Gunnar Ekberg var spion. Fra slutningen af 1960erne var han aktiv i Palæstina-bevægelserne i Sverige, men han indberettede sine kampfællers gøren og laden til efterretningstjenesten Informationsbyrån (IB). IB opererede temmelig selvstændigt for at opsnuse informationer om revolutionære, farlige elementer i det svenske samfund, men IB havde også aktiviteter uden for Sverige. IB var en del af det svenske forsvars efterretningstjeneste og arbejdede også sammen med politiets efterretningstjeneste Säpo. Gunnar Ekberg sluttede venskab med førende venstrefløjsaktivister, som bl.a. omfattede journalisterne Jan Guillou og Göran Rosenberg. Jan Guillou skabte sig senere en kometkarriere med thrillere om spionen Carl Hamilton og middelalderfortællingen om Arn, og han er i dag en af Sveriges bedst sælgende forfattere og mest benyttede debattører. Göran Rosenberg var med i den samme radikale Palæstina-bevægelse, og også han er blevet en af Sveriges mest bestydningsfulde forfattere og kommentatorer.
Sensationel bog
Gunnar Ekberg beretter om svenske fanatikere og Palæstina-terrorister i perioden 1968 til 1974 i sin nye bog De ska Ju Ändå Dö, som på dansk betyder De skal alligevel dø. Hvis han blot havde holdt sig til beretningen om Palæstina-bevægelsen i Sverige, så ville historien have begrænset værdi, men Gunnar Ekbergs bog er i højeste grad sensationel, fordi han knyttede kontakter med tidens absolut mest effektive chefterrorist, Wadi Haddad. Gennem palæstinensere i Sverige kom han i 1970 i kontakt med Haddad, der var operationel chef i Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP). Det var Wadi Haddad, som Gotfred Appel og hans lærlinge, der senere skulle stifte Blekingegadebanden, besøgte i Mellemøsten. Det var samme Wadi Haddad, der organiserede samarbejde med Rote Armee Fraktion og Sjakalen alias Ilich Ramirez Sanchez. Og det var selvsamme halvskaldede lidt fedladne Wadi Haddad, der organiserede tidens værste terroraktion, bortførelsen af Lufthansa-flyet til Mogadishu i 1977, og en lang række andre blodige aktioner i 1970erne. Han skulle selv lide en noget sødladen død i 1978, da han spiste forgiftet chokolade, efter al sandsynlighed tilsendt ham af den israelske efterretningstjeneste, Mossad.
Gunnar Ekberg havde uddannelse som dykker i det svenske forsvar, og han tilbød Wadi Haddad sine tjenester som instruktør for PFLPs egne folk. Haddad tog imod tilbuddet, og Gunnar Ekberg instruerede Haddads folk under en række besøg i Mellemøsten. Instruktionerne førte da også til en terroraktion mod passagerskibet Sounion, der lå i Beiruts havn og skulle sejle til Haifa i Israel. Men bomberne gik af i Beiruts havn og sænkede skibet. Det skete 4. marts 1973. Ifølge Gunnar Ekberg var det Mossad, der fik forhalet skibets afrejse.
Den fanatiske Guillou
Gunnar Ekberg havde et nært samarbejde med ikke mindst Jan Guillou, og det er ikke et smukt billede, der tegnes af den fanatiske Guillou, der helhjertet støttede de mest ekstreme blandt den palæstinensiske bevægelse. Det er ikke blot billedet af propagandisten Jan Guillou, der dukker frem i skildringen, men også af den farlige aktivist. Gunnar Ekberg beretter, at Jan Guillou allerede i 1969 var i København sammen med den ledende palæstinensiske aktivist David Kaloti på en mission for PFLP for at fotografere sikkerhedsforholdene ved El Al-fly. Det fremgår også af bogen, at Jan Guillou sammen med Göran Rosenberg i 1970 var i Israel for at inspicere Tel Avivs lufthavn for PFLP.
Kontakten til KUF
Gunnar Ekberg fortæller også, at han selv og Jan Guillou ved flere lejligheder havde kontakt i København med folkene i Kommunistisk Ungdoms Forbund (KUF), altså de folk der blev kernen i Blekingegadebanden. Ekberg skriver: »Jan havde også kontakt med KUF, Kommunistisk Ungdoms Forbund, hvilket var interessant, fordi organisationen havde nær kontakt med PFLP, et samarbejde som efterhånden fik et hemmeligt og konspirativt indhold.« Hvor tæt forbindelsen mellem Jan Guillou og Appels folk var, skriver Gunnar Ekberg ikke om, men at Appel-gruppen havde gode kontakter til svenske ligesindede fremgår flere steder i bogen. Men Ekberg var også selv flere gange i forbindelse med Appel-gruppen: »Jeg nåede et hurtigt besøg i København for at besøge KUF efter sommeren. Det var interessant. De talte mere om at danne hemmelige celler og at arbejde med kurerer og hemmelige meddelelser end om ideologi. Vi udvekslede en del information, og de spurgte, om jeg ikke skulle ned og besøge PFLP snart.«
Danny og Martin fra Mossad
Efter Gunnar Ekbergs kontakt med Wadi Haddad blev han overført fra IB til Mossad. Han traf løbende to Mossad-agenter i København, med dæknavnene Danny og Martin. Kontakten skete ved, at Gunnar Ekberg hver gang rejste til København, tog ind på Rådhuspladsen og fra en telefonkiosk ringede til den israelske ambassade. Når han var igennem skulle han sige »This is Ralf. May I speak to the ambassador?« (»Det er Ralf. Må jeg tale med ambassadøren?«) Han blev derefter stillet ind til Mossad-folkene. Efter sine besøg hos Wadi Haddad kunne Gunnar Ekberg identificere terrorister på de fotografier, som Mossad-folkene viste ham. Bortset fra Rote Armee Fraktions terrorister har næppe nogen anden europæer været så tæt på Wadi Haddad som Gunnar Ekberg.
