Sovjetiske hverdage

Filminstruktøren og produceren Sonja Vesterholt har skrevet en både rystende og underholdende bog om sin barndom og ungdom i Sovjetunionen.

Filminstruktør og producer Sonja Vesterholt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

Sonja Vesterholt var 25 år, da hun i 1970 kom til Danmark. Indtil da var hendes officielle navn Sofia Lazarevna Drissen, og bogen »Hunden er rask« rummer først og fremmest de tankevækkende, bevægende og ofte absurd humoristiske fortællinger om 25 års liv i Sovjet.

Sonja Vesterholts erindringer er holdt i en uprætentiøs og upatetisk tone, men så meget desto stærkere virker bogens beskrivelser af den konstante frygt, der med KGB-monstret som redskab gennemsyrer livet i Sovjet, og som sammen med de utallige eksempler på systemtyranni og planlæggerabsurditet gør hverdagene i »det store fædreland« til en blanding af hårrejsende gyser og isnende farce.

Sonja Vesterholt fortæller om boligforholdene i Leningrad med de mange familier indlogeret i en tidligere herskabslejlighed med 4,5 kvadratmeter afsat til hver person, og hun blander beretningerne om vareknapheden med små opskrifter på »russisk lykke«, hvor de frisksaltede agurker er hovedingrediensen. De mange eksempler på KGBs konstant overvågende øjne og mistænksomme indgreb, der holder frygten i hverdagen ved lige, er skræmmende, og næsten ubærlig er skildringen af den 20-årige Sofias tab af en søn med det sovjetiske sundhedsvæsens regelrytteri som den grusomme indramning.

»Hunden er rask« er først og fremmest sørgelig og rystende læsning, men samtidig rummer Sonja Vesterholts sovjetiske erindringer masser af eksempler på de glæder-på-trods, som hverdagslivet også kunne rumme, og de mange gennembrud af selvironi og sort humor har en høj underholdningsværdi. Rundt omkring i teksten er indsat små bokse med forklaringer, anekdoter og forskelligt materiale, som understreger det groteske og perverterede i systemets indsats for et kommende Paradis på jorden og »den fælles lykke«. En mand får for eksempel at vide, at han er udset til at blive den heldige ejer af en Lada. Den 13. december om ti år vil den blive leveret. »Undskyld,« spørger manden, »er det om formiddagen eller eftermiddagen.« Hvorfor er det nu vigtigt? vil arbejdsgiveren med den gode nyhed vide. »Det er fordi,« svarer manden, »at om formiddagen den dag kommer blikkenslageren.«

Sonja Vesterholt har i samarbejde med Britta Sørensen skrevet en utrolig vigtig, gribende og absurd humoristisk bog om livet under et diktatur. »Hunden er rask« gør læseren meget klogere på hverdagslivet i Sovjet, og samtidig er bogen en advarsel imod totalitære tendenser og systemterror i alle samfund.