Millioner af mennesker i de kommunistiske lande under Den Kolde Krig levede i håbet om, at USA ville komme dem til undsætning og kommunismen bryde sammen. En voldsom krig med agenter og påvirkning af den offentlige mening rasede mellem Vest og Øst. I Danmark nåede denne brutale virkelighed os kun sporadisk. Her herskede en forstilt ro, og vore agent-sager og debatter i det offentlige rum var af en speciel dansk hyggelig variant. Her behøvede kommunisterne ikke at hverve medløbere som agenter i stort tal, for der var såmænd på venstrefløjen stor forståelse for sovjetiske og andre venstreradikale regimers synspunkter.
Man bliver nødt til at minde sig selv om, at Danmark var en undtagelse, og at der var en ubønhørlig brutal kamp om liv og sjæle i den rigtige verden, når man læser journalist Hans Davidsen-Nielsens bog »En højere sags tjeneste. PET under den kolde krig.« For nok er den spændende, pålidelig og fyldt med overraskende nye oplysninger, men Davidsen-Nielsen er bedst, når han holder sig til den danske spionverden.
Hans Davidsen-Nielsen er en ung journalist, der allerede har skrevet om historiske emner i bogform, hvilket har udmøntet sig i en glimrende bog om den danske nazi-læge Carl Peter Værnet og en mikrofonholdende ukritisk bog om den danske fange på Guantanamo Slimane. Vi har altså at gøre med en journalist, hvis kvalitetsniveau er svingende, og man læser derfor hans bog om den hemmelige agentverden med de kildekritiske briller på.
Det ser gennemgående godt ud. Hans Davidsen-Nielsen har haft adgang til PETs arkiv, ligesom bl.a. prof. Bent Jensen, og han kombinerer i en fløjtende velskrevet stil disse arkiver med en række interview med aktører, herunder tidligere ledere af Politiets Efteretningstjeneste. Han formår at blande sine kildekort uden at dræne spændingen ud af fortællingen ved for nøje gengivelse af kildeoplysninger. Hans Davidsen-Nielsen fortæller ganske vigtige ting om PETs kamp for at holde øje med radikale grupperinger i landet. Et omdrejningspunkt i beretningen handler om, hvordan PETs leder Arne Nielsen efter al sandsynlighed trodsede loven om registrering af danske borgere og ikke destruerede de mange personoplysninger, men anbragte kopier af materialet på ambadsaden i Washington i 1970. Arne Nielsen, der døde ung, er i øvrigt den person, der står stærkest i bogens gennemgang af PETs mange chefer.
Der er mange andre spændende forhold om PETs virksomhed, og Hans Davidsen-Nielsen kan fortælle forbløffende afslørende oplysninger om personforhold inden for PET, der bl.a. synes at vise, at den erfarne operationschef Jørn Bro aldrig blev leder, på trods af fremragende kvalifikationer, fordi han ikke var socialdemokrat.
Også Jørgen Dragsdahl-sagen drages frem, og Hans Davidsen-Nielsen refererer til de samme kilder, som Bent Jensen har gjort i Jyllands-Posten. Hans referater fra PETs materiale synes klart at vise, at PET anså Dragsdahl for påvirkningsagent, og at Dragsdahl, bortset fra at nægte at have modtaget KGB-penge, »vedgik« PETs vurdering.
Der er desuden spændende oplysninger om den gamle kommunist Aksel Larsen, der endte som CIA-meddeler. Om socialdemokraten Ole Espersen, som PET havde et godt øje til. Om SFeren Gert Petersen, som ganske frivilligt og uden at være spion videregav mængder af oplysninger til KGB. Og der er interessante oplysninger om SF, som PET i lang tid anså for en sikkerhedsfare, fordi Moskva-linien fortsattes. Endvidere giver Hans Davidsen-Nielsen et interessant portræt af den sovjetiske agent og senere afhopper Oleg Gordijevskij, der var Vestens vigtigste kilde til viden om Sovjetunionens spionage i vesten.
Et vigtigt kapitel af Den Kolde Krig handler om Blekingegadebanden, hvor Hans Davidsen-Nielsen højlydt undrer sig over, at banden ikke blev afsløret og fængslet tidligt, for PET vidste tilsyneladende ganske meget om dens aktiviteter. Dertil kom, at det internationale terroraspekt helt røg ud af anklageskriftet. Hvad var forklaringen? National inkompetence fra anklagemyndigheden eller en fordægtig aftale med palæstinensiske terrorister?
Selvfølgelig er det kun en mindre del af PETs aktioner, vi får serveret, og denne anmelder ville godt have hørt meget mere til bl.a. Venstresocialisternes ekstremistiske aktiviteter, men det som stilles på bordet frister til mere. Kan man stole på Hans Davidsen-Nielsens oplysninger? Generelt virker bogen, sålænge den holder sig til Danmark, troværdig. Han fælder ikke hurtige domme, men fremlægger nuanceret sine oplysninger.
Når det drejer sig om Den Kolde Krig generelt og PETs placering i arbejdet med at bekæmpe den venstreradikale fjende, så synes Hans Davidsen-Nielsen mere usikker. Hans beskrivelse af den kommunistiske infiltration i USA i 1950erne er helt forfejlet, for forfatteren nøjes med den gamle historie om Joseph McCarthy-perioden, men fortæller ikke læserne, at der blandt amerikanske historikere nu er konsensus om, at der faktisk var en farlig og omfattende kommunistiske agent- og infiltrationsvirksomhed i USA. Beskrivelsen af PETs eventuelle samarbejde med Mossad virker skrøbelig og bygger på en enkelt bog af Victor Ostrovsky, som påstod at han var tidligere Mossad-agent, uden at Hans Davidsen-Nielsen gør sig kildekritiske overvejelser af betydning. Men han kan uden videre fastslå, at Mossad var »uden skrupler«. Hvor har han det fra?
Der er i gennemgangen af danske forhold, når man undtager kapitlet om Blekingegadebanden, hvor en ung politimand blev myrdet, en manglende perspektivering og ja alvor, så læserne kan forstå, at det ikke blot drejede sig om jagt på småfisk, men et drama på liv og død. Det er derfor ikke overraskende, at da Hans Davidsen-Nielsen interviewede Oleg Gordijskij til Jyllands-Posten, så udtrykte denne stor utilfredshed med artiklen - ifølge Davidsen-Nielsen selv med den kommentar, at den var et forsøg på»at hvidvaske venstrefløjen for dens ukritiske forhold til Sovjetunionens tyranni«.
Men læst som en pålidelig og underholdende gennemgang af visse sider af PETs virksomhed her i landet, så er Hans Davidsen-Nielsens bog absolut anbefalelsesværdig.
