Stalins datter flygtede hele livet fra sin far

Kan man undslippe sin skæbne, hvis man er barn af en folkemorder? Svetlana Stalin forsøgte hele livet af slippe ud af sin fars kløer. En ny, fantastisk biografi forsøger at svare på, om det lykkedes hende.

Da Svetlana Stalin var lille, viste faderen Josef Stalin stor ømhed for hende, men da datteren blev ældre blev forholdet mere og mere kompliceret. Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tænk, hvis man var født som søn af Adolf Hitler? En barn af denne dæmoniske diktator ville næppe kunne undslippe sin fars skygge, men være dømt til at leve sit liv som en slave af sin afstamning.

Nu fik Hitler ingen børn, men tænk hvis man var født som datter af den djævelske lænestolsmorder Josef Stalin?

Svetlana blev født i 1926 som den yngste af Stalins tre børn. Stalin var et gennemført perverteret menneske, der ikke ejede empati for andre mennesker. Han yndede at pine sine nærmeste og var grov og brutal over for sin egen familie.

Mens Hitler opførte sig civiliseret over for partikammerater, familie og venner, så var Stalin en intrigant og ondskabsfuld hersker.

Man vidste aldrig, hvad der kunne ske, og selv Stalins nærmeste frygtede hver dag at blive arresteret. Men netop Svetlana, som han kaldte Lille Spurv, var hans øjesten og nok den eneste, som han viste menneskelige følelser over for.

Særlig da Svetlana var lille, viste Stalin stor ømhed for sin datter, men da hun blev ældre, blev forholdet stadig mere kompliceret. Kunne Svetlana vriste sig løs af hans omfavnelse og skabe sig sit eget liv?

Svetlanas mor var folkefjende

Med sin biografi »Stalin’s Daughter« på 700 sider dokumenterer litteraturforskeren Rosemary Sullivan Svetlanas liv i detaljer og formår at skildre hende ikke blot som datter af en diktator, men som en selvstændig kvinde, der hele livet forsøgte at slippe ud af sin fars kløer. Bogen har i ugevis ligget på bestsellerlisten i USA og har høstet mængder af rosende anmeldelser.

Josef Stalin var den ubestridte leder af Sovjetunionen i en menneskealder. Fra han overtog magten efter Lenin i 1924 til han døde i 1953, herskede han enevældigt.

Det blev Svetlanas smertefulde livsopgave at forsøge at skabe sig sit eget liv, men som hun sagde efter en tid i Vesten: »Hvor jeg end rejser hen, så vil jeg altid være en politisk fange af min fars navn.«

Hun mærkede efterhånden, hvor menneskeligt forvrænget den verden var, som hun voksede op i. Hendes mor, Nadezhda, begik selvmord, da Svetlana var seks år gammel. Sullivan skildrer Nadezhda som en begavet kvinde, der havde opdaget sin mands og kommunismens barbarisme.

Hun blev groft chikaneret af Stalin, da diktatoren opfordrede hende og andre partikammerater til at skåle på død over regimets fjender. Hun nægtede og stormede ud af lokalet. Hun skød sig selv samme aften. Rygter er gået, at Stalin skød hende, men det afviser Rosemary Sullivan. Stalin gryntede ondsindet om hende, at nu var en fjende gået bort.

Udrensninger og deportationer

Da Stalins omfattende udrensninger fandt sted i 1930erne, gik det også ud over familien. Svetlanas elskede tante og onkel blev arresteret og henrettet som fjender af folket. Deres søn Johnik, som hun havde leget med, forsvandt. Hendes anden onkel, Stanislav, som var gift med hendes mors søster, blev henrettet.

Mennesker, Svetlana holdt af, forsvandt sporløst, og hun fornemmede, at hendes far herskede over liv og død. Da en nær skolekammerats far forsvandt, bad hun indtrængende sin far om at gøre noget, og sandelig blev denne mand, som en af de meget få blandt millioner, løsladt.

Da hun blev 16, indledte hun et platonisk forhold til den 39-årige jødiske filminstruktør Aleksei Kapler, der også var forelsket i Svetlana. De ønskede at gifte sig, men Stalin var jødehader og sørgede for, at Aleksei blev sendt ti år til Sibirien i fangelejr.

Deportationen af Aleksei overbeviste Svetlena om sin fars sande karakter, og hun skrev senere: »Mine illusioner var væk. Mine øjne var blevet åbnet, og jeg kunne ikke mere påstå, at jeg ikke kunne se.«

Hendes elskede bror Yakov begik selvmord i en tysk KZ-lejr, uden at Josef Stalin gjorde noget for at få ham ud, for han havde overgivet sig og dermed, i Stalins øjne, begået forræderi. I efterkrigstiden blev endnu flere familiemedlemmer sendt til Gulag – den store fangeverden i Sovjetunionen.

Hun forstod, at systemet var perverteret, og at hendes egen far stod bag familiens ulykker. Hun voksede op i en atmosfære af frygt, og hun skrev senere, at hun var overbevist om, at hvis hendes mor ikke havde begået selvmord, så var hun også blevet sendt til Gulag eller skudt.

I protest mod faderens forsøg på at styre hendes liv, giftede hun sig snart efter med en ung jøde, men forholdet varede ikke længe –hun fik dog en dreng med ham. Stalin nægtede at se hendes jødiske ægtemand.

Efter dette forliste ægteskab havde hun affærer med talrige andre mænd, men det lykkedes hende ikke at finde kærligheden. Hun jagtede lykken, som om fanden var i hælene på hende, hvad han jo på en måde også var.

