Stephen King udgiver opfølger til ”Ondskabens Hotel”

Verdens mest sælgende forfatter indrømmer, at han er nervøs for læsernes forventninger til en bog, som mange anser for at være en af de uhyggeligste romaner nogensinde.

Stephen Kings store popularitet som forfatter blev blandt andet grundlagt med "Ondskabens Hotel" fra 1977. Foto: Emmanuel Dunand.  Fold sammen
Læs mere
Foto: EMMANUEL DUNAND

På tirsdag udgiver den 65-årige forfatter Stephen King opfølgeren til en af sine mest populære og mest sælgende gyserromaner, nemlig ”Ondskabens Hotel” fra 1977.

Dermed afrunder forfatteren den historie, han skrev som 28-årig og som blev filmatiseret af Stanley Kubrick. Den nye bog hedder ”Doktor Sleep” og fortsætter historien om den voksne Danny, der var dreng i ”Ondskabens Hotel”.

Dannys telepatiske gjorde ham i stand til at se de mord, der tidligere var foregået på et afsidesliggende vintersportshotel. I ”Doktor Sleep” arbejder Danny på et hospice, hvor han bruger sine særlige evner til at hjælpe døende patienter.

Historien bringer ham dog også tilbage til det onde hotel, hvor hans fader gik amok som øksemorder. Til BBC siger Stephen King, at han er nervøs for læsernes reaktioner på ”Doktor Sleep”.

- Det kan ikke undgås, at man vil sammenligne den med ”Ondskabens Hotel”, og mange vil på forhånd have negative forventninger til den, fordi de mener, at den umuligt kan leve op til forløberen, siger Stephen King, der selv mener, at han er blevet en bedre forfatter, siden han skrev ”Ondskabens Hotel”.

Manden, der har skræmt millioner af boglæsere, er bekymret for det forhold, at mange af hans fans var meget unge, da de første gang læste ”Ondskabens Hotel”, og at læsningen af ”Doktor Sleep” ikke på samme måde vil kunne skræmme dem som voksne.

Samtidig er mennesker generelt sværere at få til at gyse i dag, siger Stephen King, idet publikum har lært mange af de tricks som forfattere og film bruger til at skræmme med.

Beslutningen om at skrive en opfølger på ”Ondskabens Hotel” blev taget af Stephen King, efter at en læserafstemning på forfatterens hjemmeside afgjorde, om der ville være mest efterspørgsel på denne opfølger eller på et nyt bind i forfatterens ”Det Sorte Tårn”-serie.