Der findes et særligt ny-dadaistisk billede af ingenting eller næsten ingenting, som kunstneren Robert Rauschenberg udførte i 1953 ud fra et billede af Willem de Kooning.
Rauschenberg havde bedt De Kooning om en tegning, og han fik én, der var lavet i kridt, blæk og trækul, hvorefter han brugte to måneder på at viske så meget som muligt ud. Resultatet blev værket »Erased De Kooning Drawing«.
Historien er én blandt mange fra kunsthistorien, som den hollandske Bregje Hofstede fortæller i sin meget fine »Himlen over Paris«, der som udgangspunkt er en slags kærlighedsroman, men samtidig så meget andet.
Den handler blandt også om genspejlinger og forstillelser, om middelmådighed kontra stræben efter det sublime, om at turde leve i nuet og om at turde viske tavlen med gamle minder og dovne løsninger ren. Om at arbejde sig tilbage i tiden indtil det øjeblik, hvor tegningen/tilværelsen begyndte.
Som i »Erased De Kooning Drawing« forsvinder fortiden ikke, blot fordi man sletter det umiddelbart synlige.
Der sidder stadig spor af det oprindelige på papiret – og i ens bevidsthed – kunsten er at huske det, der var, og samtidig at kunne og turde starte på en frisk.
Fortiden trænger sig ind i nutiden
Det har Olivier, en midaldrende kunsthistorieprofessor ved Sorbonne, nok forsømt. I al fald vakler hans (viser det sig) skrøbelige verden, da han blandt sine studerende en dag får øje på den smukke unge (So)Fie, der til forveksling ligner hans livs store kærlighed, ungdomskæresten Mathilde.
Med ét rives der op i fortrængte minder, Olivier finder kassen med gamle fotos frem, og fortiden trænger sig ubønhørligt ind i nutiden.
Uden egentlig at ville det vikles han ind i den hollandske udvekslingsstuderendes liv, han støtter hende fagligt og socialt, og han ender med at sætte både sin karriere, sit forhold til den jævnaldrende kollega Sylvie og sit omdømme på spil, uden at han helt selv forstår hvorfor.
Projicerer han blot fortiden over i nutiden og forsøger at genoprette datidens fejltagelser? Er Fie Mathilde? Eller hendes datter? Hans datter?
Er han oprigtigt interesseret i Fie som person, denne fremmede studerende med det i hans øren mærkelige navn, Fie, der på fransk lyder som »fille«, pige, og som med andre ord kan være frøken hvem-som-helst? Er tilværelsen andet end en forestilling, en kunstig eller kunstnerisk fremført fantasi? Er livet som den hund, han ikke har, men alligevel giver snor på og går tur med?
»Himlen over Paris« er en intens og meget interessant debut, og hvis hollandsk litteratur overhovedet har en chance i denne anglificerede verden, så er den unge kunsthistorieuddannede Bregje Hofstede værd at holde øje med.
Hun skriver stilsikkert og stramt på en altmodisch, men mild og meningsfuld måde. Indimellem bliver det ganske vist lidt for stiliseret, lidt for kunstigt (hvilket naturligvis kan have sin betydning).
Men Hofstede er bedst – og altså virkelig god – når hun så at sige maler med brede penselstrøg. Og når oversættelsen ikke larmer med udtryk som lægens »ventesal« frem for »venteværelse«.
Titel: Himlen over Paris.
Forfatter: Bregje Hofstede.
Oversætter: Birthe Lundsgaard.
Sider: 256.
Pris: 280 kr.
Forlag: Tiderne Skifter.
