Peter Laugesen har sin egen sound, og hans nye bog med den forunderlige, næsten yoga-klingende titel »Yak og Yeti« kunne såmænd også have fået overskriften »Stille dage i Brabrand«. Den rablende digter med de sproglige badutspring er det meste af vejen afløst af en mere mumlende lavmælt Laugesen.
Forfatterens ideal behøver læseren ikke at være i tvivl om, det slås fast allerede i bogens første digt: »simple ting/ som de er/ og sprog/ uden anden kunstfærdighed«.
»Blues for Chenga« er undertitlen på de cirka 140 siders skrift, som er vokset ud af det sidste år eller halvandet i forfatterens liv, og hunden, der trofast har fulgt digteren igennem en længere række digtsamlinger, tager sine sidste vaklende skridt og bliver begravet i haven bag huset.
Digteren følger sine slingrende ordveje ud i Brabrand og omegn, rundt i haven, tilbage i tiden og på ekskursioner til bøgernes, billedernes og musikkens verden, hvor blandt andre forfatterne Tristan Tzara, Schade og Kerouac, maleren Magritte og saxofonisterne Ben Webster og Coleman Hawkins er indbyggere, og hvorfra Laugesen i et digt kan sende sit nødsignal: »Min verden er den der/forsvinder går under/jeg sender signaler/fra et skib der synker/ mayday/ mayday/ mayday/og det bliver forår igen ... «
Så længe der er skrift, er der liv
En vis træt undergangsstemning er ikke til at overse i Peter Laugesens omgang med både samfund og eksistens, men stadigvæk kan der være både vrinsk og snerren i skriften, når sygehuset besøges, når morgentrafikken registreres som en susende tinnitus, og tidens »ynk & klynk« karakteriseres.
Så længe der er skrift, er der liv, og Peter Laugesen fortsætter med at skrive. Selv har han fastslået, at hans tekststrøm ikke skal vurderes som enkeltelementer. Der er kun et værk. Tilføjelsen »Yak og Yeti« føjer sig smukt til helheden.
