre dit indhold i Berlingske Tidende, på www.berlingske.dk eller andre platforme og medier, som drives af Det Berlingske Officin.

Med venlig hilsen
Berlingske Tidendes netredaktion