Søgte asyl på den amerikanske ambassade

I Stalins sidste dage var Svetlana det eneste familiemedlem ved hans side. Stalin havde fået et slagtilfælde og sansede ikke omverden. Hun skrev senere:

»Det var mærkeligt, men i de dage, hvor han kun var en krop, som sjælen allerede var fløjet ud af, elskede jeg min far mere ømt end nogensinde før (...) Hverken før eller senere har jeg følt en så stærk blanding af modsatrettede følelser vælde op i mig.«

Ulykkerne fortsatte efter Stalins død i 1953. For systemet var fortsat et kommunistisk diktatur, og flere af hendes venner modtog domme, der sendte dem i lejre.

Hun mødte Alexsei Kapler igen, efter han var blevet en fri mand og kapitlet om deres nye kortvarige forelskelse er bevægende, men Alexsei var allerede gift med en kvinde, der havde bragt ham pakker under hans Gulag-ophold. De havde kortvarigt et forhold, men det kunne ikke fortsætte.

I 1960erne mødte hun omsider en mand, hun blev forelsket i. Der var tale om en indisk kommunist, som hun fik et toårigt kærlighedsforhold til, men regimet nægtede hende retten til at gifte sig med ham, og han døde af sygdom. Da hun blev 41, besluttede hun sig til at hoppe af, som mange andre russere forsøgte.

Under en rejse til Indien gik hun ind på den amerikanske ambassade i New Delhi og søgte om asyl og forlod både Sovjetunionen, sine to børn og hele sin fortid – troede hun.

Amerikanerne var i vildrede med, hvad de skulle gøre, for de var bange for at destabilisere forholdet til Sovjetunionen og nægtede hende i første omgang indrejsetilladelse. Hun tilbragte en tid i Schweiz, men fik så endelig lov til at komme til USA, hvor hun blev fremstillet som en stor triumf for USA over Sovjetunionen.

En rodløs nomade

Hun tjente godt på sine erindringer, »Twenty Letters to a Friend«, men havde ingen fornemmelse for penge og gav de fleste bort.

Hun giftede sig med en arkitekt og tog navneforandring til Lana Peters og fødte en datter, som kom til at hedde Olga, men Stalins skygge kunne hun ikke undslippe. Hun viste sig under opholdet at være en kvinde med stor intellektuel styrke og viden.

Hun tog fuldkommen afstand fra kommunismen og sin far. Hun skrev om hans kynisme, forfølgelser og jødehad. Da et familiemedlem udgav en erindringsbog med en mild beskrivelse af hendes far, skrev hun en rasende anmeldelse og slog hånden af forfatteren.

Hun holdt modet oppe med en lakonisk humor, som da hun skrev: »Jeg har ikke længere den behagelige illusion, at jeg kan frigøre mig fra betegnelsen Stalins datter. Man kan ikke beklage sin skæbne, men jeg fortryder, at min mor ikke giftede sig med en snedker.«

Svetlana blev rodløs. Hun flyttede 30 gange i løbet af sit liv og rejste endda kortvarigt tilbage til Sovjetunionen i håbet om at blive forenet med sine to børn, men de ville ikke vide af hende, og efter et år rejste hun tilbage til Vesten.

Hun blev anset for hysterisk og ustabil, men Sullivan viser, at hun skam var stabil nok, men blot kæmpede for at lægge afstand til sin far og kommunismen.

Og på alle afgørende punkter var hun helt anderledes end sin far. Hun troede ikke på vold, hun troede på mennesket og viste endda uventet optimisme, når hun mødte modgang. Hun mødte ikke stor velvilje fra amerikansk side, og hun følte sig fanget mellem stormagterne i deres nådesløse opgør.

Kan man elske en massemorder?

Det viste sig meget svært for Svetlana at forklare Vesten, hvad Stalin og kommunismen egentlig havde stået for, og hvad hendes forhold til ham var. For selv om hun gennemskuede alt, så havde han i hendes tidlige år været en elsket far.

Hun skrev om ham: »Jeg tror ikke, at han nogensinde fik dårlig samvittighed. Den slags oplevede han aldrig. Han havde nået sine ønskers mål ved at dræbe mange og knuse andre og blive beundret af nogle, men lykkelig blev han aldrig.«

Hun afviste, at Stalin blot var et enevældigt monster, for hun så ham som resultatet af et umenneskeligt system og understregede, at han havde tusindvis af støtter.

Hun ønskede i sit nye liv at knytte nye venskaber og at blive en agtet forfatter, der kunne bidrage med indsigter i kommunismens væsen. Hun håbede at blive mor og et familiemenneske. På alle punkter følte hun, at hun svigtede, men Rosemary Sullivan er af en anden opfattelse.

Midt i kampen om at få et normalt liv og lægge afstand til sin far, var der mange nederlag, men også mange sejre, mener Sullivan.

Sin sidste tid tilbragte Svetlana alias Lana menneskeligt isoleret i en hytte i en skov. Hun døde i 2011, og hendes datter Olga spredte hendes aske i havet.

Rosemary Sullivans bog bygger på hundredevis af samtaler med mennesker, der kendte Svetlana, og adgang til CIAs og FBIs arkiver. Ud af disse kilder toner en ulykkelig og tragisk kvindeskikkelse frem, der desperat og delvis forgæves forsøgte at slippe ud af sin fars omfavnelse.

Forfatter: Rosemary Sullivan.

Titel: »Stalin`s Daughter. The Extraordinary and Tumultuous Life of Svetlana Alliluyeva«.

Sider: 741. Pris: 15 pund.

Forlag: HarperCollins Publishers.