Stasi-agenten Lenz alias Morten Jung-Olsen pletrenses i ny bog

Arkiverne var blevet brændt og lukket, så forfatteren Mikael Busch havde problemer med at skrive bogen om Stasi-agenten Lenz alias Morten Jung-Olsen. Jung-Olsen ville ikke tale. Det ville hans gamle venner heller ikke. Så indgik Mikael Busch en pagt med dem. Han ville pletrense Lenz og frikende dem. Resultatet er en højst utroværdig bog.

»Lenz« af Mikael Busch Fold sammen
Læs mere

I 1999 blev embedsmanden Morten Jung-Olsen anholdt og sat i isolationsfængsel. PET mente, at han under dæknavnet Lenz siden 1975 havde arbejdet for den østtyske efterretningstjeneste Stasi og løbende havde leveret oplysninger til dem fra det danske udenrigsministerium, Danida og senere EU. Også Morten Jung-Olsens mor, Lilian Jung-Olsen alias Nelly, var blevet hvervet som spion for Stasi. Morten Jung-Olsens far havde været kommunist og var under krigen havnet i tysk kz-lejr. Efter krigen var familien stadig optændt af den kommunistiske sag, og Morten og hans mor var derfor, som mange andre, der havde været engageret i den antinazistiske kamp, villige til at lade sig hverve for den kommunistiske sag.

Det er imidlertid ikke let at blotlægge alle facetter af Morten Jung-Olsens og hans mors aktiviteter eller for den sags skyld de mange andre Stasi-agenter, der opererede i både Sverige og Danmark.

Kort før Murens fald destruerede Stasi de fleste sagsmapper med agentoplysninger. Der var dog oplysninger af finde fra det såkaldte Rosenholzarkiv, som CIA havde fået fat i fra Østtyskland, og hvis oplysninger tilflød PET. Men PET og andre danske myndigheder var afvisende over for at åbne sine arkiver, og PET-kommissionens historiske redegørelse fra 2009, som i øvrigt i alt for mange tilfælde har vist sig problematiske, står desværre nu som den autoritative beretning, fordi andre forskere ikke får adgang til dette materiale. Danmark er mere lukket end nogen andre europæiske lande.

Ikke en dedikeret kommunistspion

Men det var ikke den eneste udfordring, forfatter Mikael Busch havde. Han løb også ind i det problem, at Morten Jung-Olsen ikke selv ville medvirke, og at hans mange venner – og han har efter bogen at dømme været en rigtigt hyggelig og kammeratlig type – heller ikke ønskede ikke at tale med Busch.

Ifølge bogens indledning lavede Mikael Busch derfor en aftale med disse venner og kontakter. Han lavede om på sit manuskript og søgte ikke mere at fremstille Morten Jung-Olsen som en af Stasis hårdkogte agenter.

Tværtimod var bogens røde tråd nu, at Morten Jung-Olsen ganske vist i 1980erne havde været aktiv agent for Stasi. Senere havde han imidlertid forsøgt at minimere sit engagement for Stasi, men kunne selvfølgelig ikke helt slippe ud af »nettet«. Morten Jung-Olsen var altså ikke en dedikeret kommunistspion, men en mand der indså regimets sande karakter og nu opgav sin tro på kommu­nismen og forsøgte at slippe af sted med at fodre Stasi med relativt tomme oplysninger.

Ja, hypotesen går så vidt, at Busch formoder, at Jung-Olsen efter et studieophold i USA i virkeligheden var blevet overbevist om USAs fortræffeligheder og var blevet borgerlig:

»Kunne man forestille sig, at historien om Morten Jung først og fremmest er historien om en ung mand, der i sin idealistiske ungdom havde stærkt venstreorienterede synspunkter for i en mere moden alder at bevæge sig ind mod den politiske midte? Det kan man sagtens.«

Busch ser Morten Jung-Olsen som en typisk repræsentant for de venstreorienterede i tiden efter 1960erne, der havde meget godt at sige om kommunismen og venstre­radikalismen: »Fordi hans navn er fastholdt i arkiverne, blev han – i modsætning til tusindvis af sine generationsfæller – fanget af fortiden.«

I bogen går Mikael Busch så langt i sit tankespind, at han opererer med, at Lenz ligefrem narrede Stasi og blev en borgerlig humanist forklædt som kommunistisk agent. Spionagen mod EU bliver beskrevet som latterlige petitesser, som ingen tog alvorligt.

Mikael Busch indrømmer åbent: »Da jeg omsider så Lenz-sagen i dét lys, kom der pludselig hul igennem til helt centrale kilder blandt Morten Jungs ungdomsvenner og i hans egen familie.«

Venner renses

Ikke nok med, at Morten Jung-Olsen skildres som en velmenende ung mand, der ganske vist videregav informationer til Stasi, og altså kom på bedre tanker, hans venner bliver også renset. En række af dem stod på det kartotekskort (F16), hvor Morten Jung-Olsen alias Lenz var opført.

Spørgsmålet er, om deres optræden på Stasi-kortet betyder, at de var rekrutteret eller ej. Var der tale om en egentlig dansk spionring eller begyndelsen til én, eller optrådte de blot i arkivet, fordi Morten Jung-Olsen havde nævnt dem over for Stasi, uden at de anede det?

I Danmark har førende koldkrigsforskere været inde på, at bipersonernes optræden på kortet kunne udlægges, som om de var inddraget i agentvirksomhed eller var på vej til det. Men Mikael Busch har en helt anden vurdering. De var overhovedet ikke klar over, hvad Lenz foretog sig, og de anede ikke, at de optrådte med navn på Stasi-kortet.

