Sortsynets energi

Thomas Bobergs nye digte hører til i den depressive ende af forfatterskabet.

Foto: Scanpix

Digtsamlingen »Hesteæderne« hører til i den mest depressivt dystre ende af Thomas Bobergs forfatterskab. Med alle sortsynets sejl sat leverer forfatteren en nær fremtidsvision og en samfundssatire uden mange forsonende momenter.

Med kvarteret som ramme, hesteæderne, hestepiskerne og patrioterne som beboergrupper, gladiatorernes beverding som tilflugtssted og lakridssprutten som rusmiddel danner Thomas Bobergs nye digte en slags opløsningens billedfrise med den omflakkende forfatterskikkelse som iagttager:

»Situationen her har ingen pendant./Sproget passer ikke til den snigende opløsning,/og den ganske åbenhjertige destruktion./Derfor må sproget i tumbleren.«

Pessimistisk fremtidssyn

Boberg har givet sproget en tur i vridemaskinen, og stort set alle lysere toner er drevet ud af digtene, der pendler mellem mismod på litteraturens vegne og billederne af et boligkvarter i opløsning, mellem de fordomsfulde kultursammenstøds klicheer og den pludseligt opflammende vold og aggression mellem forskellige beboergrupper.

Overvågningskameraerne, muskelhundene, prostitutionen og stofferne optræder i diverse let gennemskuelige forklædninger, og håbløsheden udløser spørgsmål af typen: »Hvorfor overhovedet gå i skole/når der knap kan være tale om en fremtid?«. En slags nutidig pessimistisk replik til et titelblad hos Ivan Malinowski: »Leve som var der en fremtid og et håb.«

Et sted mellem middelalderens dommedagsvisioner og en moderne forstadsvision af de mest trøstesløse og illusionsribbede folder Bobergs episoder og billeder sig ud. Her lades for alvor alt håb ude. Et sortsynets og væmmelsens indædte energi fylder digtene, men måske ville en vis begrænsning eller stramning have fremmet ubehaget. Opløsningens billeder oprulles så massivt i »Hesteæderne«, at en form for resistens indfinder sig.