Guillous advarsel
I 1973 blev Gunnar Ekberg afsløret. En af IBs andre medarbejdere gik til en svensk journalist og berettede om IBs aktiviteter. Jan Guillou skrev om affæren i tidsskriftet Folket i Bild, og dermed var Gunnar Ekbergs identitet afsløret. Men inden da havde Jan Guillou i et personligt brev til sine palæstinensiske venner anbefalet dem at fange og forhøre Gunnar Ekberg. I dette brev, som svenske efterretningskilder opsnappede og publicerede, anbefalede Jan Guillou palæstinenserne at presse alle oplysninger ud af Gunnar Ekberg, som imidlertid undgik forhør og tortur, fordi Wadi Haddad stolede mere på ham end på Jan Guillou.
Er oplysningerne korrekte?
Det er yderst usædvanligt, at man får beretninger af denne type så tæt på den skyggekrig, der førtes mellem mellemøstelige organisationer og vestlige efterretningstjenester. Man spørger selvfølgelig sig selv, om Gunnar Ekbergs oplysninger er rigtige. Visse af oplysningerne var fremme i 1973, da han blev afsløret, og andre oplysninger kom frem, da den svenske kommission, der skulle undersøge Säpos forhold, udkom med en stor rapport i 2002. Men Gunnar Ekbergs nye bog indeholder mange oplysninger, der ikke tidligere har været fremme. Bogen har selvfølgelig det problem, at hovedparten af oplysningerne hviler på Ekbergs erindring og hans dagbogsoptegnelser. Det er et principielt problem, som alle bøger om spion- og terrorverdenen har, men Gunnar Ekbergs bog udmærker sig ved at være mere kontrollerbar end de fleste. Der er således gengivet en række dokumenter fra dengang, som bekræfter nogle af oplysningerne. Der har selvfølgelig været indsigelser mod Gunnar Ekbergs troværdighed. Göran Rosenberg, der også bruges jævnligt af danske medier, har skrevet i en selvbiografi, at oplysningerne om hans mission til Tel Avivs lufthavn sammen med Jan Guillou intet har på sig. Jan Guillou har selvfølgelig også været ude og kritisere Gunnar Ekbergs troværdighed. Han siger til Aftonbladet, hvor han er kommentator, at Gunnar Ekberg selv har indrømmet, at han telefonisk bombetruede et El Al-fly i Frankfurt, hvilket Ekberg da også har erkendt. Ekberg forsvarer handlingen med, at det var en slags optagelsesprøve, før han kunne accepteres af Palæstina-bevægelsen, men Guillou og Rosenberg fremstiller ham som en provokatør, der ville lokke aktivisterne til ulovligheder. Jan Guillou omtaler Gunnar Ekberg som et af de mindst troværdige mennesker, han har mødt i sit liv.
Mossads mordplaner
Det er rigtigt, at nogle af historierne i Gunnar Ekbergs bog lyder usandsynlige. En af de mere kulørte historier er, at Mossad skulle have planlagt at myrde Jan Guillou og talte med Gunnar Ekberg om den mulighed. Det lyder ikke som nogen overbevisende fortælling, for hvad skulle Mossad have ud af det? Det svækker bogen. Der er derimod gengivet tre dokumenter i bogen, som taler sit tydelige sprog om, at andre dele af bogen er sand. Der er desuden en række detaljer, som er mulige at kontrollere, og hvor bogen virker troværdig. Gunnar Ekberg oplyser således, at han ifølge sin dagbog i begyndelsen af juni 1970, på opfordring af palæstinenseren David Kaloti, indtelefonerede en bombetrussel mod et jordansk fly i Kastrup Lufthavn. Bombetruslen skulle få det til at se ud, som om Israel stod bag og derved svække Israel i offentligheden. Går man de danske aviser igennem, så finder man ganske rigtigt 7. juni en nyhedsartikel om, at en bombetrussel telefonisk var modtaget mod et jordansk fly. Der er andre af den slags kontrollerbare oplysninger i bogen, der styrker bogens troværdighed.
Meget er troværdigt
Det er denne anmelders opfattelse, at store dele af bogen »De ska Ju ändå dö«, som i øvrigt er et citat af Wadi Haddad om de unge palæstinensere, som han sendte ud på terrormissioner, er troværdige. Det er svært at afgøre, om anklagerne mod Jan Guillou og hans venner er holdbare, men det drejer sig uden tvivl om en gruppe mennesker, hvoraf mange hyldede uforsonlighed og væbnet kamp. Gunnar Ekberg har med sin usædvanlige historie givet læserne et fantastisk spændende indblik i spionkampen fra 1968 til 1974 med mange afstikkere til København.
Debatkongens rolle
I Sverige er der en skyhed i pressen oven på publiceringen af Gunnar Ekbergs bog. Ingen tør gå rigtig til Jan Guillou, der er en slags ukronet debatkonge i folkehjemmet Sverige og i øvrigt netop har udgivet endnu en selvbiografi, hvor han intet afslører. Gunnar Ekbergs historie er en del af den mest dramatiske fortælling om Den Kolde Krig, der viser, at selv i det pæne socialdemokratiske folkehjem foregik der skumle og farlige ting.
