»Stop en prop i konen, hvis hun er ved at føde«

Trods småsjusk er Kristoffer Frøkjærs bog om DNA-jægeren Eske Willerslev meget underholdende. Men det skyldes i altovervejende grad hovedpersonens eventyrlige liv og bramfri fortælleglæde.

DNA-jægeren Eske Willerslev. PR-foto Fold sammen
Læs mere

Det bedste ved DR-videnskabsjournalisten Kristoffer Frøkjærs bog om Eske Willerslev er, at den formår at formidle den helt enorme passion og viljestyrke, der driver bogens hovedperson.

En passion, der har kostet Willerslev både kærester og venskaber, og som har været tæt på at drive ham i døden. Men som også, nærmest på trods, har sikret ham plads helt i front i det internationale felt af DNA-forskere, der forsøger at knække gåderne om menneskets udvandring fra Afrika og de store fortidsdyrs uddøen.

 

Til gengæld lever bogen ikke helt op til forventningerne på det rent videnskabelige område. Hvilket i nogen grad skyldes, at den stærke og personlige historie om Eske Willerslev overtrumfer den mere faglige historie. Men det skyldes også lidt vel meget sjusk og hastværk. Hvilket vi vender tilbage til.

Rammen om bogen er samtaler under en overraskende kort (halvandet døgn) rejse fra København til Eske Willerslevs ødegård i Småland og retur.

Undervejs – på færgen, i forfatterens bil og oppe på gården – fortæller hovedpersonen sin på talrige måder fantastiske og vildt underholdende livshistorie. Om opvæksten med en kæft-trit-og-retning-far, der vitterligt var af den helt gamle skole. Om barndommens skolegang i Hellerup, hvor Eske optrådte som både hæler, slagsbror, tyv, speedforbruger og i det hele taget som lømmel stort set uden styr på skolegangen.

Og ikke mindst om som ung mand først i 20erne at leve den vilde drøm som pelsjæger i det dybfryseragtige østlige Sibirien så langt ud, at det var ved at koste ham livet. Han var på nippet til at fryse ihjel i over 30 graders kulde, da han en aften ikke kunne finde hjem til sin pelsjægerlejr i ødemarken befolket af lokale analfabeter samt voldtægtsforbrydere og mordere fra russiske fangelejre.

 

Trods sin hang til bandeord og anglificeringer er Willerslev en stor fortæller. Og ærligheden selv. Uden at blinke beretter han om en dyb depression, der var tæt på at ende med selvmord.

Og undervejs strør han om sig med politisk ukorrekte citater, herunder om dedikationen til arbejdet:

»Stop en prop i konen, hvis hun er ved at føde«.

Eller om lederen af en russisk museumssamling med skeletter af oldtidsmennesker:

»Hun så nærmest retarderet ud, manglede halvdelen af tænderne i munden.«

Åben for overtro

Eske Willerslev har heller ingen problemer med som topforsker at åbne mere end en dør op for overtroen og det guddommelige:

»Vi skal lade være med som videnskabsmænd at sige: jamen, der er ikke nogen Gud, og der er ikke noget, der er større (...)..vi har ikke et bedre svar end en eller anden medicinmand hos aboriginerne eller indianerne. Vi aner ikke en skid mere med hensyn til det spørgsmål, end de gør.«

Og uden blusel fortæller han, hvordan han med rå beslutningskraft har hevet sig selv op fra småkriminalitet eller depressionens mørke. Som han bramfrit formulerer det:

»Jeg vil ikke være sådan en fucking looser resten af mit liv.«

 

Undervejs kan man undre sig over, hvorfor vi skal høre, at forfatterens stol knirker, når han rækker ud efter rødvinsflasken eller om en ligegyldig sms, der tikker ind på mobilen.

Og så er der som sagt det rent videnskabelige og videnskabshistoriske, der trods udmærket indsigt og sproglige anstrengelser ikke formidles helt så levende som Willerslevs personlige historie.

Forklaring magler

Dertil kommer småsjusk. Der er ikke dobbelt-t i Niels Bohr Institutet, Toba-vulkanudbruddet for 74.000 år siden var ikke 100, men cirka 25 gange større end Tamboraudbruddet for 200 år siden, Jimi Hendrix’ guitarklassiker hedder ikke »Voodoo Child«, men »Voodoo Chile«, og i forbindelse med Eske Willerslevs forklaring om klimaet som hovedskurken bag store dyr som mammuttens uddøen, skylder forfatteren at fortælle, at andre nye undersøgelser, herunder en fra Aarhus Universitet, entydigt peger på mennesker som årsag til den såkaldte megafaunas uddøen.

Når det er sagt, så er den bare 43-årige professor Willerslev alle pengene værd i sig selv. Det er ikke nogen stor og vægtig populærvidenskabelig udgivelse. Men underholdende, det er den.

Titel: Eske Willerslev – han gør det døde levende.

Forfatter: Kristoffer Frøkjær.

Sider: 256. Pris: 300 kr.

Forlag: Gyldendal.