Stilheden drømmer uden billeder

To nye ordløse fortællinger udfolder drømmeagtige grænselande i flere dimensioner og fortællelag.

Peter Kielland er specialist i den ordløse tegneserie. Illustration fra »Hr. Gris«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Peter Kielland
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det ville være forkert at hævde, at den ordløse tegneserie repræsenterer et udviklingstrin i tegneseriernes historie, for »pantomime-serien« har eksisteret side om side med den tekstede serie gennem hele mediets hundredårige historie. Men den ordløse tegneserie har sine svorne tilhængere, der opfatter dét at kunne fortælle i dialog-løse scener som en særlig kunstnerisk kvalitet.

En specialist i den slags er den danske tegner Peter Kielland, der har tegnet siden slutningen af 1970erne, og som i dag indtager en næsten mytisk stilling i kraft af de årelange anstrengelser, der ligger bag hans værker.

Hans nye album, »Hr. Gris«, er en helt ordløs, episodisk tegneserie, og selv om titlen leder tankerne hen på en børnebogs­illustrator som Richard Scarry, er Kiellands serie et avanceret forsøg på at genskabe den sløjfeformede kviksandslogik, der hersker i drømme.

Den slipseklædte Hr. Gris’ eventyr er svære at redegøre for, det giver snarere mening at fokusere på de fortællemåder, som Kielland benytter. At der vitterlig er tale om drømme, antydes af den tilbagevendende opvågnen, som Hr. Gris oplever. Der er dog ikke tale om en overgang fra drømmeverden til virkelighed, men snarere om overgange fra én drømmevirkelighed til en anden drømmevirkelighed.

Fortryllende 3D

I »Hr. Gris« er der tilbagevendende motiver som en uskyldigt udseende pipfugl, der hjemsøger Hr. Gris, efter at han af uvisse grunde har ihjelsparket den. Døre åbner sig ind til nye scenarier, hvor nye døre fører tilbage til steder, vi allerede har været, handlingen snirkler sig gennem kinesiske æskesystemer, og sjove scener forvandler sig til svedende mareridt, som når Hr. Gris nyder solen og strandkanten, og bølgerne rejser sig i lange mure foran ham.

»Hr. Gris« er mættet med tegn, der gør den svær at trænge ned i, men der er noget i Kiellands insisterende rytme, der gør, at man skærper koncentrationen i håb om at fravriste tegneseriens visuelle bevidsthedstrøm en sammenhængende mening.

I Matthias Picards ordløse børneserie »Jim Curious - rejser til havets dyb« er handlingen ganske enkel: Den nysgerrige dreng Jim trækker i en dykkerdragt og undersøger havets vidundere, der tæller mugne hvaler, kæmpeblæksprutter og et piratskib med skeletter.

Ældre danskere vil straks få mindelser om Jannik Hastrups og Flemming Quist Møllers tegnefilm »Bennys badekar«, der dog ikke som »Jim Curious« kan prale af at være i tre dimensioner, der trylles frem, når man bruger de to vedlagte par 3D-briller. 3D er en effekt, der skal bruges med varsomhed, men her virker den helt fortryllende. Netop fordi der er satset på enkle dybdevirkninger.

»Jim Curious - rejser til havets dyb« er en oplagt højtlæsningsbog til juledagene, bortset fra, at der ikke er noget at læse. Men så kan man snakke med hinanden om billederne i stedet. Og det kan være en oplevelse i sig selv.