Busch refererer, at forskere antager, at for at optræde som bipersoner på Stasis kartotekskort behøvede de ikke at være aktive agenter, men dog bevidste om hovedpersonens Stasi-kontakt.

Men Busch afviser uden nærmere argumentation denne antagelse og hævder, at Stasi nok ikke fulgte sine egne regler i dette tilfælde, og bortset fra en enkelt så var de andre uskyldige som nyfalden sne:

»De øvrige fire er hverken vidende om deres egen eller for den sags skyld de andres tilstedeværelse på kartotekskortet (...) Det kommer faktisk helt bag på dem, da de erfarer, at Stasi har vist interesse for dem.«

Buschs vurdering bygger antageligt på disse gamle Lenz-kammeraters eget udsagn, og Busch æder deres påstande råt. Der er ikke skriftlige kilder, der renser dem. Men de har jo også lovet ham at fortælle om Lenz, så han skylder dem noget. Og det skønt flere af disse bipersoner har personlige historier, der kunne vække mistanke om, at de måske var involveret i noget, men Busch undlader at grave i det.

Videregav vigtige informationer

Der er ingen tvivl om, at Morten Jung-Olsen var identisk med Lenz, og at denne spion gennem 1980erne gav Stasi vigtige informationer. Det er muligt, at han senere i sin EU-periode, hvor han var vicekontorchef for EUs udvidelser, var mindre aktiv, men der tilflød dog til stadighed dokumenter til østtyskerne.

Regimet i Østtyskland holdt sine borgere under observation, skød dem ved Muren under flugt, indespærrede tusindvis af flygtninge og forkrøblede menneskers liv. Det var et forfærdeligt undertrykkelses­apparat, som blev forbløffende mildt anskuet fra dets nabo Danmark. Her var kritikken af østtyske tilstande ikke markant, og hvis man åbnede venstrefløjsavisen Information, var der stort set ikke en eneste kritisk artikel om forholdene i DDR, men til gengæld et væld af kritiske artikler om det »fascistoide« Vesttyskland for nu at bruge den tids retorik. Morten Jung-Olsen og mange andre spioner i Europa var med til at holde dette system i live og give det væsentlige informationer.

Morten Jung-Olsen alias Lenz blev anklaget efter en alvorlig spionparagraf, men som sagen skred frem, måtte anklagemyndigheden opgive på grund af forældelsesfrister. Arkivfoto: Thomas Willmann/Polfoto Fold sammen
Læs mere

Den rigtige mand

Der skete aldrig Morten Jung-Olsen eller andre spioner noget – bortset fra en enkelt forelsket tolder. I Morten Jung-Olsens tilfælde blev han anklaget efter en alvorlig spionparagraf, men efterhånden som sagen skred frem, måtte anklagemyndigheden opgive på grund af forældelsesfrister. Morten Jung-Olsen gik fri og blev genansat i EU-systemet, hvor han endda avancerede. Ingen i bureaukratiet syntes at interessere sig for historien om det undertrykkelses­regime, som Morten Jung-Olsen havde støttet, og ingen syntes, at han skulle straffes for at spionere mod sin arbejdsplads. Ja, han skulle endda forfremmes.

Rigsadvokat Henning Fode sagde, efter at sagen var smuldret og Morten Jung-Olsen blevet frikendt, at det var den rigtige mand, PET havde haft fat i, og at han havde været agent for Stasi fra 1975 til 1989. Morten Jung-Olsen arbejdede for Stasi til den bitre ende indtil kommunismens endeligt, og Rigsadvokaten har dokumentation for udbetalinger til Lenz frem til syv måneder før Murens fald i 1989. I sin tid som spion nåede han at levere ca. 100 rapporter til Stasi.

Morten Jung-Olsen fik afslag på erstatning for uberettiget fængsling. Han hævdede over for offentligheden, at der var sket en forveksling, men lagde aldrig sag an mod Danmark for uberettiget fængsling, og han har aldrig indrømmet eller fortrudt noget. Nu har Mikael Busch skrevet en bog, hvor han pletrenses og hans venner – muligvis med god grund, men uden dokumentation – renvaskes.

Læs også: Rystende kærlighed i Stasi-land

Principielle spørgsmål

Bogen rejser principielle spørgsmål. Kan en forfatter, der vil tages seriøst, lave en aftale med centrale kilder, tro på deres udsagn og lave om på sit manuskript? Kan man som forsker fælde frifindelsesdomme, muligvis fordi selv samme kilder har lovet at fortælle, hvad de ved, selv om det muligvis ikke er den fulde sandhed?

For læserne er det et væsentligt problem, når Busch baserer sin vurdering på vidne­udsagn, som han har indgået en aftale med om en bestemt vinkling, og han ikke har skriftligt samtidigt kildemateriale, der kan bekræfte eller afkræfte disse udsagn.

Mikael Busch er lektor og har tidligere skrevet en fornem bog om østtyske forhold, nemlig bogen »Knud og Vera« (2014), der fortalte den tragiske historie om den dansk-tyske Knud Wollenweber, der ligeledes var Stasi-spion og bl.a. fortalte Stasi om sin egen hustru og sin familie. Men til den bog havde Busch fået adgang til et righoldigt kilde­materiale i Stasis og andre arkiver og behøvede ikke at lave aftaler med vidner. Der er tale om en ren tilståelsessag om videnskabeligt fifleri.

Titel: »Lenz«

Forfatter: Mikael Busch

Sider: 250

Pris: 225 kr.

Forlag: People’s Press

Læs også: Folkene på DDR-ambassaden