Man skal kunne tåle at se sig selv i øjnene, hvis man vil begive sig i lag med Kristina Nya Glaffeys »Padder og krybdyr«, der er hendes anden bog efter den anmelderroste debut »Lykkejægerne«. Men tør man dét, får man fuld valuta for pengene, stof til eftertanke og et effektivt redskab til at kratte og cutte i ens fastgroede fordomme.
Der bliver ikke lagt fingre imellem. Spot og spydigheder flyder i en lind strøm gennem teksten, og hverken bøsser, lesbiske, fertilitetsklinikker, sæddonorer, Etisk Råd, fortælleren selv eller læseren bliver skånet. Det er provokerende, det er tankevækkende, det er morsomt, og så er det ualmindeligt godt skrevet.
Bogen, der vel nærmest kan betegnes som en modig mellemting af en roman og et essay, fremstår som en lang indigneret enetale fra en lesbisk fortæller, der overvejer at få barn via sæddonation. Hun ironiserer og stiller spørgsmål til sine egne forventninger og sin egen tvivl, hun udstiller hele den industri, der lever af barnløses og homoseksuelles mange gange ureflekterede og egoistiske drømme og krav, hun spidder navngivne fertilitetsklinikker og håner diverse donorprofiler. Og så latterliggør hun og distancerer sig fra den gruppe af lesbiske, »der ville ønske, de kunne gro overskæg og hår på inderlårene«, disse »neandertalere i løbetid« fra »lebbekolonien af udtørrede kønsforskningsstuderende«.
»Det er sjældent, at satire i disse platte stand-up-komedietider er værd at skrive hjem om. Men Glaffey er i en klasse for sig.«
Det er sjældent, at satire i disse platte stand-up-komedietider er værd at skrive hjem om, og det er efterhånden lige så usædvanligt, at pointen er politisk eller moralsk. Men Glaffey er i en klasse for sig, og så er hun i øvrigt sprogrøgter om en hals. Hun harcelerer over den især på nettet omsiggribende »ondartede sprogsvulst« og »diabetes i skriftsproget« og truer med, at hun »snart øksemyrder nogen med stavekontrollen i skriveprogrammet.« Vi håber i så fald, at hun efterfølgende frikendes som følge af formildende omstændigheder.
