Litteratur er nyheder, der forbliver nyheder, har den amerikanske poet Ezra Pound engang sagt. I modsætning til avisens nyheder, der hører døgnet til, kan litteraturens nyheder blive ved med at være dugfriske. At der er noget om snakken demonstrerer en række nyoversatte klassikere.
Der var engang i 1868-69, at russeren Fjodor Dostovjevskis murstensroman »Idioten« var en litterær nyhed i Rusland. Siden blev den det også i Danmark, da den i 1887 udkom første gang på dansk. Men trods sin alder minder romanen om en moderne sæbeopera, som den glimrende danske oversætter Jan Hansen skriver i en kort efterskrift til udgivelsen.
Romanen har dagligstuetableauer a la 1860erne i Sankt Petersborg, men den har så sandeligt også langt mere. For her begås et spektakulært mord, og en gevaldig formue brændes op i kaminen for øjnene af et måbende fødselsdagsselskab og en ikke mindre måbende læser. Her er en beskrivelse af en henrettelse og den henrettedes tanker på vej til skafottet. Der er udførlige psykologiske portrætter og metafysiske diskussioner side op og side ned, men sjovt nok aldrig trættende.
Mærkværdig adfærd
»Idioten« med dens halvnaive hovedperson fyrst Mysjkin, der har været udenlands i fire år, sætter det forundrende blik op, som en fremmed kan anlægge på det ellers kendte. Netop dét gør, at også læseren møder verdens kærlighed, jalousi, snobberi og hævngerrighed med nysgerrig undren.
Menneskers adfærd er virkelig højst mærkværdig. Den nyhed er muligvis gammel, men den bliver frisk igen, når man får den serveret i Dostojevskis melodramitiske storværk.
De menneskelige dårskab synes heller ingen ende at tage i franskmanden Stendhals roman »Klostret i Parma«, der udspiller sig i tiden omkring Napoleons nederlag ved Waterloo.
Den 16-årige adelige italiener Fabrice ser op til Napoleon som den store helt og flyger fra sit hjem for at kæmpe med ham. Det bliver dog noget af en farce med hans kamp, og han ved dårligt nok bagefter,om han virkelig har kæmpet, så forvirret var han under slaget.
Også i denne roman, hvor konversationerne fylder godt op, er der ikke sparet på det litterære fyrværkeri i kraft af kampscener ved Waterloo og intriger ved hoffet i Parma, hvor damerne holder med Fabrice, og faderfigurerne er nogle indskrænkede despoter. Lars Bonnevie har oversat den tætte prosa til velfungerende dansk, så vi kan følge med ind i det univers, som Stendhal nedskrev på under to måneder i 1838, og som har fået litterær kultstatus.
Kultstaus var der næppe nogen på Stendhals egen tid, der havde forventet. »Klosteret i Parma« var ingen født klassiker, da den udkom i 1839, og den slags er også mere sjældne, end de er almindelige.
Når man i dag udråber snart det ene værk og snart det andet til klassikere, selvom de kun har et par år på bagen, er det selvfølgelig det rene reklamevrøvl, eller fordi vi med klassiker bare mener, at en bog har en værdi, som vi tror vil række ud over dagen i dag.
Fødte klassikere glider for det meste hurtig ned i glemslens mørke, det viser litteraturhistorien med al ønskelig tydelighed. Den kan fortælle den ene anekdote efter den anden over oversete værker, der er kommet til ære og værdighed længe efter, at de så dagens lys.
En rigtig klassiker skal - hvis begrebet ellers vil sige noget - bevise sin styke gennem generationer. Vi skal til værker af digtere som Dostojevskij, Stendhal og englænderen Jane Austen for at finde romaner, som ikke bare har talt ind i deres egen tid, men som også formår at få en nutidig læser til at se på verden og litteraturen med nye øjne.
Masser af effekter
Trods sit antikverede, engelske middelklassemiljø med dets ligeså forældede kønsroller evner en roman som Austens »Stolthed og fordom« (1813) at skildre kærlighed og længsler, så følelserne står tindrende klare for læseren. I den nye danske oversættelse af Vibeke Hastrup får man den uforkortede udgave af kærlighedens veje og vildveje tilsat en velgørende ironisk gennemlysning af snobberi og sladder. Fem giftefærdige søstre er i spil, så det går hårdt for sig, når de skal fordeles.
Der bliver ikke sparet på de melodramatiske effekter i disse klassiske hovedværker. Det kan derfor undre én, at nutidige forfattere som f.eks. Jens-Christian Grøndahl og Ib Michael altid skal have skæld ud for at være platte, når man til enhver tid kan gå til verdenlitteraturens mestre og finde kulørte ting, der fuldt ud står mål med nutidens.
Pointen og moralen er, at der ingen absolutte skel er mellem høj og lav litteratur, mellem klassikere og lufthavnslitteratur. Den såkaldt fine litteratur har altid hugget med arme og ben fra den folkelige. Når den er bedst, har den evnen til at gøre klicheen levende, og give den nyhedens interesse igen.
Der er nogle, der mener, at livet er for kort til gamle romaner. Tro dem ikke! Nyhederne finder man ikke altid i populære og stilrigtige værker fra vores egen konforme tid. Romaner fra det europæiske litteraturskatkammer kan fås friske fra trykkeriet, og de gamle, skæve og anderledes 1800-tals romaner kan forny vores blik på vores egen tid, dens liv og litteratur, ved at sætte den i relief. De leverer den sande slags nyheder, der ikke bare er sensation og sladder, men som rykker ved vores syn på os selv og verden.
Jane Austen: »Stolthed og fordom.« Oversat af Vibeke Houstrup. 403 sider. 299 kr. Lindhardt og Ringhof.
Fjodor Dostojevskij: »Idioten.« Oversag af Jan Hansen. 842 sider. 399 kr. Rosinante.
Stendhal: »Klostret i Parma.« Oversat af Lars Bonnevie. 432 sider. 349 kr. Gyldendal.
